Spanierne elsker kaffe, og i spanien er du sjældent langt fra en café eller bar, som serverer en god kop kaffe. Glem dog alt om latte, cappuccino og flat white, for de er kun på kaffekortet hos de internationale kaffekæder. Her guides du igennem de spanske kaffevarianter.
I Spanien er det altid kaffetid. Fra tidlig morgen til sen aften nyder spanierne kaffe på alt fra primitive barer til moderne cafeer. Kaffebarer er hippe i Spanien, og især i de større byer popper der hele tiden nye specialiserede kaffebarer op med uddannede baristaer bag kaffemaskinerne.
Kaffe i Spanien brygges oftest efter espressometoden. Det hårde tryk på vandet, kombineret med den lille mængde perfekt malede bønner, giver kaffen en kraftigere smag, end hvis den blev brygget på en almindelig maskine eller i en stempelkande. Espressokaffen tilsættes derefter vand, mælk eller spiritus, afhængigt af, hvilken kaffetype, du ønsker.
I guiden får du navnene på, og en beskrivelse af, de forskellige spanske kaffevarianter, så du har styr på, hvordan du bestiller din kop kaffe i Spanien.
Café solo
Café solo er den spanske udgave af espresso, men i en stærkere udgave. Det er den mest populære kop kaffe i Spanien, og den drikkes ofte efter maden.
Cortado
En cortado er en café solo tilsat et skvæt mælk, i nogle tilfælde mælkeskum, og den der ligger tættest på en cappuccino. I nogle regioner kaldes den for en café manchado.
Americano
Café Americano er en helt almindelig sort kop kaffe, som ligger tættest på den, vi drak i spandevis i Danmark, før der gik mode i at nyde andre kaffevarianter. I Spanien serveres der dog ikke filterkaffe, men en espresso tilsat kogende vand. Bestiller du blot un café i Spanien, så får du også en sort kop kaffe.
Leche manchada
Hvis du ikke er den store kaffedrikker, men bare gerne vil have en lille snert af kaffesmag, så bestil en leche manchada. Oversat betyder det “mælk med kaffe”, og du får en kop varm mælk tilsat en lille sjat kaffe.
Café con hielo
På en varm sommerdag er det skønt med en iskaffe. Sådan en får du, når du bestiller en café con hielo. Du får en kop varm kaffe og et glas med is ved siden af. Hæld kaffen op i glasset med is, og blot et øjeblik efter har du en iskaffe. Vil du have mælk i din iskaffe, så bestil en café con leche con hielo.
Descafeinado
Vil du have koffeinfri kaffe, så skal du bestille en café descafeinado. Spanierne drikker ikke meget koffeinfri kaffe, så oftest fås den kun som instant kaffe. Du får en kop varmt vand et brev koffeinfri kaffe. Flere moderne kaffebarer og cafeer har dog i stigende grad koffeinfri kaffe på maskinen. Finder du det på kortet, så bestil en americano descafeinado. Vil du have din koffeinfri kaffe med mælk, så husk at bestille den con leche.
Café bombón
Hvis du har en sød tand, så skal du smage en café bombón, som er fed og sød, kondenseret mælk, der er toppet med et skud espresso.
Carajillo
Denne kaffevariant er perfekt til en kølig dag. Carajillo er et skud espresso, tilsat rom, whisky eller cognac. Du vælger selv din favoritalkohol.
Sådan bestiller du kaffe i Spanien – infografik
Gem infografikken på din telefon eller ipad, så har du guiden ved hånden, når du skal bestille kaffe på ferien i Spanien.
Har du styr på de spanske sherrytyper?
Hvis ikke, så kan du lære dem at kende her