Kan du opleve Barcelonas store arkitektoniske værker, berømte kunstnere, indånde lokal middelhavsstemning og spise godt, mens du snor dig udenom de største turisthorder? Ja, det er muligt. Her får du tips til, hvordan du kan se de vigtigste seværdigheder og blive introduceret til Barcelonas kultur og livsstil, uden du drukner i turister.
1 Mindst én af Gaudís ikoniske bygninger
Modernista-arkitekten Antoni Gaudí (1852-1926) er umulig at komme udenom, når du besøger Barcelona. Byen er overstrøet med hans opfindsomme, farverige og finurlige bygninger, og det er et must at se nærmere på en eller flere dem.
Hvis du kun har tid til at besøge én bygning, så anbefaler jeg La Sagrada Familia.
Sagrada Familia er en kreativ og unik fabulering over Bibelen i et væld af skulpturer og farver. Det er umuligt ikke at blive imponeret, når man står midt i kirkerummets søjleskov eller bestiger et af tårnene og studerer alle de små symboler og detaljer.
Gaudí arbejdede på sit vigtigste værk de sidste 43 år af sit liv, og kirken, der blev indviet i 2010. I 2026 blev facaden færdiggjort, 100 år efter arkitekten døde. Gaudí er begravet i kirkekrypten.Der mangler stadig noget indvendigt arbejde, inden kirken er helt færdigbygget.
Hvis du har tid, så tjek også Casa Battlo og La Pedrera. Vil du hellere besøge et langt mindre turistet sted, så anbefaler jeg Casa Vicens i Gràcia-kvarteret. Rejser du med børn, vil de nyde at besøge eventyrparken, Parc Güell. Læs guiden til alle Antoni Gaudí’s bygninger i Barcelona.
TIP: Du skal købe billet på forhånd til La Sagrada Familia. Billetter fås både med og uden adgang til et af tårnene. Vælg det tidligste tidspunkt på dagen, hvor der er færrest turister. Køb billetter til La Sagrada Familia.
La Sagrada Familia
Carrer de Mallorca 401
2 Far vild i det gotiske kvarter
Barcelonas gotiske kvarter (Barri Gòtic) er en labyrint af smalle gader og pladser, omgivet af bygninger i middelalderarkitektur. Omkring Barcelonas katedral, Plaça Reial og Biskoppens bro (Pont del Bisbe) er der mange turister og souvenirshops.
Bevæger du dig længere ind i sidegaderne, finder du en anden side af kvarteret. Besøg den smukke plads, Plaça de Sant Felip Neri, med et ottekantet springvand og den lille kirke, Sant Felip Neri, fra 1750, hvor Antoni Gaudí dagligt kom. Han var også på vej til kirken, da han i 1926 blev påkørt af en sporvogn, der forårsagede hans død.
Mest bemærkelsesværdigt er kirkens facade, der er fuld af skudhuller. Hullerne stammer fra et bombeangreb under borgerkrigen i 1938. Her blev 42 mennesker, der havde søgt husly i kirken under et luftangreb, dræbt. I løbet af dagen er her mange turister, men hvis du kommer om aftenen, hvor pladsen tager sig smukkest ud, er der kun meget få mennesker.
I forlængelse af pladsen ligger det jødiske kvarter. Kig ind i synagogen, Sinagoga Mayor, fra det 6. århundrede, som er en af de ældste i Europa. Synagogen fungerede som centrum for det jødiske liv i Barcelona indtil 1391, hvor det jødiske kvarter blev plyndret, og over 300 jøder blev dræbt. Her kan du få indsigt i det jødiske samfunds historie og kultur i Barcelona.
I kvarteret finder du også flere historiske butikker. Gå fx en tur gennem gaden Carrer de Petritxol med bl.a. chokoladebutikker og gallerier.
3 Madmarkedet Santa Catalina
Få skridt fra Barcelonas domkirke finder du madmarkedet, Santa Catarina, der trods sin beliggenhed midt i byens mest turistede område besøges af lang færre turister end det berømte madmarked, La Boqueria, på Ramblaen.
