Vulkaner, sorte og hvide sandstrande, charmerende landsbyer og kulturrige storbyer. Tenerife har det hele. Der er mange gode grunde til at tage på opdagelse på den solbeskinnede kanariske ø.
Guiden til Tenerife er opdateret i januar 2026
1 Bestig vulkanen Teide
Tenerife har langt over 200 vulkaner, og den største er Teide (3718 meter), hvis tinde, du kan spotte næsten overalt på øen.
Teide er en aktiv vulkan, der napper sig en siesta, og på toppen kan du stikke hånden ned i en “fumarola”, mærke varmen og lugte til de ufarlige svovlgasser, der siver ud gennem sprækkerne.
Kabelbanen, der tager dig op på toppen af Teide, ligger i Teide Nationalpark. Køreturen dertil er ualmindelig smuk og går gennem skyer og langs fyrre- og eukalyptustræer, inden du kommer til parkens fascinerende månelandskab af klippeformationer.
Kabelbanen bringer dig 1199 meter op på ca. otte minutter, og du bliver sat af i 3555 meters højde, hvor du får spektakulær udsigt over landskabet og De Kanariske Øer. Turen med kabelbanen er fantastisk, men ikke for folk med dårligt hjerte og for højt blodtryk.
For at komme helt op på toppen af Teide, skal du gå langs en sti. Udsigten er mest imponerende ved solopgang og solnedgang, hvor skyerne skifter farve og lyset afspejler klipperne. Du kan også vandre op til Teide, men du skal søge tilladelse via de spanske nationalparker først.
Guidede ture til Teide
Tag på en guidet tur til Teide, hvor du kører gennem nationalparken og det smukke landsskab og tager svævebanen til toppen af Teide. Du afhentes på et hotel på Sydtenerife eller efter aftale. Book guidet tur til Teide her (reklamelink)
2 Operaen i hovedstaden Santa Cruz
I Tenerifes hovedstad, Santa Cruz, skyder en majestætisk, hvid skulptur op af jorden på kanten til Atlanterhavet. Det er byens operahus, Auditorio de Tenerife Adán Martín. Den ekspressionistiske bygning er fra 2003 og tegnet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava.
Mange sammenligner Calatravas bygning i Santa Cruz med Operahuset i Sydney. Indenfor kan du opleve både operaer, jazz- og rockkoncerter, store musicals og danseforestillinger. Tjek programmet på hjemmesiden. Her er også en café og restaurant, som er åben hele dagen, hvor du kan nyde kaffe og mad med smuk udsigt til arkitekturen og havet.
Auditorio de Tenerife, Av de la Constitucion 1
3 Gadekunst med et hav af berømtheder
Kig forbi klipperne ved havet, ved siden af operahuset i Santa Cruz, hvor de lokale solbader og fisker. Her kan du spotte et hav musikstjerner og andre berømtheder, hvis portrætter er malet på klippestenene.
Værket Cien caras del Auditorio de Tenerife (Tenerife Auditoriums 100 ansigter) er skabt af den ungarske kunstner Stoyko Gagamov. Du finder bl.a. portrætter af Madonna, Jimi Hendrix, Bob Dylan, Elvis Presley, Michael Jackson, Chaikovski og Vivaldi. Også Calatravas portræt pryder en sten.
4 Kulturhuset i Santa Cruz
I Santa Cruzs centrum finder du kulturcentret, Tenerife Espacio de las Artes (TEA), der huser et moderne kunstmuseum, Tenerifes center for fotografi og et stort bibliotek. Bygningen er fra 2008 og designet af de schweiziske arkitekter Herzog og de Meuron. Den er i sig selv et besøg værd.
Museet har omkring 2000 værker, og du kan bl.a. se en samling af den lokale, surrealistiske kunstner, Óscar Domínguez, en række andre kanariske kunstnere samt internationale fotografer som Man Ray.
Espacio de las Artes, Av. de San Sebastián 8
5 Gadekunst i Puerto de la Cruz charmerende fiskerkvarter
Puerto de la Cruz ligger på Tenerifes Nordkyst i øens mindste distrikt (blot 8,7 km²). Byen er populær blandt turister. Trods det har Puerto de la Cruz stadig områder med lokal charme og kultur. Et af dem er den gamle bydel, La Ranilla, som er et tidligere fiskerkvarter, der har bevaret mange af de gamle, kanariske huse.
