Maleren El Greco levede i og gjorde Toledo berømt med sine landskabsmalerier af byen. Gå i kunstnerens fodspor gennem Toledo og se nogle af hans mest berømte værker og de steder, der har haft betydning for kunstneren.
El Greco – født Domenikos Theotokopoulos (1541-1614) levede og arbejde i Toledo halvdelen af sit liv, og denne periode var den mest frugtbare i hans liv.
Maleren er født på Kreta, deraf kaldenavnet El Greco (grækeren), og han kom første gang til Toledo for at arbejde i 1577. I en periode arbejde han for Felipe II i Madrid, men da hans arbejde ikke blev værdsat, slog han sig ned i Toledo i 1583 og boede der til sin død.
El Greco var tiltrukket af Toledos kosmopolitiske karakter og rige kulturliv. Byen var dengang intellektuelt og åndeligt centrum i Spanien, og kombinationen af videnskab, tro, fornuft og følelser passede kunstneren fint. Flere af El Grecos malerier bevæger sig mellem drøm og virkelighed, bl.a. hans Toledo-billeder.
1. El Greco-museet
El Greco-museet ligger i det jødiske kvarter og skiller sig ud fra kvarterets historiske bygninger med sin moderne, grønne facade med sort logo. Museet består også af en anden bygning, et husmuseum fra det 16. århundrede, der ligger i den fælles gårdhave og er indrettet i et forsøg på at genskabe El Grecos hjem, som ikke eksisterer mere.
Kombinationen af en modernistisk og en gammel bygning symboliserer, at Museo del Greco peger både bagud og fremad. Museet rummer en samling af El Grecos værker fra især hans sene periode, hvor han boede i Spanien. Du kan bl.a se en række portrætter og det berømte Vista y plano de Toledo (Udsigt og plan over Toledo). Interessant er også samlingen af nogle af El Grecos elevers værker, hvor du kan studere, hvordan eleverne på hver deres måde forsøgte at gøre den store mester kunsten efter.
Bygningen fra det 16. århundrede blev købt af museets grundlægger Marquis De la Vega-Inclan i den tro, at det var kunstnerens tidligere hjem. Nu er bygningen indrettet, som man formoder El Grecos hjem har set ud på det sted, hvor dele af hans hjem formentlig har ligget.
Her kan du – udover kunstværker – også se møbler fra perioden samt fine keramikskåle i køkkenet og keramiske fliser på vægge, trapper og gulve.
Gårdhaven er en skøn oase med duftende blomster og små springvand. Som kontrast til det gamle hus og gårdhaven er de gigantiske metalbogstaver GRECO i spredt enkeltvis over grunden.
El Museo del Greco
Paseo Tránsito (vis på kort)
2. Santo Domingo El Antiguo-klostret
El Grecos første opgaver i byen blev bestilt til Toledos ældste kloster, Santo Domingo El Antiguo (fra 1577), og de var grunden til, at kan kom til Spanien første gang.
El Greco fik til opgave at arbejde på altertavlerne. Kun tre af de originale malerier er tilbage, Johannes Døberen og Apostlen Johannes ved hovedalteret samt Opstandelsen i sidealteret.
Kunstneren blev begravet i krypten, hvor hans jordiske rester blev bevaret indtil de formodes at være flyttet til kirken San Turcuato.
Monasterio santo domingo el antiguo
Plaza de Santo Domingo ‘El Antiguo’ (vis på kort)
3. Kirken Santo Tomé
El Greco fik sit store gennembrud med værket El entierro del conde de Orgaz (Grev Orgazs begravelse) fra 1587, som i dag betragtes som hans hovedværk. Grev Orgaz, der finansierede en ombygning af kirken Santo Tomé, døde i 1300-tallet, og et par hundrede år senere, blev El Greco bestilt til at skildre hans begravelse.
Myten siger, at der indtraf et mirakel under grevens begravelse, hvor to helgener blev sendt ned fra himmelen, for at lægge greven i graven. El Grecos maleri skildrer de mirakuløse omstændigheder omkring Orgazs begravelse. Og i værket ses deltager som bl.a. musikanter, kongen, Johannes Døberen, Jomfru Maria, den lokale præst og sognebørnene. El Greco har også sneget et familieportræt ind i værket, som både han selv og hans søn optræder i.
Maleriet hænger i sidekapellet over stedet, hvor grev Orgaz er begravet.
Iglesia de Santo Tomé
Plaza del Conde 4 (vis på kort)
4. Toledos katedral
I sakristiet i Toledos katedral hænger maleriet El Expolio af Kristus, som El Greco skabte i perioden fra 1577-79.
Det 285 cm høje og 173 cm brede maleri er et af kunstnerens første store værker for byen, og det eneste, der er bestilt af byens rådhus. Værket var i en kort periode til restaurering på Prado-museet, inden det igen kom tilbage til Toledo i 2014.
I katedralen kan du også se El Grecos malerier San Francisco, Santo Domingo de Guzmán, Las Lágrimas de San Pedro, Cristo en la Cruz og San José con el Niño. I katedralen finder du også en af kunstnerens få skulpturer, La imposición de la casulla a San Ildefonso.
Santa Iglesia Catedral Primada de Toledo
Calle Cardenal Cisneros 1 (vis på kort)
5. Santa Cruz-museet
Ved byens centrale plads Zocodover ligger museet Santa Cruz i en smuk bygning fra 1600-tallet, som tidligere var hospital. Museet har en håndfuld af El Grecos værker, deriblandt nogle, der er malet til til Oballe-kapellet i kirken San Vicente. Maleriet af Jomfru Maria, La Inmaculada Concepción, er et af dem, og det betragtes som et af den græske malers mesterværker.
På Santa Cruz kan du også se La Verónica con la Santa Faz, også blot kaldet “La Verónica”, som El Greco malede i flere versioner, Testamento estético, La Sagrada Familia, San Ildefonso og Santiago Peregrino.
Museo de Santa Cruz
Miguel de Cervantes 3 (vis på kort)
6. Hospital de Tavera
Sidste, men vigtige, stop på El Greco-ruten er endnu et tidligere hospital – Tavera – som ligger lidt udenfor den gamle bymur i Toledos historiske centrum.
Hospital de Tavera har et galleri, der er en glødende hyldest til El greco. Her kan du bl.a se Sagrada Familia con Santa Ana, hvor Santa Ana ammer Jesusbarnet, El Bautismo de Cristo, portrættet El Cardinal af kardinal Tavera og den 47 cm høje skulptur Cristo resucitado
I sidekapellet i den smukke arkade i den dobbelte gårdhave, der i sig selv er værd at komme efter, finder du El Grecos ufærdige altertavle.
Hospital de Tavera
Calle Duque de Lerma 2 (vis på kort)
Læs også guiden med inspiration til andre oplevelser på en éndagstur til Toledo.