Dette års udgave af den internationale fotofestival PhotoEspaña byder på såvel etablere som unge lokale og internationale fotografer. Her trækkes tråde fra fortid ind i fremtid, formidlet fra poetisk og æstetisk iscenesættelse til rå og humoristisk realisme.
Foto: Christian Grønne
REJSEDEKLARATION: Rejsen til Madrid og ophold blev betalt af PhotoEspaña og Den Spanske Stats Turistbureau. Organisationerne har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.
1 Erwin Olaf
Kulturcentret Fernan Gomez i Madrids Salamanca-kvarter huser den store retrospektive udstilling Narratives of emancipation, desire and intimacy af den hollandske fotograf Erwin Olaf (1959-2023), som fornyede den narrative æstetik indenfor fotografi og video.
Udstillingen er en hyldest til Olafs 40 årige lange karriere, som fotografen selv var med til at planlægge da han døde. Kuratoren Paco Barragan færdiggjorde udstilllingen i samarbejde med Olafs studio i Amsterdam, og den rummer fotografier, videoer og videoinstallationer fra 1980’erne til 2020’erne.
Udstillingen er inddelt i fire dele. 30 stærke, stiliserede selvportrætter udgør udstillingens prolog. I første del stilles der skarpt på Olafs sociale, økonomiske og politiske aktivisme. Anden del, som er samlet i røde rum, kredser om menneskekroppen, eksplicit sensualitet og seksualitet. Tredje del er mere introspektiv og handler om isolation, manglende kommunikation, tristhed og skuffelse. Her indgår bl.a. en serie af Olafs seneste naturfotografier, som fokuserer på vores forhold til naturen og klimaforandringerne.
Kan ses til 14. juli 2024
Fernán Gómez Centro Cultural de la Villa, Plaza de Colón 4
2 Lúa Ribeira
I Madrids Salamanca-kvarter kan du opleve den spanske fotograf Lúa Ribeiras (1986) udstilling Agony in the Garden på museet Lázaro Galdiano.
Den galiciske fotograf, som bor i Bristol, udforsker den nye trap- og drillmusikscene i Spanien, der afspejles af ekstrem hedonisme og nihilisme.
I et tæt møde mellem de unge undersøger Ribeira en moderne ungdomsbevægelse i det post-pandemiske Spanien, hvor der reflekteres over forholdet mellem dem og tidens arbejdsløshed, miljøkrise, vold og migration.
Det er en stærk, medrivende og til tider voldsom serie, Ribeira har begået, og den rammer præcist ind i tidsånden.
Kan ses til 25. august 2024
Museo Lázaro Galdiano, C/ de Serrano 122
3 Elliot Erwitt
Den franske Magnum-fotograf Elliot Erwitt (1929-2023) var især kendt for sine sort/hvide dokumentarfotografier af mennesker, som optræder i intime, absurde og til tider ironiske situationer i deres hverdagsmiljøer.
Udstillingen La Comedia Humana er et godt koncentrat af essensen af Erwitts arbejde. Udstillingen består af 135 værker fotokunstnerens, der afspejler Erwitts fascination af mennesker, dyr og former.
Udstillingen er inddelt i tre afdelinger. I den første stilles der skarpt på Erwitts øjebliksbilleder. Her er bl.a. opstillede (og absurde) familiefotos, intime øjeblikke fanget på jazzklubber og hjemme i soveværelser samt en gruppe kvinder på en bænk med skiltet “Lost persons area”.
I anden del skildres dyr – og især hunde – om hvilke, Erwitt har udtalt:
“Hunde er som mennesker, bare med mere hår.” Her inviteres vi bl.a. ind i hundens verden i et fotografi af en masse kvindefødder. Erwitt mente, at det er hunde, der er de væsener, som ser flest kvindefødder.
Tredje del tager os med på en rundtur i Erwitts fascination af former i abstrakte og overraskende værker.
Udstillingen kan ses til 18. august 2024 på Fundación Mateo Inurria Canal.
Fundación Canal, C/Mateo Inurria 2
4 Masahisa Fukase
Den japanske fotograf Masahisa Fukase (1934-2012) blev kendt for sine sort/hvide fotografier af ravne. Fukase begyndte at fotografere ravne ud gennem togvinduerne på sine rejser mellem Tokyo og Hokkaido. Undervejs stod han af på stationer og fotograferede ravne i forskellige omgivelser.
Den fotografiske ravnerejse varede i over 10 år, og projektet blev i 1986 til en fotobog, som af British Journal of Photography i 2010 blev kåret som den bedste fotobog de sidste 25 år.
I serien udforsker Fukase følelsesmæssige og personlige temaer i en tid under forandring. Han overskrider kulturelle og tids-grænser og fanger dualiteten mellem liv og død.
I det lille kælderlokale, Minerva, i kulturhuset Círculo de Bellas Artes udstiller PhotoEspaña Ravens, som er en serie af Fukases berømte ravnefotografier. Fukases arbejde vises også i et udvalg af magasiner og fotobøger. Det er en lille, men meget koncentreret udstilling, der formidler Fukases evne til at kombinere kreativitet med teknisk dygtighed.
Kan ses indtil 8. september.
Círculo de Bellas Artes, C/ de Alcalá 42
5 Widline Cadet – Take this with you
Kulturcentret Casa América, som ligger lige overfor Madrids rådhus på pladsen Cibeles, er porten til amerikansk kultur – i særdeleshed latinamerikansk, hvilket de bl.a. gør i udstillinger.
Absurd nok kan fotografen Widline Cadet (1992), som er født på Haiti, men bosiddende i USA, ikke selv være til stede ved åbningen af sin egen udstilling Take this with you. Kuratoren forklarer, at det er fordi Cadet ikke har et Green Card.
Take this with you er en gribende og meget personlig fortælling, skabt af en kombination af fotografier af Cadets venner, familie, ukendte personer og selvportrætter blandet med gamle familiefotos. Her er også en tro kopi af en haitiansk dagligstue med familiefotos, brugskunst og en plastikbetrukket sofa.
Cadet kredser om slægtskab, arven gennem generationer og den skrøbelighed, som hukommelsen har. Hun blander virkelighed med fiktion, nærvær med fravær og fortid med fremtid. Sammen skaber det en sameksistens mellem tider og generationer.
Interessen for at undersøge familieforhold opstod, da Cadet flyttede til USA og pludselig følte hun forsvandt ind i en anden verden. I dag minder familien og dens historie hende om, hvad hun skal huske at tage med sig, når hun rejser frem og tilbage mellem steder.
Kan ses til 7. september 2024
Casa de America, Plaza de Cibeles
Om PhotoEspaña
- PhotoEspaña er en årlig international fotofestival. 2024 er den 26. udgave og byder på med 84 udstillinger af 293 fotografer og billedkunstnere.
- Hovedparten af festivalen foregår på Madrids museer, kulturcentre og gallerier, men her er også udstillinger i bl.a. Alcala de Henares, Almeria, Barcelona, Cartagena, Santander, Valladolid og Segovia
- PhotoEspaña kan opleves frem til 29. september 2024. Se programmet på festivalens hjemmeside.