Kvarteret tiltrækker kreative sjæle, og hver år afholdes en gadekunstfestival, der også har omdannet kvarteret til et udendørs kunstmuseum. Gå rundt i gaderne og se, hvordan moderne gadekunst smelter smukt sammen med de gamle, farvestrålende huse. Her er både værker af lokale og internationale kunstnere som belgieren ROA.
Husk at kigge både op og ned og ind i hjørner og kroge, for gadekunsten gemmer sig overalt. Her er alt fra store gavlmalerier, husfacader pakket ind i hæklede tæpper til små spøjse figurer under vinduer. I kvarteret finder du også masser af små kunsthåndværkerbutikker og gode restauranter.
6 Agatha Cristies inspirationshave
Midt i Puerto de la Cruz ligger ”Jardín de Orquideas de Sitio Litre” (Orkidéhave), som den engelske krimiforfatter Agatha Christie har gjort kendt.
Forfatteren har siddet her og skrevet en del af novellesamlingen “Den mystiske Mr. Quin”. Du kan se masser af tegn på krimiforfatterens ophold i haven. Her er bl.a. et helt udstillingshjørne dedikeret til forfatteren.
Den 235 år gamle, private have er øens ældste, og selv om den ikke har så mange orkideer, som navnet kunne antyde, så er her hyggeligt og fyldt med tropiske og subtropiske planter samt frodige kroge med springvand, damme og bænke. Orkidéhaven har også et fint palæ fra 1730 i kanarisk stil, der gennem tiden har huset andre prominente gæster.
Jardín Sitio Litre, Cam. Sitio Litre 16

7 Se på arkitektur i San Cristóbal de La Laguna
Farvestrålende huse i kolonial stil omkranser gaderne i Tenerifes tredje største by, San Cristóbal de La Laguna, der siden 1999 har stået opført på UNESCOs Verdensarvsliste.
At gå i byens centrum, med hyggelige gader og pladser, føles som at bevæge sig i en tidslomme. Det er et spændende studie i arkitektur. Den gamle bydel har bevaret sin form fra det 15. århundrede, og den koloniale essens er intakt i byen i dag. San Cristóbal har også inspireret flere latinamerikanske byer.
Calle San Agustín er en af centrums mest berømte gader med huse i kanarisk stil. Kig også forbi den smukke kirke, Nuestra Señora de la Concepción.
San Cristóbal de La Lagunas centrum har også et væld af shoppingmuligheder og gode tapasbarer, hvor det er oplagt at smage nogle af Tenerifes specialiteter som Papas Arrugadas (rynkede kartofler) med mojo-sauce, gedeost og fisk.

8 Sæt fødderne i sort eller hvidt sand
Tenerife har over 90 strande. Mange rejser til Tenerife for de fantastiske strande, og her har du mulighed for at vælge, om du vil sætte dine fødder i hvidt eller sort lavasand, der er dannet af vulkansk aktivitet. Uanset hvilken strand, du vælger, så kan du hoppe i krystalklart vand på hele øen.
Her er alt fra langstrakte, gyldne sandstrande med lavvande og alle de faciliteter, du behøver til surfervenlige og små naturstrande.
De sorte vulkanske strande ligger i Nord og de hvide i Syd. I midten og mod vest ligger de naturstrandende.
Playa de los Gigantes er en af de mest populære sorte strande. Den er lille med roligt og krystalklart vand, og har klipper, der knejser højt over stranden og byen. Her kan man leje liggestole.
Playa de Abama, med gyldent sand, betragtes af mange som en af Tenerifes smukkeste strande. Stranden ligger i en malerisk vig ved Guía de Isora, med luksushoteller indenfor rækkevidde. Fra stranden har du udsigt til en bananplantage og øen La Gomera i horisonten.
Playa La Tejlita er en af Tenerifes vilde strande. Den ligger tæt på El Medano og er populær blandt surfere. Fra stranden er der smuk udsigt til en stor klippe.
9 La Orotava med huset med balkoner
Blot 7 km fra Puerta de la Cruz finder du en af De Kanariske Øers ældste landsbyer med charmerende, brostenslagte gade samt traditionel kanarisk atmosfære og arkitektur.
I La Orotava finder du også det berømte “hus med balkonerne” La Casa de los Balcones, som er en fin herregård fra 1632 med udskårne træbalkoner.
