En dagsudflugt i bus fra Málaga til Nerja og Frigiliana er en tur gennem smukke, andalusiske landskaber, udsigter der strækker helt til Afrika, et besøg i naturens katedral og gåture i stejle, snørklede gader med hvidkalkede huse.
– De andalusiske hvide landsbyer er hvidkalkede for at holde varmen fra den stærke middelhavssol ude, siger guiden, først på spansk, så på engelsk og derefter tysk.
Jeg sidder, morgentræt, i en turistbus på vej ud af Málaga. Sammen med 10 andre passagerer er jeg hoppet på en af de mange turistbusser, der tilbyder guidet dagsudflugt til Nerja og Frigiliana.
Det er første gang, jeg prøver en guidet dagsudflugt. Normalt rejser jeg helst på egen hånd, men da jeg ikke har bil, beslutter jeg mig for at teste en guidet dagsudflugt til Nerja og Frigiliana (bureauet kalder den en halvdagsudflugt, men den varer seks timer). Så kan jeg bare læne mig tilbage og nyde, uden at skulle tænke på planlægning, offentlig transport og ventetid. Omvendt må jeg også udfordre den side af mig, der mildt sagt ikke kan fordrage at gå i flok.
Jeg vågner langsomt på den smukke tur gennem de andalusiske landskaber. Guiden, der hver gang, han taler til os, skal oversætte til både engelsk og tysk, er forholdsvis tavs undervejs, og det er jeg glad for. Vi får lidt info om de andalusiske råvarer, da vi passerer oliven- og citronlunde, men ellers lader han os vågne i stilhed.
Nerjas balkon med udsigt til Afrika
Vores første top er Nerja, og vi begynder med en kort gåtur fra busholdepladsen, gennem byens smalle gader, som stadig er hyllet i morgenstilhed og hen til en bred promenade med palmer og en bueformet passage. For enden ligger Nerjas absolut største turistattraktion, Balcón de Europa (Europas balkon) på en klippe.
– Balcón de Europa blev anlagt i 1885 i forbindelse med en genopbygning, efter et stort jordskælv havde ramt og ødelagt store dele af byen. For enden står en statue af Kong Alfonso XII, og han var så betaget af udsigten, som rækker til til Afrika, at han sagde: Dette er Europas balkon, og siden er balkonen, og dens navn, blevet forbundet med ham, fortæller guiden.
Som at svæve over havet
Vi har nu to timer på egen hånd i byen, og jeg går straks til udsigtspunktet, hvor turister flittigt tager selfies på stedet, hvor der i det 9. århundrede stod et vagttårn fra et forsvarsanlæg. Det føles det næsten som at svæve over havet. Det er nemt at forstå, hvorfor turister i mere end 100 år er valfartet hertil. Her skimtes Marokkos bjerge i horisonten. På venstre side rækker udsigten fra Calahonda-stranden til byen Maro og Almijarra-bjergkæden i det fjerne. Til højre er der udsigt til strande med et klippelignende bjerg.
Jeg går ned ad trapperne til Calahonda-stranden, hvor et par fiskere arbejder ved deres farvestrålende fiskerbåde, mens en familiefar formiddagsbader med sin søn og et par enkelte pensionister slikker sol på solsengene. Jeg fortsætter rundt om balkonen for at se dens runde form fra havsiden, inden jeg bevæger mig op i byen.
Kirketid, smalle gader og masser af kork
Tilbage, i begyndelsen af promenaden, ligger den lille kirke, El Salvador, fra det 17. århundrede (den oprindelige kirke blev opført her i 1505). Her er nogle fine fresker fra det 18. århundrede, og kirken er utrolig populær hos både lokale og udenlandske brudepar, der gerne står på venteliste i lang tid for at blive viet her.
I kirken er der kun et par andre besøgende, så jeg nyder stilheden en stund, inden jeg bevæger mig ned i Nerjas smalle gader.