Bygningen, der huser markedet, hører til en af Barcelonas mest interessante arkitektoniske perler, og den er i sig selv et besøg værd. Den er opført, hvor der tidligere har ligget et kloster, og det blev gennemrenoveret i 2005.
Den enorme trækonstruktion har et smukt, bølgende tag, belagt med farverige mosaikker. Under taget finder du et væld af boder med tapasbarer, grøntsager, kød, fisk, kager, brød og færdigretter.
Nyd en tapa med de lokale på en af barerne. Det er også et godt sted at shoppe delikatesser med hjem.
Mercat Santa Catalina, Av. de Francesc Cambó 16
4 Gå på opdagelse i Picassos kunst
Barcelona havde stor betydning for Picasso, hvilket også ses i museets værker. Han blev uddannet på Escola Llotja og havde en særlig tilknytning til caféen El Quatre Gats, hvor han mødtes med andre kunstnere og intellektuelle, udstillede og malede caféens menukort, der har fået ikonstatus.
Størstedelen af værkerne stammer fra perioden 1890 til 1917, inklusive et antal tegninger fra studietiden på Escola Llotja, avant garde-malerier, tiden i Paris samt den blå og lyserøde periode. Derudover er der en samling af litografier, sletninger og keramik.
TIP: Køb billet på forhånd og kom, når museet åbner. Så løber du ind i færre turister.
Museu Picasso , Carrer Montcada 15-23
5 Funky samtidskunst
MOCO museum er et must, hvis du er til moderne og eksperimenterende kunst, der gerne må have kant. Museet åbnede i 2021 og blev hurtigt populært, så du skal forvente en del besøgende. Jeg er selv vild med museet, der matcher Barcelonas moderne og innovative storbyvibe virkelig godt.
Kunsten er et friskt pust af moderne- og samtidskunst samt gadekunst, som kalder på fordybelse. Her er værker af store kunstnere som Banlsy, Andy Warhol, Jean-Michel Basquiat og Keth Haring som spænder over maleri, grafitti, illustrationer, skulptur og installationer.
MOCO er en virkelig farverig oplevelse. Museet har løbende særudstillinger. Hold øje med hjemmesiden.
MOCO ligger lige ved siden af Picasso-museet, og et overskueligt, så du kan klare begge på samme formiddag/eftermiddag.
MOCO, Carrer de Montcada 25
6 Havets katedral
Spørger du de lokale om, hvilken kirke der er deres favorit, så vil de fleste svare Santa Maria del Mar
Den smukke gotiske basilika, Santa Maria del Mar, blev verdensberømt i den spanske forfatter, Ildefonso Falcones, bestseller Catedral de la Mar (Havets Katedral).
Kirken ligger i Barcelonas El Born-kvarter, omgivet af en labyrint af smalle gader, og lokalbefolkningen kalder den Ribera-katedralen.
Santa Maria del Mar er bygget i 1300’erne og et smukt eksempel på katalansk gotisk. Navnet antyder, at den engang lå tættere på havet, end det gør nu. Stort set alle de lokale kunsthåndværkere var involveret i opførelsen af kirken, og det tog derfor kun 54 år at bygge den.
Inde i er den overraskende lys sammenlignet med andre gotiske kirker og langt mere stilfuld. Der er stor afstand mellem søjlerne (13 meter), og vinduerne har smukke farvede glas. Kirken er en rolig oase midt i det ellers turistede kvarter og er også et populært sted at tænde et lys.
Du kan også komme op på kirkens tagterrasse og nyde den smukke udsigt over nabolaget.
Santa Maria del Mar , Santa Maria Plaça 1
7 Sidegadeshopping i El Born-kvarteret
De snævre gader omkring Santa Maria del Mar er super hyggelige og meget fotogene. Jeg har boet der i en periode, og jeg elskede, hvordan beboerne og butiksindehaverne har sat et meget personligt præg på dem. Det er et virkelig godt sted at gå på opdagelse efter en unik, og lokalt lavet gave til dig selv eller en, du holder af.
