Mallorcas største by er hyggelige smalle gader, smuk arkitektur, spændende kunst, charmerende pladser og lokalliv. Her kan du kombinere storbyferie med afslapning på stranden.

1 Palmas katedral
Palmas gigantiske romersk-katolske katedral er absolut byens vartegn og største attraktion.
Katedralen troner over byen ud mod Palma-bugten, hvor den spejler sig i havet, og den er kendt for at have indgydet en vis ærefrygt gennem historien.
Katedralen er bygget i sandsten i gotisk stil ovenpå en tidligere arabisk hovedmoské. Byggeriet blev sat i gang af kong Jaume I i 1229, og den 121 meter lange og 55 meter brede katedral stod færdig i 1601. Midterskibet er 44 meter og blandt verdens højeste. Når man går indenfor, overvældes man af det magiske lys fra den 11,5 m store vindues-roset med 1236 blyindfattede glas.
I 1902 blev den catalanske arkitekt Gaudí hyret til at restaurere katedralen, som havde været udsat for et voldsomt jordskælv. Han forlod projektet i 1914 på grund af et skænderi, men nåede at tilføje en smedejernsbaldakin over hovedalteret.
Den lokale kunstner, Miquel Barceló, vakte forargelse hos mange af kirkens fædre og begejstrede kunstkritikere, da han i 2007 præsenterede sit keramiske vægmaleri ”La milagrosa multiplicación de panes y peces” i et af kapellerne.
Catedral de Mallorca, Plaza Almoina

2 Joan Mirós museum og atelier
Interesserer du dig for kunst, så er det et must at se den spanske kunstner Joan Mirós museum og atelier.
Miró har haft tilknytning til Mallorca hele sit liv, fordi hans bedsteforældre boede der. Miró bosatte sig i Palma i 1956, hvor også atelieret blev bygget, og her boede og arbejdede han til sin død i 1983.
Miro har sagt, at han i dette atelier – som 63-årig – for første gang havde plads nok til sin kunst, og det gav ham ny energi og virkelyst. 1960’erne var den mest produktive periode i hans karriere. Ud over malerierne på staffelierne i atelieret kan du også se Mirós grafiske værksted samt fotos af den arbejdende kunstner.
Museet har primært værker, der er skænket af kunstneren selv. Samlingen indeholder malerier, skulpturer, keramik, print, tegninger samt dokumenter og en del af Mirós personlige bibliotek.
Spring køen over og køb billet til Miró-museet (Reklamelink)
Fundació Pilar i Joan Miró Carrer de Saridakis 29

3. Slentre i det jødiske kvarter
Omkring Carrer del Call ligger Palmas tidligere jødiske kvarter, kaldet El Call, fra middelalderen. Det er et fantastisk sted at slente omkring i labyrinten af smalle gader og små pladser. Kvarteret er fyldt med små gallerier og kunsthåndværkerbutikker, som er værd at gå på opdagelse i.
Fra 1300-tallet blev det jødiske samfund flyttet til den nordøstlige del af byen, hvor de ikke kunne arbejde. I 1391 forsvandt det jødiske samfund fra byen efter et angreb.

4 De arabiske bade
De arabiske bade (Els Baños Árabes) er fra mellem det 10. og 12. århundrede, og stort set det eneste, der er tilbage af den arabiske by i Palma. De ligger i et tidligere adelsmandshus på gaden Can Serra.
Badene har 25 buer, som understøttes af søjler, hvor der kan komme lys ind fra. Læg mærke til, at hver søjle skiller sig ud fra de øvrige. De menes at være genbrug fra en romersk bygning. I det, der engang var dampbad, er bevaret et caldarium og tepidarium.
Badene var typiske møde- og badesteder, som man kender dem i arabiske lande. Selve badene er hurtigt set, men den omkringliggende have er værd at bruge tid i.
Haven er en frodig oase med duftende appelsintræer, vilde blomster, palmer og kaktusser. Et vidunderligt sted, hvis du har brug for lidt stilhed midt i den livlige by. Du må gerne medbringe mad og drikkevarer i haven, og det er et oplagt sted til en lille picnic.
Baños Árabes, Carrer de Serra 7A 7

5 Gå på marked
Gigantiske solmodne tomater, citroner og appelsiner fra Sóller, pølser, skinke, ost, artiskokker, krydderier og tapas til at tage med på farten fylder boderne. Palma de Mallorca har meget lækre madmarkeder, som er et besøg værd.
Her har du god mulighed for at shoppe lokale delikatesser som salt, krydderier, olie, oliven og skinke med til kufferten. Det største og mest populære er Mercat De L’olivar, midt i centrum.
Besøg også Palmas ældste madmarked, Mercat de Santa Catalina, i Santa Catalina-kvarteret. Her sælges fisk, kød, blomster, delikatesser, frugt og grøntsager. Der er også et lille udvalg af gode tapasbarer. Bar Can Joan Frau har nogle virkelig gode.
Hvis du vil opleve den lokale stemning, skal du stå tidligt op. De lokale husmødre kommer tidligt og fylder taskerne.

6 Gå på opdagelse i Palmas husfacader
Palma de Mallorcas centrum er et farverigt og smukt sammenrend af arkitektur, der spænder fra traditionelle mallorcinske huse med små balkoner og slidte boligblokke til stilrene paladser og modernistiske bygninger. Mange af dem er i sarte pastel- eller klare farver.
Jeg kan bruge timer på at gå rundt i centrum og beundre husfacader. Nogle er nyrenoverede, andre slidte, men tilføjet sjæl og personlighed af de kreative sjæle, som ejendommene huser.
Koncentrationen er stor omkring Plaza Mayor og Passeig del Born. Kig også forbi de tidligere fiskerkvarter, Santa Catalina, hvor bygningerne emmer af en blanding af lokal og kosmopolitisk stemning.

