Granada har alt, hvad et madhjerte kan begære. Gå ombord i alt fra gratis tapas til avantgarde-mad og søde sager. Find vej til Granadas bedste tapasbarer, restauranter, te- og ishuse.
1. Nytænkende andalusiske retter i smøgen
Gemt i en smøge, tæt på rådhuset finder du gastrobaren, Alameda, der er en af de mest lovende spisesteder i Granada.
Alameda er i to etager med kombineret bar/restaurant i stueetagen og restaurant på første sal. Indretningen er enkel, stilfuld og moderne, ligesom retterne på tallerkenerne.
Alameda serverer nyfortolkninger af andalusiske retter med et internationalt twist. Det gør de så godt, at Michelin-komiteen har tildelt restauranten en “plate” i 2019.
Alamedas avantgardistiske fiskeretter og ikke mindst tyrehaleragout smager fantastisk. Vil du hellere have tapas, så fås de også i kreative og moderne varianter. Vinene er lokale og veludvalgte. Alameda har også en terrasse, hvor du kan nyde en drink og en tapa.
Alameda, C/Rector Morata 3
2. Gode vine og tapas i det jødiske kvarter
I udkanten af det gamle, jødiske kvarter, Sacromonte, ligger Casa de Vinos, der, udover at være en sublim vinbar, også hører til Granadas bedste tapasbarer.
Den lille bars facade er langt fra prangende, men bemærk, at der omkring døren hænger et udvalg af udmærkelser, som Casa de Vinos har fået gennem årerne. Indretningen i baren er hulelignende med en gigantisk bardisk i mørkt træ i centrum med vinmenuen skrevet på fine kort på menukortet, der en integreret del af bardisken.
Til husets enorme udvalg af gode vine kan du (ud over den gratis tapa med vinen) nyde klassiske tapas som oste (jeg fik en lækker gedeost med pedro ximenez-marmelade og stegte løg), skinke, chorizo, pølser og andepaté med appelsin.
Casa de Vinos la Brujidera, Monjas del Carmen 2
3. Legendarisk morgenmad
I over 100 år og gennem fire generationer har familien Suárez langet Granadas mest eftertragtede morgenmad, churros con chocolate, over disken. Cafeen, der også er for de morgenfriske (den åbner allerede kl. 6), har også en restaurant, men det er den traditionsbundne, spanske morgenmad, den er mest kendt for.
Er du ikke til søde churros og chokolade kan du også få en sandwich eller en croissant og en kop kaffe. Om eftermiddagen drikkes der også kaffe og spise is på cafeens terrassen.
Café Fútbol, Plaza de Mariana Pineda 6
4. Granadas bedste tapasbar med gratis fisketapas
Bag en facade, der er blå som havet, et stenkast fra katedralen, finder du fiskebaren og restauranten Cunini, der siden 1953 har langet fiskeretter over disken.
De ældste stamkunder ser ud til at have været her næsten lige så lang tid som baren har eksisteret, og de fleste foretrækker at spise i baren ved den store marmordisk, hvor der er livligt og god stemning.
Bestiller du en øl eller et glas vin får du en gratis fisketapa, og her er man ikke nærig med portionerne. Er du mere sulten så suppler med fiske- og skaldyrsretter fra kortet, som tæller rejer, krabber, østers, muslinger, havaborre og hummer.
Restaurante Marisquería Cunini, Plaza Pescadería 14
5. Tapas med udsigt over Alhambra
Det er ikke lige til at se det, når man står foran restauranten Morayma, men bag den tunge, brune trædør gemmer sig et paradis af en frodig have med udsigt til Alhambra.
I haven – og indenfor på restauranten – kan du nyde tapas og middelhavsretter som blæksprutter, tun og tyrehaleragout, som smager udemærket, men priserne ligger i den høje ende for den slags klassiske retter. Her må du betale lidt for udsigten.
Du kan også nøjes med at drikke en øl og spise en tapa på den lille repos, mellem haven og restauranten, mens du nyder den fantastiske udsigt til Alhambra.
Restaurante Mirador de Morayma, C/ Pianista García Carrillo 2
6. Orientalsk middag i Alladins hule
I en lille smøge i det arabiske kvarter finder du restauranten Arrayanes, som serverer marrokansk halal-mad og hører til de bedste, arabiske restauranter i Granada.
Indretningen er gennemført orientalsk med klinker, orientalske buer, stole, svøbt i dybrødt stof og orientalske lamper. Det føles fuldstændig som at være blevet fløjet på et flyvende tæppe og ind i et orientalsk eventyr.
På menuen er der bl.a. lækre forretter som Fez-salat, en uimodståelig babaganoush, arabisk salat og hummus, som serveres med virkelig godt, hjemmebagt brød. Hovedretterne tæller populære spyd med lam, kylling eller oksekøb, der serveres med ris og grøntsager samt forskellige tagines og couscous.
Arrayanes serverer ikke alkohol, men du kan få et udvalg af smoothies, juicer og sodavand.
Restaurante Arrayanes, Cuesta de Marañas 4,
7. Arabisk te og kage
Granadas arabiske kvarter, Albayzín, er overdrysset med små, hyggelige tehuse. Min favorit er La Tetería, som ligger lige bag de arabiske bade.
Tehuset er en orientalsk hule med masser af hyggekroge med ægte tæpper, bløde puder og arabiske keramikborde. Her er også en hyggelig terrasse med udsigt til Alhambra.
På kortet finder du et gigantisk udvalg af te samt hjemmebagte arabiske og mere vestligt orienterede kager som chokolade- og gulerodskage. Både te og kager smager rigtig godt, og det er en fantastisk hule at finde ro og en pause efter at have besteget kvarterets stejle gader.
La Tetería del Bañuelo, C/ Bañuelo 5
8. Granadas bedste is
På en af Granadas hovedgader, Gran Vía de Colón, der ligger klos op ad katedralen, løber du helt sikkert ind i en stime af lokale med isvafler i hænderne. På hovedgaden finder du nemlig byens absolut bedste isbar, Los Italianos, som er elsket af både små børn og berømtheder som Michelle Obama.
Den italienske isbar har eksisteret i over 80 år, og opskrifterne på de frosne cremer i flere varianter er en velbevaret familiehemmelighed. Isen få både i kugler og lagkage. Den mest populære er en skive islagkage med chokolade, sorbet og kandiserede mandler og frugt, som serveres i en vaffel.
Heladería Los Italianos, Gran Vía de Colón 4
9. Udsøgte gourmetdelikatesser
Andalucía Delicatessen er hverken en tapasbar eller restaurant, og det eneste, du kan spise her er de gourmetdelikatesser, som der gavmildt deles smagsprøver ud af. Den er med på listen over gode spisesteder i Granada, fordi det er et must at shoppe gourmetdelikatesser her.
Den lille perle af en moderne butik er spækket med lokale delikatesser som skinker, oste, olivenolier, eddiker, marmelader, krydderier, cava og rødvine. De fleste af lækkerierne kommer fra små, lokale producenter, og det er virkelig værd at reservere plads til kufferten til at tage nogle af herlighederne med hjem. Du finder den lille shop tæt på Rådhuset.
Andalucía Delicatessen, C/ Salamanca 11
Flere tips til Granada
Find inspiration til oplevelser i guiden til Granada
Læs også om det mauriske palads, Alhambra, der er et must see i Granada