Baskerlandets hovedstad går under de flestes radar, og det er en skam. Ud over at være en grøn og meget stemningsfuld storby, så venter der masser af oplevelser i Vitoria-Gasteiz for historie, kunst- og kulturelskere.
Jeg faldt pladask for Vitoria-Gasteiz så snart jeg ankom til byens centrum. Trods det er en storby, så har byen en særlig ro og afslappet stemning. Samtidig er Vitoria-Gasteiz smuk med sit velbevarede mandelformede middelalderkvarter, storslåede renæssancepaladser og elegante nyklassicistiske bygninger.
Vitoria-Gasteiz blev udnævnt til European Green Capital i 2012 og modtog FN-prisen Global Green City i 2019. Byen har masser af gågader, cykelstier og sporvogne, så man nemt kommer grønt gennem byen. Den er også omgivet af et grønt bælte (anillo verde) af parker.
Er du vild med jazz, så kender du måske allerede Vitoria-Gasteiz. Byen er kendt for sin årlige internationale jazzfestival, også kendt som Gasteizko Jazzaldia, som afholdes i juli.
Vitoria-Gasteiz, ofte blot kaldet Vitoria, har været Baskerlandets hovedstad siden 1980, og den er også hovedstad i provinsen Álava.
1 Vitoria-Gasteizs centrale pladser
På byens centrale plads, Plaza de la Virgin Blanca, byder det store grønne byskilt, som får tilføjet titlen “jazz”, under jazzfestivalen, velkommen. Skiltet er byens mest berømte selfiespot.
I baggrunden troner kirken San Miguel. I midten står statuen for slaget ved Vitoria. Et monument, der hylder sejren over Napoleons hær i 1813.
Plaza de la Virgin Blanca, også kendt som Plaza Vieja (den gamle plads) har været centrum for alt fra tyrefægtninger til madmarkeder. I dag er pladsen de lokales mødested. Sæt dig på monumentets trappe eller en af de mange barer og caféer, som omgiver pladsen og indånd stemningen. Du kan også nyde udsigten fra balkonen med buegange ved San Miguel-kirken.
Fra Plaza de la Virgin Blanca skal du blot under en buegang for at ende på Plaza de España, også kendt som Plaza Nueva (den nye plads).
Pladsen blev bygget mellem 1781 og 1790, som en del af byens neoklassiske udvidelse, og tegnet af Vitoria-arkitekten Justo Antonio de Olaguibe.
Den kvadratiske Plaza de España omkranses af arkader med hvælvede buegange og i midten ligger byens rådhus med Vitorias våbenskjold. Under hvælvingerne ligger små butikker og et par barer, men her er mindre liv end på Plaza de la Virgin Blanca.
2 Santa María-katedralen som inspirerede Follett
Vitorias Santa Maria-katedral knejser majestætisk i den velbevarede gamle bydel, og her kan du komme på en anderledes rundvisning.
Den gotiske katedral blev bygget mellem slutningen af det 13. og gennem hele det 14. århundrede ovenpå en tidligere kirkefæstning, som var en integreret del af byens forsvarsværk.
Katedralen hviler på gigantiske søjler, og efter et jordskælv i 1990’erne var den tæt på at kollapse. Det har igangsat et omfattende restaureringsarbejde, som man får indsigt i på en guidet rundvisning. Højdepunkterne tæller bl.a. udsigten fra tårnet og en multimedieproduktion, hvor du kan se den imponerende historie om den vestlige portik.
Den walisiske forfatter Ken Follett fik stor inspiration fra Santa Maria-katedralen da han skrev romanen Uendelige verden (2007). Det har i høj grad sat katedralen i Vitoria-Gasteiz på verdenskortet. Byen har som tak opført en statue af forfatteren, som står ved katedralen. Køb billetter på forhånd via hjemmesiden.
Catedral de Santa Maria, Plaza Santa María 3
3 Gadekunst i middelalderkvarteret
Vitorias middelalderkvarter er spækket med gadekunst, der er værd at gå på opdagelse i. I 2007 grundlage tre kunstnere IMVG, som havde til formål at skabe et åbent rum for kreativitet. Det indebar bl.a. at store gavlmalerier blev til i et samspil mellem kunstnere og lokale beboere.