– Skal du ikke have en ny hat, spørger en kvindelig ekspedient i døråbningen i en lille butik, fyldt med hatte og sko, fremstillet af kork.
Jeg opdager hurtigt, at korkbutikkerne fylder meget blandt de mange souvenir-butikker på hovedgaden. Skal man have en lokal souvenir med hjem, så skal den være af kork. Jeg springer dog over og finder en café, hvor jeg spiser sen morgenmad.
Mens jeg spiser mit brød med tomat og drikke kaffe, bemærker jeg, at mange af de andre gæster – på caféen og gaden, taler med britisk accent. Senere forklarer guiden, at Nerja netop er en by, hvor rigtig mange britiske borgere flytter til.
Jeg har ikke så meget tid tilbage, inden jeg igen skal mødes med gruppen, så jeg når kun en hurtig tur gennem de smalle, brostensbelagte gader med hvidkalkede huse, hvor der er et væld af butikker, caféer og restauranter. På min korte rute er den overvejende del af gaderne og erhvervslivet tydeligvis anlagt med henblik på at tilfredsstille behovene hos byens mange turister.
Naturens katedral i Nerja
– Drypstenshulerne her blev opdaget den 12. januar 1959 af fem drenge, som var på jagt efter flagermus. På turen opdagede en af de naturlige indgange til grotterne. Efter drengenes fund begyndte arkæologerne at grave, og de fandt frem til, at grotterne har været beboet fra 25.000 f. Kr. og frem til bronzealderen. Det ved man, fordi der bl.a. er fundet værktøj, krukker og skeletter, fortæller vores guide.
Gruppen er atter samlet, og vi er kørt otte kilometer udenfor Nerja, til byen Maro, hvor drypstenshulerne i Nerja, (Cueva de Nerja) ligger. Her er vi gået ned i en forunderlig verden af lange, underjordiske grotter, som har stor kulturel betydning. Drypstenshulerne i Nerja har et hulrumsareal på 140.000 kvadratkilometer og er da også en af landets mest besøgte attraktioner.
– Drypstenshuler opstår, hvor undergrunden består af kalksten, og kalkindholdet fra vanddryppene bliver siddende på klippevæggene. Gennem årtusinder har dryppene dannet stalakitter og stalagmitter (tapper formet fra henholdsvis loft og gulv), fortæller guiden videre.
Det er imponerende at gå rundt op og ned ad trapper i de smalle gange og studere dette enorme naturfænomen, som er umuligt at gengive på fotografier. Vi må heller ikke bruge flash i grotterne, hvis fauna bliver påvirket af de mange menneskers tilstedeværelse. For at begrænse skaderne, lukkes vi kun ind i små grupper.
– Menneskernes tilstedeværelse er også årsag til, at her ikke længere er flagremus, forklarer guiden, da en vågen person fra gruppen spørger til de flyvende dyr.
Når man kigger rundt i hjørner og mærke afkroge, synes de mørke grotter uendelige, og det er da også langt fra alt, der er udforsket.
Højdepunktet er den naturligt skabte søjle i Sala del Cataclismo som er 60 meter høj, 18 meter i diameter. Den er årsag til at drypstenshulerne også omtales som “Naturens katedral på Costa del Sol”.
– Et af de lukkede gallerier gemmer en skat på 589 hulemalerier, der anslås at være 43.000 år gamle og skabt af neandertalere, fortæller guiden, inden vi igen går op ad de mange trapper og træder fra de kølige mørke ud i den bagende eftermiddagssol.
Efter rundturen har vi tid til at spise frokost på Cueva de Nerjas restaurant, der også har et cafeteria, hvor jeg køber en sandwich, som jeg nyder med udsigt over havet.
Siesta i Frigiliana
Mens bussen kæmper sig op ad de snoede bjergveje, kan jeg nyde udsigten til de klynger hvide huse, der udgør Frigiliana, med Sierra Almijara som bagtæppe. Den berømte, andalusiske landsby, som ligger 10 minutters kørsel fra Nerja, er vores sidste stop på turen.