Bag de diskrete facader gemmer sig et væld af spændende, små butikker. Her er alt fra delikatesser til smykker, tasker og modetøj. Er du vild med fotografi, så kig ind i den skønne retro-fotoshop Lomografi i gaden Carrer d’en Rosic. Pinzat i Carrer de Grunyí 7 har et cool og humoristisk udvalg af tasker, punge og cykelsadler af genbrugsmaterialer, der prydes med gadekunst af lokale kunstnere. OMG BCN i Carrer de la Palla har nogle rigtig fine ting, skabt af lokale kunstnere og designere. Her er bl.a. tøj, smykker, ure, keramik, puder og tasker.
Har du en sød tand, så smut også forbi bageren Hofmann på Carrer dels Flassaders 44. Den lille håndværksbager sælger nogle af Spaniens bedste croissanter med fyld af bl.a. hindbær, mandel, mango, mascarpone, marcipan og chokolade. Her er også kunstfærdige konditorkager og gaveidéer som chokolader, makroner og småkager i designeræsker og -dåser.
8 Symbolsk gadekunstmosaik
Et af Barcelonas mest imponerende gadekunstværker er The Kiss of Freedom, som består af hundredvis af små fotomosaikker, der til sammen illustrerer to munde i et kys.
Værket er skabt af kunstneren Joan Fontcuberta, som arbejde ud fra konceptet “Verden begynder ved hvert et kys”. Værket blev indkøbt af avisen El Periódico, som bad læserne om at indsende et fotografi af et øjebliks frihed, som de selv eller deres kære kunne optræde på. Herefter samlede kunstneren alle billederne på mosaikker og satte det sammen til det endelige værk, som blev offentliggjort i 2014 til markering for de faldne under Arvefølgekrigen (1701-1714).
Læg også mærke til skiltet ved siden af, hvor digteren Oliver Wendell Holmes citeres: “Lyden af et kys er ikke så højt som en kanons, men dens ekko varer meget længere.”
Du finder det 8 x 3,8 meter store gadekunstværk på en lille plads, tæt på katedralen.
The Kiss of Freedom, Placa dÌsidre Noell
9 Se Barcelona fra oven
Barcelona har mange gode udsigtspunkter, men den 360 graders udsigt, du får fra Bunkers Carmel, er turen værd. Udsigtspunktet ligger toppen af Turó de la Rovira i 262 meters højde i kvarteret Carmel.
Selvom stedet er kendt under navnet Bunkers, har der aldrig været bunkere på toppen af Turó de la Rovira. Under borgerkrigen blev stedet brugt til antiluftskyts-batterier, der hjalp med at forsvare Barcelona.
I mange år var området øde, slidt og ukendt, og det har blandt andet fungeret som slumkvarter indtil 1990’erne. I 2006 blev Turó de la Roviradet omdannet til et lokalhistorisk studiecenter, hvor du kan få et indblik i Barcelonas historie fra et fugleperspektiv.
Bunkers del Carmel , Carrer de Marià Lavèrnia s/n

10 Tag på tapascrawl
Barcelona er et slaraffenland for gourmeter, så selvfølgelig skal du smage så mange forskellige tapas som muligt. De fås i et utal af varianter fra klassiske til avantgardistiske. Jeg har – naturligvis – ikke spist mig igennem alle byens barer. Mit bedste råd er, at du går på opdagelse i sidegaderne, væk fra turistområderne og finder dine favoritter.
Smag blot en enkelt eller to, og gå så videre til næste bar og smag et par mere. På den måde kan du virkelig få prøvet meget. Det er også en naturlig del af den spanske kultur at gå fra bar til bar.
Blandt mine favoritter hører Bar Canyí i Sant Antoni. Prøv deres “bomba”, som er en Barcelona-specialitet. Canyís variant af den friturestegte kartoffelkugle er med fyld af enten oksekød eller grillede rejer.
Jeg vender også tilbage til Bar Cañete, som har byens bedste muslinger og lækre grøntsagstapas. Quimet & Quimet i Poble Sec er en lokal klassiker, som jeg også er vild med. Her er masser af fisketapas, og deres artiskokker er fantastiske. Har du lyst til en superenkel og lokal oplevelse, så kig ind hos La Cova Fumada i Barceloneta. Stedet minder mest om en travl kantine, og deres blæksprutter og sardiner er fantastiske.
