Hospital Sant Pau i Barcelona er ikke blot et af byens smukkeste eksempler på catalansk modernistisk arkitektur, det er også en historie om en tid, hvor et hospitalsophold var helt anderledes for patienterne. Kig indenfor på det renoverede hospital, som nu fungerer som museum.
Allerede når man står ved bunden af trappen foran Sant Pau Hospitals hovedindgang i El Guinardó-kvarteret bliver man grebet af enorm ydmyghed overfor det majestætiske arkitektoniske værk.
Trods bygningen ligger tæt på Gaudís berømte La Sagrada Familia, så kommer her langt færre turister. Det til trods for, at den høre til en af de formenste modernisme-bygninger i Catalonien, og det var også her Gaudí åndede ud, efter han var blevet påkørt af en sporvogn.
Sant Pau Recinte Modernista blev bygget mellem 1902 og 1930 af den catalanske arkitekt Lluís Domènech i Montaner (1849-1923), som betragtes som en af de vigtigste arkitekter inden for catalansk modernisme. Han har også bygget koncertsalen Palau de la Musica. Projektet blev finansieret af bankmanden Pau Gil.
Det nye Sant Pau-hospital skulle erstatte det tidligere Santa Creu i Santa Pau, som lå i Raval-kvarteret, fordi det var blevet for lille, da befolkningen voksede og de medicinske fremskridt var i rivende udvikling.
Bag hovedbygningen gemmer sig en hel by i byen, og ud over at være Domènech i Montaners vigtigste værk, så er Sant Pau også det største modernistiske kompleks i verden. Ud over hovedbygningen består komplekset af 12 pavilloner, som er omgivet af grønne områder og forbundet af underjordiske gange.
I 1997 blev Sant Pau opført på UNESCOs Verdensarvsliste på grund af sin unikke arkitektoniske og kunstneriske skønhed, og i 2009 flyttede hospitalet til nyere bygninger, som ligger bag det gamle kompleks. Det betyder, at offentligheden nu har fået adgang til at se det smukke hospital, som nu fungerer som museum.
Historisk rundrejse på hospitalet og i arkitektur
Et besøg på Sant Pau begynder under jorden, i Hypostylehallen, der engang husede skadestuerne. På væggene er der projiceret sort/hvide fotografier af de gamle operationsstuer, så man kan få indsigt i, hvordan undersøgelseslokalerne så ud.
Turen fortsætter op i Sant Salvador-pavillonen, der er i to etager og som også fungerer som udstillingslokaler. Her får du historien om Sant Pau og dets betydning for de lokale, bl.a. gennem udstillede objekter, som er benyttet på hospitalet gennem historien.
I et andet lokale kan du få indblik i modernisme-arkitekternes ideologi og Domènech i Montaners arbejde.
Lokalets udsmykning med hvælvede lofter med turkise- og vandblå klinker i et fint geometrisk mønster samt væggene med hvide fliser og dekorationer i sarte blågrønne og beige farver er et kunstværk i sig selv. Jeg brugte lang tid på at nærstudere det smukke flisearbejde, som er kendetegnende for catalansk modernisme.
Bemærk også trappesatserne mellem etagerne med fantastiske former og udsmykninger. Kig også op i loftet i bygningens kroge, som har fantastisk udsmykket flisearbejde, samt på vinduer og døre, der er udført i gedigent træ i buede former.
Frodige grønne områder til heling af krop og sjæl
Turen fortsætter på hospitalets frodige haver, omgivet af pavillonerne, som er bygget med inspiration fra naturens former. Her er der masser af lys, planter, blomster, urter og træer og flere hyggekroge.
Haverne og de omgivende pavilloner er et smukt eksempel på, hvordan natur og arkitektur kan gå op i en højere enhed, og hvordan naturen spillede en væsentlig rolle i helbredelsen af de syge.
Patient i smukke omgivelser
I pavillonerne, der har tårne og kuppelformede tage med farverige mosaikker, kan du få indblik i, hvordan hospitalets afdelinger var indrettede og forholdene mellem patient og læge i 1920’erne.
Det smukkeste – og mest overraskende – er ubetinget San Rafael-pavillonen, men en rekonstruktionen af en gammel patientstue med en blid og hyggelig belysning og smukke flise-blomsterdekorationer, der pryder de cremefarvede flisevægge. Her er en helt anden hygge og stemning end den, man ser på moderne hospitaler, og det giver stof til eftertanke. Hvorfor bygger vi ikke hospitaler, hvor der er smukt og hyggeligt på stuerne længere?
Pavillonen rummer også en fin og smuk kuppelformet havestue, hvor patienterne kunne sidde og kigge ud på de grønne områder gennem de store vinduer.
I operationspavillonen får man indsigt i det medicinske arbejde i perioden.
Offentligheden har ikke adgang til alle pavilloner og hele hovedbygningen, fordi dele af komplekset fungerer som kontorer og arbejdspladser for organisationer, der arbejder med innovation, bæredygtighed, sundhed, uddannelse og kultur.
Turen slutter i hovedbygningen, hvor Montaners inspiration fra Mudejar-stilen er iøjenfaldene. En stil som modernismearkitekterne alle var inspireret af. Hovedbygningen rummer bl.a. et bibliotek og en kirke, og her mærker du i høj grad også, hvordan modernismens fornemmelse for lys, farver, søjler og dekorationer går op i en højere enhed.
Køb billet til Sant Pau
I ferier og helligdage, kan der være kø ved billetlugen. Spring køen over og køb din billet til Sant Pau Recinte Modernista online her (reklamelink).
Sant Pau Recinte Modernista, Carrer de Sant Antoni Maria Claret 167