Har du besøgt Madrids største seværdigheder, eller har du bare lyst til nogle alternative oplevelser i Madrid? Den spanske hovedstad er spækket med anderledes steder og interessante historier. Gå på opdagelse i alt fra Madrids overraskende hovedbanegård til en kulturel kødby og tag med de lokale på skinkemuseum og til seafood-party.
1. Hovedbanegård med overraskelser
Madrids hovedbanegård Atocha er travl og hektisk hele dagen, hvor tusindvis af mennesker tager metro, lokaltog og højhastighedstog til og fra byen. Et hjørne af stationen gemmer dog på en anderledes oplevelse i et blåt rum, hvor stemningen står i stærk kontrast til dagliglivet og minder os om livets sårbarhed. Det blå rum, kaldet 11-M, er skabt for at mindes de 191 mennesker, der mistede livet under Al-Qaeda terrorangrebet på fire tog ved Atocha-stationen den 11. marts 2004.
I loftet af den blå rum rager en 11 meter høj glascylinder op og ud af taget i dagslyset som en luftballon. I cylinderen er printet afskedsbreve og digte fra pårørende samt kondolencer fra hele verden. Teksterne kan læses fordi dagslyset oplyser det transparante lærred i cylinderen. Madrid glemmer aldrig tragedien, og i rummet er der plads til eftertænksomhed og til at mindes. Om natten lyses cylinderen op, og den kan ses på lang afstand udenfor stationen.
Atocha-stationen består både af en gammel og en ny bygning. I den gamle, bygning fra 1851 finder du
en skøn oase af en tropisk have under bygningens smukke jernkontruktion i den store banegårdshal med cafeer og butikker. Den 4000 kvadratmeter store, tropiske have rummer over 7000 planter fordelt på 260 forskellige arter fra bl.a. Asien, Australien og Amerika samt en dam med skildpadder og guldfisk.
Estación de Atocha, Glorieta de Carlos V, s/n
2. Se Madrid fra oven
Hop op i kabelbanen, der oprindeligt blev lavet som en del af forlystelsesparken Parque de Atracciones, og se Madrid fra fugleperspektiv. På den ca. 2,5 kilometer lange tur svæver du over floden Manzanares og ind i parken Casa de Campo. Turen begynder på Paseo del Pintor Rosales, ved metrostationen Argüelles, Undervejs kan du beundre nogle af Madrids store seværdigheder som kongeslottet, Plaza de España, det ægyptiske tempel, katedralen og businesskvarteret med de berømte skyskrabere Cuatro Torres. Turen varer 10-15 minutter og ender ved kabelbanestationen Casa de Campo, hvor der er en restaurant, bar og mulighed for at gå rundt og nyde den fantastiske udsigt.
Teleférico de Madrid, Paseo del Pintor Rosales
3. Kunsthal og botanisk facade
På museumsboulevarden Paseo del Prado, tæt på Madrids tre store kunstmuseer, Prado, Reina Sofia og Thyssen ligger også det mindre kendte moderne kunstmuseum og kulturcenter CaixaForum. Museet er sponsoreret af den spanske storbank Caixa og skabt af de franske arkitekter Herzog & de Meuron, som også står bag Tate Modern.
Den karakteristiske bygning har tidligere huset et elværk, og det industrielle udtryk er bevaret ved at pryde facaden med oxyderet støbejern.
Indenfor udstilles interessant samtidskunst i genrer som maleri, skulptur, installation og multimedie, og der er også et auditorium, butik/boghandel samt café og restaurant.
Muren ved siden af CaixaForum er også bemærkelsesværdig, fordi den prydes af en vertikal have, som er skabt af botanikeren Patrick Blanc. Han har ladet sig inspirere af den botaniske have, der ligger på den anden side af gaden, og værket er en smuk blanding af kunst, arkitektur og botanik. Der er over 15.000 planter i røde, gule og grønne farver på væggen, repræsenteret i over 250 arter.
