Er du digital nomade, har du taget lidt arbejde med på ferien, eller leder du efter en café med gratis wi-fi, hvor du kan hygge dig over din computer? Her finder du hyggelige cafeer i Madrid, hvor du kan sidde med din computer og drikke kaffe så længe, du vil.
Stort set alle cafeer i Madrid har gratis wi-fi, og flere og flere indrettes, så der også er plads til, at man kan sidde med sin computer i længere tid. Det er en selvfølge, at en metropol som Madrid følger med det moderne, digitale menneskes behov i både fritid og arbejde, især i et land, hvor livet leves ude, og cafeer og barer fungerer som dagligstuer. Især Madrids bogcafeer er populære og arbejdsvenlige, og der popper hele tiden nye op i kvartererne. Cafeernes koncept, stil og indretning er forskellige, og der er både en café til dig, der gerne vil have ro, og dig der kan lide at have lyden af mange menneskers livlige samtaler og god musik som soundtrack, når du sidder på café med din computer.
1. Den hippe cykelcafé
La Bicicleta er lige så hipstercool, kreativ og populær som Malasaña-kvarteret, hvor cafeen ligger.
På væggene hænger cykler, kaffesække og store grafiske prints, og her er dedikerede arbejdsområder som et stort plankebord midt i lokalet samt ved vindueskarmene. Omkring arbejdsbordene er her små grupper af hyggelige siddekroge med vintagesofaer og -stole, hvor du også kan sidde med din laptop eller tage en pause fra arbejdet.
Stemningen er afslappet og livlig, og her kommer mange stamgæster – både lokale og besøgende. Cyklister trækker deres cykler gennem lokalet og ned i kælderen, hvor de kan fikse et punkteret dæk eller smøre olie på kæden. La Bicicleta er en af mine favoritcafeer, og hvis du trives med masser af liv omkring dig, så vil du elske den.
På menuen er der et godt udvalg af god kaffe, morgenmad, brunch, kager og sandwiches, ligesom La Bicicleta har flere veganske og økologiske valgmuligheder.
La Bicicleta, Plaza de San Ildefonso 9
2. Oase med second hand-bøger
Duften af bøger rammer næsen, så snart du træder ind ad døren til La Fugitva i Madrids multietniske kvarter Lavapiés. Cafeen er spækket med tårnhøje reoler og borde, der er spækket med bøger. Du kan sidde i små kroge med cafeborde og stole med bløde puder, hvor du kan arbejde og bladre i stedets mange bøger. Vinduespladserne har udsigt til gaden og det lækre madmarked Anton Martín, og i den lille bar kan du få kaffe, te og snacks. Cafeen er populær og velbesøgt, men her er ro til at fordybe sig i computeren eller stedets bøger.
Det enorme litteraturudvalg tæller emner som mad, kunst, rejser, sport, religion, filosofi samt noveller og romaner. Titlerne er dog på spansk. Her afholdes også workshops og oplæsninger.
La Fugitiva, Calle de Santa Isabel 7
3. Paradis for filmnørder
Den farverige café Ocho y Medio, der er opkaldt efter Fellinis berømte film 8 1/2, er et slaraffenland for enhver filmelsker. Omkring gamle biografsæder og retrosofaer og -borde finder du stabler af filmplakater, filmmanuskripter, T-shirts og filmrekvisitter. Størstedelen af rekvisitterne og plakaterne stammer fra Pedro Almodóvars film, som er optaget i byen.
Sæt dig til rette i det anderledes og meget spanske filmunivers med din computer. På cafékortet er der god kaffe, og morgenmads- og frokostretterne er opkaldt efter filmklassikere. Ocho y Medio har også en terrasse, hvis du gerne vil sætte dig i en instruktørstol udendørs.
Ocho y Medio, Calle de Martín de los Heros 11
4. Bøger og god vin
Tipos Infames er en skøn kombination af boghandel, café og vinbar. Det trendy sted ligger tæt på den populære shoppinggade Fuencarral, og her samles de lokale til vin efter arbejde.