Den gamle herregård huser et museum med kunsthåndværk omkring en frodig, kanarisk gårdhave. Se lokalt kunsthåndværk som keramik, tekstiler, kurveflet og vinproduktion og få indsigt i, hvordan man levede lokalt i forskellige epoker og fremstillede kunsthåndværk for 200 år siden.
La Casa de los Balcones, Calle San Francisco 3
10 Drageblodstræet i Icod de Los Vinos
Tenerifes ældste by, Icod de Los Vinos, ligger i nord og har historisk været en landbrugsby, der bl.a. dyrker vin. I dag er byen en charmerende lille by med fine gamle kanariske huse.
Byens største attraktion er det gamle drageblodstræ, som står midt i parken, Parque del Drago, ved på pladsen La Constitución. Træet er øens ældste, og omtales som tusind års-træet, men det anslås at være 800 år gammelt.
Drageblodstræet i Icod de Los Vinos, med den paraplyformede krone, er 18 meter højt, har en omkreds på 20 meter og en diameter på 6 meter.
Drageblodstræet, som kaldes Drago Milenario de Icod de Los Vinos, blandt lokale, er egenligt en liljelingende plante.
Læg mærke til, at drageblodstræets stamme ikke er typisk træagtig, men en knudret og rodlignende. Man beregner træets alder ved at tælle grene. Det tager ca. 14-25 år for en gren at gro ud.
Der vokser drageblodstræer på alle de kanariske øer, men træet er blevet symbol for Tenerife. Når barken skæres over, udskiller planten en rødlig harpiks, deraf referencen til drageblod. Træet har spillet en vigtig rolle for de oprindelige indbyggeres religiøse liv. De anvendte saften som helbredende salve. I dag anvendes saften til kosmetik og medicin samt farvestof.
11 Den pittoreske landsby Garachico
Garachico er en af de ældste landsbyer på Tenerife, og den var engang også den rigeste. Byen, der ligger på Tenerifes Nordkyst, blev grundlagt i det 11. århundrede af en italiensk bankmand, og den var i mange år centrum for handlen mellem Europa og de spanske kolonier i Amerika.
I 1706 blev Garachico og den gamle havn ødelagt af et vulkanudbrud fra Teide. I dag er lavaklipperne et populært sted at hoppe ud fra og få en svømmetur.
Garachico er forholdsvis turistfri, og du kan både nyde udsigten til naturmonumentet Garachico-klippeøen samt mad eller en kop kaffe med smuk havudsigt på restauranten ved siden af havnefæstningen, Castillo de San Miguel, eller gå en tur i det historiske centrum.
I byens centrum, som er en af de mest velbevarede og karakteristiske på Tenerife, finder du fine bygninger fra det 16. og 17. århundrede som den lille kirke og et museum med religiøs kunst.

12 Candelaria – pilgrimmenes by
Den smukke by Candelaria ligger 17 kilometer fra Tenerifes hovedstad, Santa Cruz, og er den vigtigste by for pilgrimme på Kanarieøerne.
Candelaria har vulkanske, sorte strande, der står i fin kontrast til byens grønne og maritime omgivelser.
Basilikaen, Nuestra Señora de la Candelaria, er byens vigtigste attraktion. I 1390 fandt to guanchehyrder en træudskæring af Jomfru Maria i en hule, som de brugte som ly under en storm. Den originale træudskæring er gået tabt, men basilikaen er indvidet til at hylde Jomfru Maria af Candelaria, som er De Kanariske Øers skytshelgen. Derfor er den et vigtigt stop for pilgrimme.
Den oprindelige basilika fra 1672 brændte, og den nuværende blev bygget i 1959. Den har tre skibe og et 45 meter højt klokketårn.
Hvert år, i februar og august, afholder Candeleria to store festivaller til ære for Jomfruen. Festivalen i august anses for at være de lokales. Her er store processioner og aktiviteter, som har stærke forbindelser til det oprindelige folk, guanachernes traditioner.
Flere rejsetips til natur- og kulturoplevelser i Spanien
Er du vild med ferier, hvor du kan kombindere naturoplevelser med kultur, så læs også om de smukke kystbyer i Asturien og oplevelserne i Picos de Europa.
På Mallorca kan du også kombinere kultur og natur. Læs guiden til Palma de Mallorca.
Kan du lide smukke togrejser, så prøv Cataloniens smukkeste togrejse. Tjek også guiden til grønne oplevelser i Valencia.




10 Drageblodstræet i Icod de Los Vinos 