11 Den modernistiske koncertsal
Gaudí er ikke den eneste modernistiske arkitekt, der har givet Barcelona imponerende bygninger. Den katalanske arkitekt Lluís Domènech i Montaner er vigtig for perioden, og hans bygninger er værd at se nærmere på. Den mest berømte er Palau de la Música-koncertsalen, som han byggede mellem 1905 og 1908 til det katalanske kor, Orfeó Catalá. Amatørkoret er stadig i koncertsalen.
Koncerthallen er let at finde, for øjet indfanger øjeblikkeligt de mange farverige mosaikker, skulpturer og relieffer, der pryder facaden med rød mursten. Læg mærke til den gamle billetluge inden i en af søjlerne.
Palau de la Música er bygget i en avanceret blanding af mursten, stål og glas, og også indenfor er det overdådigt dekoreret i et væld af farver og indviklede design. Det kom på UNESCOs Verdensarvsliste i 1997.
Hvis du vil se den smukke koncertsal med 2156 pladser, kan du enten købe en koncertbillet eller en guidet tur. Du kan også bare drikke kaffe i den smukke café med et kig på trappen op til hallen. Palau de la Música har fået en moderne, enkel og stilfuld tilbygning, der spiller overraskende smukt sammen med Montaners overdådige.
Palau de la Música , C / Palau de la Música 4-6
12 En dukkert i Middelhavet
Barcelona har den luksus at kunne tilbyde både et pulserende storbyliv og kilometervis af sandstrande. Derfor skal du naturligvis skylle bystøvet af dig i det azurblå Middelhav.
Strandene tættest på centrum, i det gamle fiskerkvarter, Barceloneta, er mest populære. Folk ligger tæt som på fluepapir på de afrikanske strandtæpper, der sælges overalt ved stranden, så vil du have mere plads og lokal vibe, så søg mod strandene længere væk fra centrum. Jeg foretrækker selv Bogatell-stranden i Poblenou-kvarteret.
Gå en tur på strandpromenaden for at se kunstværkerne som Frank Gehrys fisk og det skæve hus, L’Estel Ferit, af kunstneren Rebecca Horn. Sidstnævnte er en fortolkning af de små lejligheder, som er typiske for Barceloneta-kvarteret.
13 Miro-museet på bjerget
Den surrealistiske kunstner Joan Miró (1893-1983) blev født i en baggård, tæt på Ramblaen, og museet, der er dedikeret ham, ligger på toppen af Mont Juïc-bjerget.
Her kan du tage på rundtur i Mirós Barcelona og farverige kunst, som kunstneren gerne ville have, skulle være en naturlig del af alles hverdag.
Museet åbnede i 1975 på Mirós eget initiativ og indeholdt hovedsageligt værker fra kunstnerens private samling. Museet arrangerer også udstillinger med andre kunstnere fra det 20. og 21. århundrede.
Miró-museet ligger i en bygning designet af Josep Lluís Sert, som har skabt en fin forbindelse mellem det indre og det ydre rum, der præsenterer kunsten smukt både indvendigt og udvendigt. Bygningen er omgivet af en grøn park med Mirós-skulpturer og smuk udsigt over byen.
Samlingen består af over 14.000 værker, og blandt de vigtigste værker finder du Gade i Pedralbes, Portræt af en ung pige, Den hvide handske og Kvinde der drømmer om flugt.
Foundation Joan Miró, Parc de Montjuïc
14 Drinks med udsigt i Raval
Barcelona har mange tagterrasser, som er perfekte til at nyde solnedgangen over en drink. Især hotellernes tagterrasser er populære.
Jeg kan godt lide designhotellet Barceló Ravals tagterrasse, fordi det er begrænset, hvor mange turister der finder vejen dertil. Hotellet ligger midt i det multietniske kvarter El Ravals, ved kvarterets egen Rambla.
