Valencia er en skøn blanding af spændende arkitektur, kunst, grønne områder og fantastisk mad. Her venter pulserende storbyliv og afslapning på langstrakte sandstrande.
Valencia er Spaniens tredje største by, og kendt som paellaens fødeby. De seneste år har byen fået tilføjet titlerne Verdensdesignhovedstad (2022) og Europæisk Grøn Hovedstad (2024).
Udover en sprudlende kulturscene, mangfoldig arkitektur og spændende gastronomi, så er byen en skøn blanding af story og afslappet livsstil ved havet. Det tiltrækker mange kreative sjæle og digitale nomader.
Valencia har masser af grønne områder, gågader og cykelstier, og så sikrer deres turistmodel, at man får en lokal oplevelse i byen.
Byen for kunst og videnskab
Til Valencias største attraktioner hører Byen for kunst og videnskab (Ciudad de las Artes y las Ciencias). Det futuristiske kompleks af organiske former og stiliserede linjer er overvejende er skabt af de spanske arkitekter, Santiago Calatrava og Félix Candela. Komplekset er skabt fra midten af 1990’erne og den sidste bygning stod færdig i 2009.. At gå rundt der, føles som at træde direkte ind i en science fiction-film.
Komplekset indeholder et koncert- og operahus, en IMAX-biograf, formet som et menneskeøje Museu de les Ciènces, der på ydersiden ligner en række kæmpeknogler, huser et eksperimentarium.
Akvariet, Oceanogràfic, er dedikeret til forskellige vandmiljøer, bl.a. Middelhavet, Antarktis og Det Røde Hav. Her kan man opleve alt fra vandmænd og tusindvis af koralfisk til delfiner og hvalrosser samt se søløveshows.
Derudover er der en overdækket have med kunst og koncerter samt Àgora, som huser kulturcentret CaixaForum. Afsæt god tid til besøget, for du kan nemt bruge en hel dag.
Billetter kan købes til de enkelte bygninger. Derudover kan du købe kombi-billetter til flere bygninger med rabat.
Køb billet til eksperimentariet og akvariet. (reklamelink). Køb billet til akvariet (reklamelink). Køb billet til eksperimentariet (reklamelink)
Ciutat de les arts i les ciències og Oceanogràfic, Quatre Carreres

Valencias gamle silkebørs – La Lonja
Valencias gamle silkebørs, La Lonja, er en anden af byens arkitektoniske perler. Det prægtige kompleks blev opført i 1400-tallet og fungerede som centrum for handel med silke i perioden, hvor silkeproduktionen havde sin storhedstid i byen.
Komplekset består af fire dele, Consulado del Mar-værelset, kontraktrummet (med smukke, snoede søjler), tårnet, der fungerede som fængsel for uhæderlige købmænd og silketyve samt den centrale appelsin-gårdhave.
I 1996 blev komplekset opført på UNESCOs verdensarvsliste.
Lonja de la Seda
Carrer de la Llotja 2
Katedralen med den hellige gral
Valencias katedral ligger smukt mellem Plaza de la Virgin og Plaza de la Reina, hvor der tidligere har været et romersk tempel og en moske. Den er bygget mellem det 13. og 15. århundrede.
Indenfor finder du Den Hellige Gral, bægeret som Jesus drak af under den sidste nadver. Det eftertragtede klenodie står beskyttet bag glas i et kapel i højre side. I katedralen kan du også se to malerier af Goya og kravle til tops i det ottekantede klokketårn. Herfra får du fantastisk udsigt.
Valencia Katedral, Plaza de la Reina

Vanddomstolen – Tribunal de las Aguas
Hver torsdag kl. 12 kan du på bagsiden af katedralen, ved Puerta de los Apóstoles, opleve Valencias vandråd, Tribunal del Agua. Vanddomstolen samles for af afgøre stridigheder om vandingskanalerne i området. Det er den ældste retsinstitution i Europa, som har eksisteret siden Jakob 1. Domstolen består af otte landmænd, som bærer typisk sort tøj fra landbrugsområdet, omkring Valencia. Den tusindårlige gamle tradition trækker masser af turister, så kom i god tid, hvis du vil have godt udsyn.

