Start din morgen med en sund smoothie, som giver både energi og næring. Her får du opskrifter på tre spanske smoothies med bl.a. æbler, havregryn, granatæble og bladselleri.
Begynd dagen godt og sundt ved at forkæle din krop med en af disse lækre, sunde smoothies. Alle tre varianter er nemme at lave, og de indeholde ingredienser, som er nærende og nemme at få hos grønthandlere eller i supermarkeder.
Jeg fik serveret de tre smoothies på Mercure Hotel i Benidorm i Spanien, og jeg var vild med smagen af dem alle. Opskrifterne er udviklet af hotellets tjenere, og de serveres også for hotellets gæster.
Opskrift på 3 sunde smoothies fra Spanien
Fælles for alle tre smoothies er, at du blot skal blende alle ingredienserne sammen i din blender. Du kan også bruge en stavblender.
1 Smoothie med grøn æble og havregryn
Denne smoothie giver en supergod start på din morgen. Du får ikke blot glæde af næringsstofferne i frugten og havregrynene. Havregrynene giver dig også et godt boost energi.
Æbler har få kalorier og er en god kilde til at få fibre, ligesom de er fyldt med A- og C-vitaminer.
Havregryn hjælper med at holde blodsukkeret stabilt. De indeholder vitaminerne B6, E og B5 samt mineralerne kalium, kalk, fosfor, jern, zink, kobber, mangan og selen.
Du skal bruge:
1 grønt æble
3 spiseskefulde havregryn
1 glas mælk – du kan benytte mandel- eller havredrik eller konventionel mælk
1 knivspids kanel
Smoothies, der tilberedes med havregryn vil altid være lidt tykkere end andre. Du kan tilføje lidt vand, hvis du synes, den er for tyk. Alternativt kan du spise den med en ske.
2 Smoothie med granatæblejuice
Granatæble har et højt fiberindhold, så den kan være perfekt til at aktivere fordøjelsen, så længe, man ikke drikker mere end én smoothie om dagen.
Du skal bruge:
1 granatæble
2 skiver ananas
1 glas vand (25 cl)
3 Detox smoothie med bladselleri
Denne smoothie er især læskende og god, når det er varmt. Agurk indeholder vand og essentielle næringsstoffer, som giver væske og renser kroppen. Bladselleri er kilde til phytonutrients og C-vitaminer samt folat, som er en af B-vitaminerne.
Du skal bruge:
2 gule æbler
2 stænger bladselleri
70 gram agurk
1 spiseskefuld honning
3,5 dl vand