En enkel suppe med spanske rødder og en buldrende vanedannende hvidløgssmag, der føles lidt som en luksus, når den optimeres med et pocheret æg lagt på toppen.
Opskrift Spansk hvidløgssuppe – med porcheret æg
Til 4 personer
2 hele hvidløg
1 dl olivenolie
1 tsk stærk røget paprika
timian
100 g brød, ristet og skåret i små croutoner
1 l vand eller bouillon
salt
Pocherede æg
4 æg
salt
1 tsk eddike
Servering
ekstra jomfruolivenolie
1 tomat, skåret i tern
frisk oregano eller persille, hakket
1 tsk røget paprika
Til suppen deles hvidløgene i fed, som pilles og skæres i tynde skiver.
Varm dernæst olivenolie op i en tykbundet gryde, og sauter hvidløgene ved meget svag varme, til de langsomt tager en let gylden farve uden at branke.
Tag med det samme gryden af varmen, og tilsæt røget paprika, timian og de ristede croutoner. Tilsæt vand eller bouillon og smag suppen til med salt. Lad suppen simre under låg i 15 minutter.
Lige inden servering pocheres æggene. Kog vand op i en bred gryde. Slå fire æg ud i hver sin kop, og hold æggene parat. Tilsæt salt og eddike til kogevandet, og lav en hvirvel i vandet med en ske, når vandet koger.
Dæmp varmen, så vandet koger roligt, og hæld langsomt æggene i gryden, et ad gangen, så hviden samler sig om hver blomme. Lad æggene simre ved svageste varme i 3 minutter, og løft dem op på et rent viskestykke.
Hæld den varme suppe op i dybe tallerkener, og læg et pocheret æg øverst. Dryp med olivenolie, og drys med stykker af tomat, oregano eller persille og en anelse røget paprika.
Bag opskriften
Opskriften er fra kogebogen LØG, skrevet af Henrik Vilain og Ingo Schauser. Parret har skrevet flere kogebøger. Fælles for dem er, at alle opskrifter udvikles i køkkenet på deres finca og kursussted Garden of Lemons i Lecrin-dalen i Andalusien. Læs mere om kogebogen LØG.
Flere spanske opskrifter fra Garden of Lemons
Find opskrifter på flere lækre retter, udviklet i fincaens køkken i Andalusien. Der er både sødt og salt blandet de tre opskrifter med citron. Og fra køkkenet i Andalusien finder du også opskrifter med oliven. Her er Croquetas med sorte oliven samt Grillede hele auberginer med kapers, sorte oliven og hvidløgscreme.