Quart-tårnene som er porten til Valencia
Torres de Quart var en af de vigtigste af de to byporte til Valencia i Middelalderen. Tårnene blev bygget i 1400-tallet og har gennem tiden tjent flere formål. I 1562 var der en stor kryddeributik, og i 1700-tallet er de blevet brugt som fængsel til prostituerede kvinder.
I 1808 brugte Valencias borgerne tårnene til at tvinge Napoleon og hans tropper tilbage. Du kan stadig se skudhullerne fra kampen for spansk uafhængighed. På toppen får du god udsigt over Turia-haverne og kvarteret.
Torres de Quart, Plaza de Santa Úrsula
Afrikanske dyr i Bioparc Valencia
Har du børn med på ferie, eller er du selv vild med dyr, så skal du/I besøge den moderne zoologiske have, Bioparc Valencia. Parken er skabt for at bevare vilde dyr og skabe bevidsthed om vigtigheden af, at de opholder sig i deres oprindelige økosystemer.
Selvom dyrene lever i fangeskab, så gør man i Bioparc Valencia en kæmpe indsats for, at de får sund og naturlig kost, og de lever i så stor pagt med deres naturlige miljø som muligt. Derfor er det heller ikke tilladt at fodre dyrerne i parken.
Bioparc Valencia har over 100.000 kvadratmeter, der er dedikeret til det afrikanske kontinent. Her kan du bl.a. han besøge Savannaen, Madagaskar, ækvatorialskovene og vådområderne. Dyrerne tæller bl.a. elefanter, giraffer, krokodiller, gazeller og pelikaner.
Hvert område har original vegetation samt identisk, lokal vegetation og reproduktioner som store sten og huler.
BIOPARC Valencia. Av. Pío Baroja 3
Valencias parker
Valencia er velsignet med store, grønne områder, og de lokales favorit er Turia-haverne, som Byen for kunst og videnskab ligger i. Turia-haverne er ni kilometer lang, og en af de største byparker i Europa. De ligger i et gammelt flodleje
Parc Central ligger mellem kvarterene Ruzafa og Malilla. Her kan du slentre i rekreative områder med frodig vegetation og springvand. Her er også masser af legemuligheder.
Mercat Central – Europas største madmarked
Det centrale marked i Valencia har stået det samme sted i over 1000 år. Det var oprindeligt et gademarked, indtil den smukke konstruktion blev bygget. Gå gennem markedet og kig nærmere på den smukke arkitektur, som er et miks af træ, glasdøre, kupler med mosaikker og blyindfattede ruder, jern og keramik.
Hele herligheden er et lyst, luftigt og livligt marked med et enormt udvalg af lækre råvarer. Her finder du alt fra byens kendte appelsiner, grøntsager, fisk, krydderier, ris, ost og skinke. På markedet finder du også et par gode barer, hvor du kan nyde en tapa.
Mercat Central de València, Plaça de la Ciutat de Bruges

Valencias langstrakte sandstrande
Valencia har næsten 20 kilometer strande, hvoraf tre er bystrande. De øvrige strande ligger i bl.a. El Saler, La Devesa og La Garrofera, som du kan cykle til. Alle strandende har blå flag.
Bystrandende tæller El Cabanyal, Malvarrosa og Patacona, hvor Cabanyal ligger tættest på centrum. Slå dig ned i det gyldne sand og nyd en dukkert i Middelhavet. På bystrandende kan du an du leje liggestole og parasoller, og der er handicapvenligt og tilbydes lægehjælp, livreddere, toiletter og udendørs brusere. Har du lyst til sportsaktiviteter, så er der et pænt udbud i den nærliggende marina.
Følg også de lokale på en gåtur langs strandpromenaden, omgivet af palmetræer. Den løber fra Cabanyal til Malvarossa. Langs promenaden er der masser af restauranter og barer.

Spise valenciansk paella ved havnefronten
Forlad ikke Valencia, før du har smagt signaturretten paella. Den klassiske (valenciana) består af ris, kylling, kanin, evt, snegle og bønner.
Om søndagen samles de lokale til frokost-paella. Når den ikke laves hjemme, så spises den ofte ved havet. Gå i hælene på de lokale og smag paella på Casa Carmela, som er en restaurant, der har været familiedrevet i generationer. Carmelas gode udgave af valenciana-paella tilføjes and og grøntsager, ligesom den naturligvis tilberedes over åben ild.
Også på Brasserie Sorolla, som ligger på det 5-stjernede Hotel Balneario Las Arenas, er paellaen god. Restauranten tilføjer en moderne twist til deres retter, og her kan du også spise en god valenciana-paella samt en med skaldyr. På begge restauranter kan du nyde din paella med strand- og havudsigt.
Bestil bord på forhånd begge steder.
Casa Carmela, Carrer d’Isabel de Villena 155
Bistro Sorolla, Hotel Balneario Las Arenas, Calle Eugenia Viñes 22-24
IVAM – museet for moderne kunst
IVAM Institut Valencià d’Art Modern er den vigtigste institution for moderne kunst i Valencia.
Museet har to permanente udstillinger og forskellige midlertidige. De permanente udstillinger rummer værker af to store spanske kunstnere, billedhuggeren Julio González og den impressionistiske billedkunstner Ignacio Pinazo.
Ud over udstillinger har IVAM også et omfattende kunstbibliotek med 47.000 dokumenter. IVAM afholder også konferencer samt kunst- og kulturarrangementer som digtoplæsninger, koncerter og filmforevisninger. Flere af arrangementerne er gratis.
I kælderen kan du studere dele af den gamle mur fra middelalderen, som blev opdaget under opførslen af museet. Stedet har også en hyggelig café.
IVAM – Institut Valencià d’Art Modern , Calle de Guillem de Castro 118