Om dagen er her mere stille, og her er både åndeligt og fysisk højt til loftet og masser af plads mellem bogreolerne og bordene, hvor du kan sidde med din computer. Skal du holde møde eller arbejde med andre, er Tipos Infames også et velegnet mødelokale. Og så kan du nyde et godt glas vin til eller efter arbejdet.
I boghandlen er der fokus på smalle, spanske forlag og forfattere. Vinene kommer også overvejende fra mindre lokale producenter, og her fås rød- og hvidvin samt vermouth. I baren fås også kaffe og snacks. Tipos Infames har desuden løbende kunstudstillinger, workshops og bogreceptioner.
Tipos Infames. Libros y vinos, Calle de San Joaquín 3
5. Kreativ med dagligstuestemning
La Infinito fungerer ofte som mit kontor og dagligstue, når jeg er i Madrid. Dels fordi cafeen kun ligget et stenkast fra den lejlighed, jeg bor i, når jeg opholder mig i byen, og dels fordi jeg elsker den stemning og arbejdsro, jeg får her.
Omkring hjørnebaren er små øer af borde, hvor du kan indrette din mobile arbejdsplads. Mange kommer og sidder her alene, og her er stille, så stedet er velegnet til et møde for et par personer i rolige omgivelser. På væggene, der er kreativt dekorerede er der små reoler med bøger, og vinduerne har dybrøde gardiner, der leder tankerne mod teatret. La Infinito har også jævnligt mikro-teaterforestilliger, som bl.a. foregår på toilettet.
På kortet er der kaffe, te, friskpresset juice, yoghurt, toast (den med avocado kan anbefales), sandwiches, tapas og kager. I weekenden er cafeens brunch populær.
La Infinito, Calle de los Tres Peces 22
6. Retro i kunstkvarteret
Lige bag det moderne kunstmuseum, Reina Sofia, finder du La Libre, i den hyggeligste gade i det multikulturelle kvarter Lavapiés. La Libre er endnu en af Madrids mange cafeer, der er indrettet, som var det en dagligstue. Ejeren, Pilar, har gjort det nemt at føle sig hjemme i det charmerende virvar af retromøbler og -nips fra 1960’erne og 1970’erne. Her er også en bunke brætspil samt genbrugsbøger. Du kan medbringe en bog til reolen og tage én anden med hjem.
Personalet behandler gæsterne – både mennesker og hunde – hjerteligt, og i baren serveres brunch, sandwiches, kager og tapas. Gæsterne er både kvarterets kreative og turister, der har fundet vej fra Reina Sofia.
Trods der er meget liv på cafeen, kan du sagtens finde ro, men cafeen er mest velegnet til dig, der kan sidde i en lænestol med din laptop i skødet.
La Libre, Calle Argumosa 39
7. Moderne konceptcafé
Den mest moderne café på listen er La Central, som ligger i forlængelse af den tre-etagers store boghandler af samme navn. La Central er et populært boghandelkoncept i Spanien, og Madrid har tre afdelinger (bl.a. ved Reina Sofia). Den største ligger ved Plaza de Callao, og her kan du sidde i den enkelt indrettede café og benytte wi-fi.
Cafeen besøges af alt fra unge studerende, der laver lektier, til pensionister, der nyder deres eftermiddagskaffe, mens de hygger sig med dagens bogindkøb. Cafeen tilbyder alt fra morgenmad, salater, sandwiches og burgere til dagens ret.
I boghandelen finder du bøger i alle genre, ligesom La Central også har funky gaveideer som tasker, punge, anderledes postkort, krus og notesbøger.
La Central de Callao, Calle Postigo de San Martín 8
Tips til spisesteder i Madrid
Madrid er et eldorado af spisesteder. Har du svært ved at vælge og finde rundt i dem, så kan du blive inspireret i mine guider til tapasbarer og restauranter i Madrid