CaixaForum, Paseo del Prado 36
4. Tag på rundtur i Madrids gadekunst med lokal guide
Den lokale grafittikunstner, Javier, deler ud af sin enorme viden om Madrids gadekunst på guidede ture i kvarterene Malasaña og Lavapiés, hvor koncentrationen af gadekunsten er stor. På kvarterenes husmure og butiksfacader finder du værker af både lokale og internationale gadekunstnere i alle stilarter. Hvert år afholder Madrid også gadekunstfestivaler i kvarterene, så her er altid ny og spændende kunst at gå på opdagelse i.
Javier tilbyder både guidede street art-ture til fods og på cykel via sit firma Cooltourspain, hvor han også har flere andre gadekunstguider ansat. Javier er et omvandrende gadekunstbibliotek, og på turene fortæller han både om gadekunstens historie, stilarter og kunstnerne, hvoraf han kender flere personligt. Jeg har været på flere af Javiers guidede street art-ture, og de er både underholdende, informative og fulde af små overraskelser. Gadekunstturen er et must på to do-listen over alternative oplevelser i Madrid.
Book street art-ture via hjemmesiden.
6. Den urbane have i Madrids multikulturelle kvarter
Midt på en af Madrids største gallerigader i Lavapiés-kvarteret ligger Esta es una plaza (dette er en plads), som er en økologisk og kreativ byhave, der styres af de lokale. For omkring 10 år siden indtog beboerne pladsen for at skabe et grønt frirum, som de syntes, at kvarteret manglede. Kommunen lukkede det ned, og beboerne indtog det igen. Sådan fortsatte det en tid, indtil kommunen indvilligede i, at lade kvarterets beboere styre stedet.
Esta es una plaza er et frirum, hvor der er plads til alle. Eneste krav er, at man deltager og bidrager til stedet med det, man kan. Her er legeplads, amfiteater og små områder med bænke, hvor man kan spise sin medbragte mad.
I haven dyrkes økologiske grøntsager og urter, afholdes kulturarrangementer som teaterforestillinger, koncerter og lyrikoplæsninger samt fællesmiddage, ligesom man kan reparere cykler, bytte bøger og legetøj.
For at bevare pladsens lokale stemning og charme har beboerne aftalt med de lokale turistguider, at de ikke tager grupper med ind på pladsen. Men man er velkommen til at komme på besøg, hvis man er få personer, og stedet er et rigtig fint sted at indånde lokallivet.
Her er også masser af interessant gadekunst at gå på opdagelse i, bl.a. af den kendte belgiske kunstner ROA.
Esta es una plaza, Calle Doctor Fourquet 24
7. Skaldyrsparty fri for turister på et af Madrids markeder
Mercado de la Cebada i La Latina-kvarteret er et lokalt marked, der til daglig sælger friske fisk og skaldyr samt frugt og grøntsager, som de lokale køber til aftensmaden. Især markedets mange fiske- og skaldyrsboder er populære.
Om lørdagen til frokost ændrer markedet karakter, og de mange fiske- og skaldyrsboder omdannes til små barer, hvor de lokale mødes til fælles skaldyrsfest. Omkring boderne opstilles kasser, som dækkes med papirduge, og her får du en unik folkefest, som kun få turister har opdaget, og de friske skaldyr hører til byens bedste.
Rå blæksprutter, tun, rejer, muslinger og hummere, marineret i olie, citron og paprika, langes livligt over disken til par, vennegrupper og familier, som nyder de friske skaldyr fra fælles paptallerkener. Det hele skylles ned med hvidvin eller øl, som er med i prisen. Da boderne ikke har spiritusbevilling, så betaler man ikke for drikkevarerne. Når du køber skaldyr ved en af boderne får du udleveret et plastikglas, og så tager du selv vin eller øl, som står i plastikspande med is på gulvet. Du betaler din mad efter vægt eller portion. Snyd ikke dig selv for denne autentiske, anderledes oplevelse i Madrid.