Den runde plads
Blonder, silkebånd, sytråd, kniplinger, keramik og souvenirs langes over disken i de små træboder på den særegne runde plads, Plaza Redonda.
Den runde plads, med huse i tre etager og et springvand i midten, blev designer af Salvador Escrig Melchor i 1840. Dengang blev der hovedsaligt solgt fisk og kød i de små boder.
Den overdækkede stålkontruktion er af nyere tid, hvor bystyret ville give pladsen en ansigtsløftning og sikre, at sælgerne kunne stå i ly for regnen. Det kan diskuteres om moderniseringen har gjort pladsen smukkere. I stueetagen i bygningerne finder du flere barer, hvor du kan få en tapas og en øl.
Plaza Redonda

Keramikmuseet González Martí
Bag en gigantisk, ornamenteret port, midt i centrum, ligger Spaniens nationale keramikmuseum.
Museo Nacional de Carámica y Artes Suntuarias, Gonzalez Marti har til huse i Palacio del Marqués de Dos Aguas, som er et smukt eksempel på barokarkitektur.
Museet blev grundlagt af den spanske keramiker Manuel González Martí og indviet i 1954. Indenfor finder du Spaniens største nationale keramiksamling, som tæller genstande fra det 18. århundrede frem til nu. Du kan bl.a. opleve værker af Picasso og se varer fra Silkevejen.
Stuerne er indrettede som adelsfamilier levede i Valencia i datiden.
Museo Nacional de Cerámica y Artes Suntuarias González Martí, C. del Poeta Querol 2
Smag den valencianske drik horchata
Overalt i byen kan man på caféer og i isbarer købe den læskende, cremede drik horchata (kaldet orxata på valenciansk. Den fås også som is og frappe. Horchata er lavet af pressede tigernødder (chufas), som sødes og afkøles. Tigernødder kan kun dyrkes under klimaforhold som dem, man har i Valencia.
Drikken er rig på vitaminer og næringsstoffer og forfriskende på en varm sommerdag. Den serveres ofte med ”fartons”, som er en wienerbrødslignende, aflang kage med flormelis.
Jeg kan anbefale, at du smager drikken på en af de mest ikoniske caféer i Valencia. Daniel er et traditionelt sted for hotchata-tradionen. Også på Santa Catalina har de serveret horchata i generationer.
Daniel, Calle del Mar 4
Santa Catalina, Plaza de Santa Caterina 6
Valencias trendy kvarterer – El Carmen, Ruzafa og El Cabanyal
Valencia har nogle fantastiske kvarterer, som både emmer af lokal og kreativ, international storby vibe. Snyd ikke dig selv for at svinge forbi de tre kvarterer, El Carmen, El Cabanyal og Ruzafa. De er oplagte at opleve på cykel.
El Carmen er hjemsted for masser af gallerier, små kunsthåndværkerbutikker, fortovscaféer og barer. Og her finder du også byens største koncentration af gadekunst. Her er en del værker af lokale som bl.a. Hyuro og Escif (kaldet den spanske Banksy).
Ruzafa er byens hipsterkvarter med farverige boligblokke, hippe restauranter, caféer og barer samt masser af gallerier og vintagebutikker. Kvarteret har en helt særlig, lokal kunstnerstemning.
El Cabanyal er Valencias tidligere fiskerkvarter. Det er fyldt med gamle fiskerhuse, udsmykket med farverige mosaikker. Her blander det traditionelle lokalliv sig med urban, international stemning. Besøg både ikoniske gamle tapasbarer og hippe nye restauranter. Og så er du helt tæt på stranden.
Shoppe i kurvegaden
Tasker, hatte, stole, tøfler og brødkurve står stablet fra gulv til loft i kurvebutikkerne, der fylder det meste af den legendariske kurvegade, Calle de las Cestas.
Hvad der fås i strå og flet, det finder du her. Mange af tingene er måske lidt for svære at få mast ned i kufferten, men det er sjovt blot at gå og kigge på det enorme udvalg.
I den gamle håndværkergade, hvor man tidligere kunne se håndværkerne samle kurvene, fås også en del ting i træ og kork. Gaden blev opkaldt efter disse håndværkere, der slog sig ned i 1940-50’erne.
Kurvegaden, Carrer del Músic Peydró
Spar penge på dine oplevelser i Valencía
Hvis er en af dem, der godt kan lide at se så meget som muligt på din storbyferie, så vil jeg anbefale dig Valencia-turistkortet (reklamelink). Kortet giver dig adgang til gratis transport (også til og fra lufthavnen), gratis adgang til offentlige museer og op til 25% rabat på lokale ture og rabat i udvalgte butikker og på restauranter.
Du kan købe Valencia-turistkort, der varer i 24, 48 eller 72 timer. Du kan både købe kortet online og på Valencías turistkontor.
Flere rejsetips til Valencia
Find mange flere tips til oplevelser, spisesteder og shoppingmuligheder i guiderne til bæredygtige oplevelser i Valencia og designoplevelser i Valencia. Læs også guiderne til kvarterene El Cabanyal og Ruzafa.
Vil du have lidt valenciansk stemning derhjemme, så prøv opskriften på den valencianske drink agua de Valencia, som er med appelsin og cava.


Valencias parker

Smag den valencianske drik horchata