Frem til 2019 blev der lavet 13 store gavlmalerier i middelalderkvarteret og 6 i to af byens andre kvarterer. Lokale kunstnere og beboere skabte på workshops værker som bl.a. reflekterer over naturen, at være naboer, frivilligt arbejde og nutid og fremtid.
Gå på opdagelse i værkerne, hvor du samtidig kan få en god fornemmelse af kvarteret. Du kan enten benytte kortet over gadekunsten i Vitoria-Gasteiz og gå selv eller deltage på en guidet tur. Book guidet tur via IMVG’s hjemmeside.
4 Den smukke bypark
Midt i Vitorias centrum ligger den smukke bypark Florida, som blev anlagt i neoklassisk stil 1820, inspireret af datidens franske haver.
Parken har adskillige snoede stier, der bl.a. løber forbi en grotte, en bæk og et vandfald. Her er over 250 forskellige arter af buske og træer, bl.a. et gigantisk gammelt valnøddetræ.
Midt i parken ligger en musikpavillon, hvor der bl.a. afholdes koncerter under jazzfestivalen. Parken har også flere skulpturer og statuer, bl.a. en af den berømte jazztrompetist Wynton Marsalis. Ved siden af den står en bænk, hvor hvor berømte jazzmusikeres navne er indgraveret.
Tæt på musikpavillionen kan du nyde kaffe eller en øl og tapas på den hyggelige café.
La Florida Park, Paseo de la Florida
5 Samtidskunst i den gamle busterminal
Byens tidligere busterminal blev omdannet til museum for samtidskunst. I 2022 åbnede Artium Museum som huset over 2800 værker med fokus på baskisk og spansk kunst fra 1950’erne til i dag.
Museet er opdelt i fem kronologiske sektioner, hvoraf de fleste udstillingsrum ligger under jorden. Udstillingerne skifter, og det er en god mulighed for at lære baskiske kunstnere at kende, som der er særligt fokus på. Her er dog også jævnligt udstillinger af internationale kunstnere.
Kunstnerne tæller Esther Ferrer, Javier Pérez, Eduardo Chillida, Cristina Iglesias, Néstor Basterretxea, Jorge Oteiza, Mari Puri Herrero, José Antonio Sistiaga, Antoni Tàpies og Susana Solano. Samlingen rummer også store spanske kunstnere som Miquel Barceló, Salvador Dalí, Antonio Saura og Antoni Tapies.
Artium Museum, Calle Francia 24
6 Shoppe i gågaderne
I gågaderne, omgivet af træer, som ligger i forlængelse af Plaza de la Virgen Blanca ligger masser af små butikker bag de smukke husfacader. Her finder du alt fra vinhandlere til chokoladebutikker og modetøj og tasker.
Kig ind i den ikoniske chokoladebutik Goya, hvor de lokale shopper søde værtindegaver. Butikken ligger bag smukt udskårne trædøre og -vinduer og har eksisteret siden 1886. Her har en familie i generationer fremstillet chokolade og kager. Her kan du bl.a. shoppe trøfler i fine metaldåser og hjemmelavet marmelade med hjem som en lækker souvenir fra Vitoria.
Confituras Goya, Eduardo Dato Kalea 6
7 Smag lokal, prisvindende whisky
I et industrikvater, blot 10 minutters kørsel fra centrum, ligger det lille whisky- og vodkadestilleri Basque Moonshiners. Her kan du kigge indenfor i destilleriet, som har fokus på håndværkstraditioner og smage Spaniens bedste whisky.
Mikrodestilleriet blev grundlagt i 2014 af de tre barndomsvenner, Carlos Ortiz Zárate, José Luis Navarro og Eduardo Martinez de Murguia.
Du kan besøge Basque Moonshiners, hvor José fortæller om deres hjertebarn, og hvordan de producerer deres to prisvindende whiskyer: Agot, som i vandt prisen som Spaniens bedste Single Malt i World Whiskies Awards og Bikkun, som vandt prisen for bedste blended malt i World Whiskies Awards 2022.