Frigiliana er højt elsket af turister, og caféerne og restauranterne ved Plaza de las Tres Culturas, hvor turistbusserne holder, er fyldt til randen, da vi ankommer. Den centrale plads deler den gamle bydel fra den nye, og da vi blot har 1,5 time på egen hånd i byen, begynder jeg straks at bestige de smalle, brostensbelagte gader i den gamle bydel.
Frigiliana ligger 320 meter over havets overflade, og gaderne med de hvidkalkede huse er stejle. Jeg går ikke langt, før jeg overraskes over, hvor stille her er. Jeg møder flere katte end mennesker, der går rundt mellem de mange urtepotter med frodige planter og blomster, som dekorerer gaderne. Af og til afslører stemmer bag et åbent vindue eller en dør, at der dog leves et liv inde i husene.
Jeg er ankommet midt i siestaen, så kun få butikker er åbne. Her er heller ikke åbent på byens gallerier, som jeg gerne ville have besøgt. Kunstneren Arne Haugen Sørensen er en af flere danskere (og mange andre udlændige), der er faldet for Frigiliana og har slået sig ned blandt byens 3000 indbyggere. Her driver han Galería Krabbe, mens han selv bor udenfor byen.
Også kunstneren Leif Sylvester har hus i byen, og Lasse Thielfoldt, der bl.a. er medforfatter af bogen Den andalusiske drøm driver Bed & Breakfast i Casa Doña Angela.
De lukkede butikker og gallerier betyder, at jeg har mere tid til at nyde arkitekturen i det mauriske kvarter. Det føles som at spadsere rundt i en afrikansk medina, hvor de labyrintiske gader jævnligt munder ud i blinde gyder. Jeg fortaber mig i de farverige døre (hvoraf de fleste er i blå og grønne farver) samt de mange fine messing-dørhåndtag og -dørhammere.
Frigiliana var under muslimsk herredømme i 800 år, og de satte både præg på byens arkitektur og det omgivende landskab. Da jeg kommer højere op i byen, kan jeg se markerne over de flade tage, som mauerne anlagde med terrasser til at dyrke afgrøder, og som stadig anvendes. Her dyrkes bl.a. oliven, vin, mandler og sukkerrør.
Kaffepause med udsigt
På toppen af Frigiliana trænger jeg til et hvil, så jeg slår mig ned på restauranten, El Miradors, terrasse, hvor jeg drikker en kop kaffe med fantastisk udsigt over byen og landskabet. På restauranten bliver jeg igen en del af turisterne, for jeg er ikke den eneste, der lokkes af udsigt fra første parket.
Her kunnet jeg have siddet i timevis, men jeg er nødt til at gå tilbage til bussen. På vej ned bemærker jeg, at butikkerne er begyndt at åbne igen. Jeg ville gerne have stukket næsen ind i et par keramikbutikker og en vinhandler for at shoppe et par lokale souvenirs og smage byens søde moscatel-vin, men det har jeg ikke tid til.
Jeg forstår godt, at mange betragter Frigiliana som Andalusiens smukkeste by, omvendt så er den (i hvert fald i den gamle bydel) også meget velfriseret. Man kunne fristes til at tro, at kattene, de malede vinduer, smukt arrangerede potteplanter og velplacerede restauranter var tilrettelagt for turisterne.
Turen går tilbage langs kysten mod Málaga. Jeg er godt tilfreds med dagen. Jeg fik set det, jeg ville, men jeg kunne sagtens have brugt en time eller to mere i Frigiliana. Det passede fint til mit temperament, at vi havde så meget tid på egen hånd. Hvis man vil se hele Nerja og Frigiliana og have god tid til at spise og shoppe, så skal man vælge at besøge byerne på egen hånd.
Du kan booke en halvdagstur til Nerja og Frigiliana med bus, som den var på her. Der er afgange hver mandag og torsdag, og turen koster 59 euro per person. Entrébillet til drypstenshulerne er inkluderet.