Kom ikke senere end kl. 14.30.
Mercado de la Cebada, Plaza de la Cebada
8. Marked på jernbanemuseet
Byens mest charmerende marked afholdes den anden weekend hver måned på jernbanemuseet Ferrocarril. Her kan du shoppe vintagetøj, -elektronik og -accessories samt ting til boligen, økologiske delikatesser og cykler blandt gamle lokomotiver og togvogne. Sælgerne er både professionelle og private. Samtidig kan du kigge indenfor i de gamle tog og se, hvordan man bl.a. rejste på første klasse i fortiden. Her er også et pænt udvalg af legetøj samt et minitog, som ungerne kan køre en tur på. Selv hunden kan komme i dagpleje, mens man går på opdagelse på markedet.
På markedet er der også koncerter og et væld af madboder med street food, tapas, øl, drinks, kaffe, vin og søde sager.
Mercado de Motores, Paseo de las Delicias 61
8. Drinks og romantisk solnedgang over slottet
Tagterrassen på designerhotellet Apartosuites Jardines de Sabatini er populær om aftenen, når solen går ned over Madrid. Her får man nemlig byens mest romantiske solnedgang over slottet, og det tiltrækker især forelskede par. Men også en del forretningsfolk, der bor på hotellet, nyder en drink her efter arbejde.
Loungemøblerne på tagterrassen er strategisk placeret foran kongeslottet, så man får den optimale panoramaudsigt, og i baren får du gode cocktails, øl, vine og vand samt tapas. Tagterrassen er lille, så det er en god idé at bestille bord.
Terraza de Sabatini, Cuesta San Vicent 16
9. Kultur i den gamle kødby
Madrids tidligere kødby ligger ved floden Manzanares, og de gamle slagtehaller er i dag omdannet til en kulturby. I murstensbygningerne i neomudéjar-stil finder du alt fra en biograf, teater, udstillingslokaler samt kunstnerværksteder omkring en central plads, hvor der afholdes koncerter samt bog- og designermarkeder. Omkring pladsen findes også en række cafeer og food-trunks, og stedet er populært blandt de lokale i weekenden, hvor de slapper af med familien. Gå også en tur langs floden med anderledes, kreative broer, løbe- og gangstier, skaterbane og grønne områder.
Matadero, Paseo de la Chopera 10
10. Digterens storbyoase
Den spanske digter og dramatiker Lope de Vega (1562-1635) kaldes også “den spanske Shakespeare”, fordi han producerede et stort antal skuespil. Et af de mest kendte er Fuenteovejuna.
Lope de Vegas bymuseum ligger i en smal gade i Madrids Huertas-kvarter, også kaldet det litterære kvarter, fordi mange store forfattere fra den spanske guldalder holdt til her i det 17. århundrede.
Loe de Vega købte huset i 1610 og boede der til sin død. I 1935 blev det omdannet til husmuseum, og her kan du, på en guidet tur, se nogle af forfatterens møbler og andre personlige ejendele som bøger og malerier samt scenografimodeller til nogle af hans teaterstykker. Museet viser ikke blot, hvordan Lope de Vega levede, men giver også en fornemmelse af tidsånden under de store guldalderforfattere i Madrid.
Døren til den grønne, stille gårdhave står altid åben i museets åbningstid, så har kan du altid gå ind og holde en pause fra Madrids storbylarm. En guidet tur skal bestilles i forvejen.
Casa Museo Lope de Vega, Calle de Cervantes 11
Flere rejsetips til Madrid
- Vil du have flere tips til oplevelser i Madrid, så læs også denne begynderguide til Madrid
- Leder du efter gode hoteller i Madrids centrum, så læs guiden til de hoteller, jeg har testet og anbefaler i Madrid
- Søger du tips til, hvor du skal spise og drikke i Madrid, så kan du læse min guides til gode restauranter, tapasbarer og cafeer i Madrid
- Her kan du tjekke flyafgange til Madrid og priser