Henrik Vilain og Ingo Schausers kogebog, fra deres andalusiske køkken, er en ualmindelig smuk og overbevisende hyldest til citroner. Med stor kreativitet har parret nytænkt grønne retter, hvor citroner spille alt fra krævende og dekadente hovedroller til underspillede biroller. Her får du en smagsprøve på tre opskrifter med citron.
Jeg er så vild med citroner, at den gule frugt altid er at finde i mit køkken, og jeg vil gå så langt som til at påstå, at citronen er min yndlingsfrugt. Jeg putter den i alt fra mit vand og gin og tonic til salater, fiskeretter, kager og desserter. Så forventningerne er høje, når der udkommer en kogebog, som har den gule, spiselige juvel i fokus, og som oven i købet har afsæt i et spansk køkken. Det føltes som at træde ind af porten til citronhimlen, da jeg åbner kogebogen, der kort og godt hedder Citroner. For man bliver fluks lækkersulten og inspireret til at bruge citroner i helt nye sammenhænge, når man kigger på de sansemættede billeder af de farverige retter.
Forfatterne, Henrik Vilain og Ingo Schauser, inviterer os med ind i køkkenet på deres finca, Garden of Lemons, som ligger omgivet af gamle citron- og olivenlunde i Lecrín-dalen, Syd for Granda. Fincaen er centrum for kulturoplevelser, mennesker og ikke mindst mad.
Kogebogen indledes med historien om, hvordan de tidligere professionelle musikere fandt det perfekte sted til Garden of Lemons, og, med Henriks passion for mad og vin (der er blevet forfinet på kokkekurser), begyndte et helt nyt liv i Sydspanien. I dag afholder Henrik og Ingo kurser på Garden of Lemons, hvor maden er det naturlige samlingspunkt.
Citroner er ikke blot en lang hyldest til citronen, men også det grønne køkken og krydderurterne. Kogebogens 78 grønne opskrifter med citron er skabt med inspiration fra parrets mange rejser rundt i verden, og især Mellemøsten og Middelhavsområdet, hvor der gror citroner overalt. Parret er også inspireret af samtaler med gæsterne omkring spisebordet på Garden of Lemons, hvor Henrik er husets kok og Ingo kulturformidler.
Citroner til enhver lejlighed
I køkkenet på Garden of Lemons bruger Henrik og Ingo citroner i stort set alt, fordi citroner, ifølge dem, skaber dybde, kompleksitet og balance mellem sødt, salt og surt. I kogebogen er der opskrifter med citron, som tæller alt fra marinader, sylt, saucer, snacks, supper, forretter, hovedretter og desserter til drinks, og her er både retter til brunch, frokost, middag, hyggestunder samt hverdags- og festmåltider.
Her er Garden of Lemons fortolkninger af spanske klassikere som andalusisk salmorejo, romesco-sauce og soplillos (spanske marengs med mandel og citron), og inspirationen fra verdenskøkkenet tæller bl.a. italiensk hvid pizza, græske dolmades og persisk urteomelet.
Kogebogen er opdelt efter retter, og hvert kapitel krydres med personlige historer om, hvor inspirationen til retterne er hentet, til hvilke anledninger Henrik og Ingo serverer dem samt råvarernes historie. Parret tager os også med på en rejse i citronens kulturhistorie, hvor vi naturligvis også kommer forbi Danmark.
Jeg har opholdt mig på Garden of Lemons, gået rundt blandt træerne med de lysende citroner og smagt parrets hjemmelavede citronmarmelade, pasta med citron (som der er opskrifter på i kogebogen) og bagte gulerødder med kanel, citron og timian, (som du finder opskriften på nedenunder). Derfor har jeg allerede fået en smagsprøve på Henriks kulinariske evner, men jeg får lyst til straks at gå i køkkenet, bevæbnet med en favnfuld citroner, og forsøge at gøre ham kunsten efter, når jeg blader rundt i opskrifterne. De er enkle og nemme at gå til – også for den knapt så køkkentrænede.
Gennemført æstetik til køkkenet
Citroner er vanvittigt smukt fotograferet af Mikkel Adsbøll. Fotografen visualiserer og fremhæver Henrik og Ingos passion for mad, farveeksplosionen af citronretter og omhuen, de bliver skabt med, i et mørkt univers, der både er elegant og æstetisk. Det mørke univers giver også en visuel dybde, som matcher den dybde, kogebogen er tilført i baggrundshistorierne om retterne og råvarerne, og hvordan Henrik og Ingo er blevet inspireret.
Bogen har hard cover, en citrongul mærkesnor, så man hurtigt kan genfinde yndlingsopskriften, og er i en lækker papirkvalitet, der kan tåle at blive gennembladret og brugt i køkkenet. Og så er den så smuk, at man har lyst til at lade den blive liggende fremme på køkkenbordet.
Kan omvende selv den sureste citron
Nu kan man, mens man læser denne omtale, muligvis konkludere, at Citroner mest henvender sig til citron-aficionados som mig, men hvis man tror det, så kan man ifølge journalist Adam Holm, der har skrevet bogens forord, godt tro om igen. Adam Holm kastede sig over bogen om “den måske sureste frugt” med en stor portion undren og fordomsfuldhed, men efter at have afprøvet opskrifterne, hævder han, at både han og familien er blevet omvendt – og klogere.
Uanset om du tilhører citronelskerne eller ej, så kan du selv gå i køkkenet og prøveteste nogle af retterne i Citroner. Herunder får du en smagsprøve på tre opskrifter fra kogebogen.