Da kan sagtens benytte tagterrassen, selv om du ikke er gæst på hotellet. Gå ind i lobbyen og tag elevatoren op på 11. etage. Tjenerne er effektive, og de serverer virkelig gode cocktails i baren på den ovale terrasse. Du kan gå hele vejen rundt på terrassen, hvor du får 360 graders udsigt over byen og havet. Især udsigten til bjerget Montjuïc med borgen og det olympiske stadion over det farverige Raval-kvarter er smuk, når solen går ned.
Fra tordag til fredag er terrassen især populær, fordi her er dj. Så kom tidligt, hvis du vil have en god plads.
Barceló Raval, Rambla de Raval 17
15 Gràcia – landsbyen i storbyen
Barcelonas Gràcia-kvarter er cool og hipt. På trods af det er antallet af turister i kvarteret ikke så overvældende som i resten af Barcelonas centrum.
Den charmerende plads Plaça de la Virreina, som af lokale også kaldes Plaça de Sant Joan på grund af kirken Sant Joan, som ligger her, er et skønt sted at indånde lokallivet. Skønt mange lokale holder af at slappe af på en af cafeerne, bænkene eller kirketrappen, er pladsen den mest fredfyldte i kvarteret. I kirken, fra 1884, finder du et gammelt modernistakapel, som nogle hævder er skabt af Gaudí.
Også Plaza de la Vila er et skønt sted at indånde kvarterets farverige folkeliv.
Sæt dig på en af terrasserne ved en af de mange barer og restauranter, der omgiver pladsen med et smukt ottekantet klokketårn i midten.
Kommer du i august, så gå ikke glip af kvarterets årlige festival, Fiesta Mayor de Gràcia. Her er gaderne smukt udsmykkede, og der er fællesspisning og events i butikkerne.
16 FC Barcelonas stadion
Selvfølgelig skal alle FC Barcelona-fans se en hjemmekamp på Camp Nou, hvor der er garanteret fodboldekstase, når 99.354 fans samles på tilskuerrækkerne for at heppe på byens fodboldidoler.
Hvis der ikke er nogen kamp på stadionet, når du er i byen, er en rundvisning i et imponerende stadion og museum et besøg værd i landet, hvor fodbold spiller en stor del af kulturen og dyrkes som en religion.
Camp Nou tilbyder flere typer ture. En basistur, hvor du kan se museet med f.eks. de mange trofæer, som klubben har modtaget gennem årene såvel som et virtuelt område, der giver dig et indblik i klubbens historie.
Der er også en tur med lydguide og VR-briller, som efter min mening ikke er pengene værd. Den virtuelle oplevelse, du får, er et kort og ligegyldigt panorama over stadion, og giver ikke en bedre oplevelse en basisturen.
Der er også en speciel guidet tur, hvor du også får adgang til spillernes omklædningsrum og en gave.
Endelig kan du shoppe i den gigantiske butik. Fodboldfan eller ej, et besøg i Camp Nou giver en god indsigt i klubbens univers og ikke mindst, hvilken enorm pengemaskine det er.
Jeg købte billetten online, og jeg vil anbefale dig at gøre det samme. Så behøver du ikke at stå i kø.
Køb billetter til Camp Nou og museet (reklamelink).
Flere tips til Barcelona
Vil du have alternative og mere oversete oplevelser, så læs guiden til anderledes oplevelser i Barcelona. Læs også den komplette guide til Gaudís arkitektoniske værker i Barcelona. Find inspiration til overnatning blandt Barelonas bedste boutique-hoteller.
Vil du have flere lokale kvarteroplevelser, så læs guiderne til Poblenou og Sarrià i Barcelona.
Er du på udkig efter tips til spisesteder, så læs også guiden til de bedste tapasbarer, gode restauranter i Barcelona, grønne restauranter i Barcelona samt byens bedste brunchsteder.
Har du mod på en tur ud af Barcelona, så finder du inspiration i guiden til de bedste dagsudflugter fra Barcelona.



8 Symbolsk gadekunstmosaik



14 Drinks med udsigt i Raval