Basque Moonshiners destillerer deres whisky på et gammelt kobberapparat. Bagefter lagres den i fem år. Da der er tørt og varmt i Spanien, behøver whisky ikke at lagre i 12 år som i Skotland.
Whisky fra Basque Moonshiners laves i begrænset antal og fås overvejende på specialiserede barer og Michelin-restauranter. Både whiskyen og historien om de tre venners hjertebarn er et besøg værd. Aftal besøg på forhånd.
Basque Moonshiners, Düsseldorf Kalea 1
8 Cykeltur i byens grønne bælte
I 1993 omdannese et miljøgenopretningsprojekt de forfaldne udkantsområder til byens mest rekreative området med høj økologisk værdi. Der er over 90 km gang- og cykelruter, men man kan også cykle på ringruten, som er 30 km lang, eller nøjes med en del af den.
9 Baskisk kunst i palæet
Tæt på Florida Park ligger Vitorias museum for moderne kunst i et smukt palæ fra 1912, som tidligere har huset en af byens rigmænd. Bygningen er eklektisk med barokke, romanske og neobaskiske dekorative elementer.
Indenfor er rummene dedikerede til baskisk kunst fra perioden mellem 1850 og 1950. Her er særligt fokus på malerne Fernando de Amárica og Ignacio Díaz Olano. Sidstnævnte arbejdede især med portrætter, stilleben og landskaber, og der er et helt rum dedikeret til hans værker. Blandt højdepunkterne finder du værkerne Amor en el bosque (Kærlighed i skoven) og El restaurante (restauranten).
På anden sal er hele tre rum dedikeret til den lokale landskabsmaler Fernando de América, arrangeret kronologisk, så man kan studere hans udvikling gennem realisme, impressionisme og ekspressionisme. Museet har også løbende udstillinger fra egen og andre samlinger, bl.a. Prado-museet.
Mens du går rundt i de herskabelige lokale kan du også nyde udsigten til den smukke have. Du er også velkommen til at gå tur i haven.
Museo de Bellas Artes de Álava, Fray Francisco de Vitoria Ibilbidea 8
10 Michelin-kokkenes saltdal
Har du lyst til en udflugt ud af byen, så kan jeg anbefale et besøg i saltdalen Anaña, som ligger 30 kilometer udenfor Vitoria-Gasteiz. Den over 7000 år gamle saltdal er en af verdens ældste og erklæret nationalt, historisk monument i 1984. Den ligger smukt med landsbyen Salinas de Añana som bagtæppe.
Saltet kommer fra en række kilder, som bringer saltet op fra jordens indre, hvor der for millioner af år siden var et hav. Saltvandet ledes, via tyngdekraften, gennem et system af kanaler og fordeles i over 5000 firkantede platforme. Vandet her indeholder 210 gram salt pr. liter. Bortset fra Det Døde Hav er det det højeste saltindhold i verden.
Du kan afslutte en guidet rundtur med dit besøg med fodspa med plejende saltvand og smuk udsigt over saltterrasserne.
Og så skal man naturligvis også smage på saltet, der af spanske Michelinkomme som Martin Berasategui, Joan Roca, Iñaki Murua og Andoni Luis Aduriz kaldes saltets Rolls Royce. I den lille shop kan du købe salt med hjem.
Valle Salado de Añana, Real Kalea 32, 01426 Salinas de Añana / Gesaltza Añana, Araba
Sådan kommer du til Vitoria-Gasteiz
Du kan flyve direkte til Bilbao fra Danmark fra forår til efterår. Turen tager lidt under tre timer. Herfra er der ca. en times bustur til Vitoria-Gasteiz. Alternativt kan du flyve til Madrid (tre timer) og derfra videre til Vitoria-Gasteiz (en time).
Flere rejsetips til Baskerlandet
Har du lyst til at besøge en anden spændende baskisk storby, så finder du tips i guiden til Bilbao og guiden til Bilbaos hippe kvarter La Vieja. Læs også om det berømte Guggenheim-museum.
Leder du efter et god sted at overnatte i Bilbao, så kan jeg anbefale Ercilla Hotel.
6 Shoppe i gågaderne
7 Smag lokal, prisvindende whisky
8 Cykeltur i byens grønne bælte
9 Baskisk kunst i palæet