Opskrift: Rødbedehummus med valnødder, granatæble og citron
Når rødbeder er med i køkkenet, er der fuld knald på farverne. Rødbeden er en farverig fætter, men så mild i smagen, at der skal ske noget med den for at få det bedste frem. De syrlige, bitre – og så alligevel søde noter i granatæblet gør noget godt ved de milde smage i rødbeden, og smagen fuldendes med citron, hvidløg, mynte og en god olivenolie.
500 G
250 g rødbeder
2 tsk salt
250 g kogte kikærter
1 fed hvidløg, finthakket eller 4 konfiterede hvidløgsfed
1 spsk spidskommenfrø, ristet og stødt
4 spsk olivenolie
1 citron, fintrevet skal
1-2 spsk citronsaft – smag dig frem
salt og friskkværnet sort peber
Garniture
kerner fra 1/2 granatæble
salte citronskiver i olivenolie, halveret
mynteblade, strimlet
Vask rødbederne, men pas på ikke at beskadige skindet, og bevar både halen og et par cm top, for at de ikke forbløder under kogningen. Varm en gryde op med vand, tilsæt salt og kog de hele rødbeder dækket af vand. Kogetiden afhænger helt af størrelsen på rødbederne, men en kniv skal glide let igennem. Regn med 1/2-1 time. Afkøl dem og gnid skindet af, mens de stadig er lune.
Blend kikærter med de kogte rødbeder og hvidløg, og tilsæt de øvrige ingredienser. Juster eventuelt konsistensen med en smule iskoldt vand, mens blenderen kører. Hæld spreaden op i skåle, drys med granatæblekerner, halve salte citronskiver og mynte, og dryp med olivenolie.
Server med brød, kiks eller knækbrød, eller lad spreaden være en del af et større måltid.
Opskrift: Bagte gulerødder med kanel, citron og timian
Mange grøntsager har godt af en tur i ovnen med olivenolie og urter, fordi det potenserer smagen og blødgør teksturen. Det gælder i særdeleshed rodfrugterne. Vi bager derfor ofte gulerødder til en tapas, en frokostret eller som en del af middagen. Spis fx de varme eller lune gulerødder med en skål kølig mellemøstlig tarator-sauce smagt til med citron, tahin og persille.
Her er gulerødderne bagt med en smule kanel. Men brug i stedet også gerne knuste korianderfrø, spidskommen og chili. Gulerødder er mestre i at optage smagene omkring sig.
4 PERSONER
1 kg gulerødder
olivenolie
1/2 spsk kanel
1 spsk spidskommen, ristet og knust
salt og friskkværnet sort peber
1 citron, skal og saft
Tilbehør
mellemøstlig tarator-sauce
friske timiankviste
2 citroner, skåret i halve og grillet/stegt
Skræl gulerødderne og del dem på langs i halve eller kvarter, så du ender med gulerodstænger af omtrent samme størrelse. Læg dem på en bageplade med bagepapir, og vend dem med olivenolie, spidskommen og kanel. Bag i ovnen ved 200 grader i 15 minutter, eller til de begynder at karamellisere let i hjørnerne. Når de er kølet let af, dryppes med citronsaft, og skallen af citron rives fint hen over rødderne.
Server gulerødderne med en mellemøstlig tarator-sauce, friske timiankviste og stegte halve citroner. Citronerne steges eller grilles på en hed pande. Hold citronerne i tæt kontakt med panden ved at presse dem ned mod panden, indtil skærefladen har en smuk og gylden farve.
Opskrift: Citrontærte med lemoncurd og friske citrusfrugter
Lemoncurd smager vidunderligt i en tærte, bredt ud oven på en sprød og gylden mørdejsbund. Tærten dekoreres med en symfoni af friske fileter af appelsin, rosa grape og lime, og det er en vidunderligt smuk kage med de forskellige farver af citrusfrugt, der forenes på toppen af kagen. Drys blade af roser eller andre spiselige blomster over tærten i sidste øjeblik som en poetisk effekt.
4-6 PERSONER
Mørdej
150 g smør
90 g flormelis
1 knsp vaniljepulver
25 g mandelmel
250 g hvedemel
1 æg
Lemoncurd
225 g sukker
5 æggeblommer
3 citroner, skal
2 dl citronsaft
225 g smør
Topping
2 appelsiner
2 citroner
1 rosa grape
2 lime
Til mørdejen samles alle ingredienserne enten i hånden eller i en foodprocessor. Dejen samles hurtigt uden at ælte den. Pak den ind i film og lad den hvile på køl i 1 time eller til næste dag.
Til lemoncurden blandes sukker, æggeblommer, citronskal og -saft i en skål, der sættes over vandbad – dvs. skålen sættes over en gryde med en mindre diameter end skålen, så skålen ikke når vandoverfladen i gryden. Mens vandbadet langsomt varmer blandingen op, piskes smørret gradvist i i små klumper. Fortsæt med at piske i 10-15 minutter, indtil lemoncurden er tyknet og har nået en temperatur på 80 grader – brug gerne et sukkertermometer. Den må ikke koge, for så skiller den.
Hæld lemoncurden op i den afkølede tærtebund.
Skær skrællen af appelsiner, citroner, grapefrugt og lime ved først at skære top og bund af frugten, stille den på højkant og så skære ned langs siderne hele vejen rundt. Sørg for at få alt det hvide af skallen skåret væk. Skær over en skål fileter af alle frugter ved at dreje frugten rundt i den ene håndflade og skære ind mellem membranerne. Anret frugten oven på lemoncurden ved at bygge en cirkelform op indefra – lidt som egerne i et hjul. Drys med blomsterblade lige før servering.
Henrik Vilain & Ingo Schauser: Citroner
Foto: Mikkel Adsbøll
Muusmann Forlag. Pris: 299,95
Køb bogen her