7 Museet for moderne samtidskunst
Palmas museum for moderne kunst, Es Baluard Museu d’Art Contemporani de Palma, er det perfekte sted at gå på opdagelse i lokal kunst og international.
Museet åbnede i 2004 i en blanding af en moderne betonbygning og resterne af byens renæssancemure i Sant Pere-kvarteret. Es Baluard huser en samling på over 900 værker, fordelt på tre etager, af lokale kunstnere fra det 19. århundrede og frem til i dag.
Samlingen tæller værker af berømte kunstnere som Pablo Picasso, Joan Miró og Miquel Barceló, der alle har tilknytning til Mallorca. Herudover er her værker af yngre, lokale talenter. Værkerne er i alle genrer fra maleri, skulptur, fotografi og video til installation.
Ud over den permanente samling holder museet løbende udstillinger af lokale og internationale kunstnere, workshops og andre kulturarrangementer.
Es Baluard Museu d’Art Contemporani de Palma, Plaça de la Porta de Santa Catalina 10

8 Smage lokalt bagværk
Palma de Mallorca bugner af bagerbutikker, som tæller alt fra familieejede håndværksbagere til ultra moderne. Fælles for dem er, at de alle lave Mallorcas signatur-wienerbrød, Ensaïmada, som er et must at smage. Selv souvenirbutikkerne sælger ensaïmada, men jeg vil anbefale dig at prøve bagerens, enten i egen butik eller på en café.
Ensaïmadaen er snegleformet wienerbrød, lavet på svinefedt og drysset med flormelis.
El Fornet de la Soca er en af byens mest kendte bagere, og har en super charmerende butik. De laver virkelig gode ensaïmadas og andet bagværk. Prøv evt. også deres panades, som er små tærter med sødt eller salt fyld.
Foretrækker du at sidde på en café, så anbefaler jeg Can Joan de s’Aigo, som har eksisteret i over 100 år. De lokale nyder ofte en kop varm chokolade til deres ensaïmada her.

9 Det imponerende Bellver-slot
Vest for Palma de Mallorcas centrum, troner Castell de Bellver højt på en fyrreklædt bakketop. Det arkitektoniske smukke slot er særligt. Det er Spaniens eneste runde gotiske slot.
Bellver-slottet blev bygget i perioden 1300-1311 på bestilling af Mallorcas Kong Jaume II og fungerede som kongelig residens. Efter kongerigets fald blev de senere benyttet som fængsel, senest under den spanske borgerkrig.
Det cirkelformede slot har tre halvcirkelformede tårne, centreret om en gårdsplads i to etager, og omgives af voldgrave. Om sommeren afholdes kulturarrangementer i gården.
I dag huser slottet Palmas byhistoriske museum, Museu d’Historia de la Ciutat, hvor du kan få indsigt i den romerske, arabiske og spanske periode. Du kan også besøge slotskapellet og det tidligere slotskøkken.
På toppen får du den bedste 360 graders udsigt over Palma, bugten og Tramuntana-bjergene.
Castell de Bellver, Carrer de Camilo José Cela, s/n

10 Hop på veterantoget til Sóller
Overalt i Palma kan du købe de berømte, velsmagende citroner og appelsiner fra Sóller. Både børn og voksne elsker turen med veterantoget fra Palma til citrusfrugternes hjemby. Toget har kørt mellem Palma og Sóller siden 1912, hvor det har fragtet både passagerer og varer.
På den 27,3 km lange tur, bumler toget afsted gennem 13 tunneller og krydser adskillige broer langs bjergkæden Sierra de Alfabia. Undervejs kører det gennem citron- og appelsinplantager og gør holdt ved små stationer. På stoppet lige før endestationen får du en pittoresk udsigt over Sóller, der ligger i dalen.
Kig ind på den smukke Sóller Station fra 1606, der har et fint lille museum, der er dedikeret til Picasso og Miró. Her finder du flere malerier og litografier af Miró og keramik af Picasso. Der er gratis entre.
I Sóller kan du drikke friskpresset appelsinjuice på byens hyggelige, folkelige plads, gå på opdagelse i de små sidegader. Sóller er en populær turistby for især børnefamilier, men trods de mange turister, er byen virkelig charmerende.
Fra stationen kan du også tage sporvognen videre til Port de Sóller med en skøn sandstrand, hvor du kan få en dukkert og spise på en af de mange restauranter langs strandpromenaden. Prøv fx friskfangede Sóller-rejer, som er en delikat smagsoplevelse.
Ferrocaril de Sóller, Carrer Eusebi Estada 1

11 Køl af på stranden
Trænger du til at få skyllet storbystøvet af kroppen, så tag til Palma de Mallocas tættest liggende bystrand Can Pere Antoni. Stranden ligger blot to kilometer fra centrum, så det er en kort gå- eller cykeltur.
Den 750 meter lange, gyldne sandstrand, som mange lokale benytter, har både brusere, toiletter og livredder i højsæsonen. Du kan leje solsenge på en af restauranterne, der ligger i hver ende. Vandet er klart, men bliver hurtigt dybt, så stranden er ikke den mest børnevenlige. Har du børn med, så tag til ved Playas de Palma eller Can Pastilla.
Transport i Palma de Mallorca
Palmas centrum er ikke stort, så du kan gå til det meste. Der kører også masser af bybusser. Alternativt kan du leje en cykel i en af de mange cykeludlejningsshops.
Hvis du gerne vil have et overblik over byen, når du ankommer, så kan jeg anbefale at tage Hop-on hop-off-bussen. Den stopper ved byens største seværdigheder, og du ser både byen og havneområdet.
