Hele verden mødes på de gode restauranter i Madrid. Uanset om du vil spise klassisk spansk, kreativt og moderne, latinamerikansk eller internationale fusionsretter, så fås den i velsmagende udgaver. Her får du tips til nogle af byens bedste restauranter.
1. Gastronomisk rundtur på den trehjulede cykel
Interessen var enorm, da tre unge kokke for fire år siden åbnede TriCiclo (den trehjulede cykel) med fokus på enkle, moderne retter med internationalt præg, og den er ikke blevet mindre af, at de unge kokke har fået tildelt Michelins Bib Gourmand for deres smukke retter med høj kulinarisk ekspertise.
Stemningen er uformel og servicen i top omkring de rå træborde i de enkelt indrettede, hvide lokaler. Menukortet, der varierer med årstiden, er inddelt i tre kategorier. ”Del Mercado” er baseret på enkle råvarer fra markedet, ”Un paseo” er gourmetudgaver af traditionelle retter, og ”Un Viaje” består af overraskende fusionsretter fra hele verden.
Rejer med shiso-sauce og mango er ofte på kortet og et hit hos de fleste – også mig, og steak tatar med æg er et must for kødelskere. Hvis roastbeef, dækket af en symfoni af grøntsager, er på kortet, når du kommer forbi, så kan den også anbefales. De fleste retter fås både som tapas og raciones (portioner), så smag en ret fra hver kategori og del, hvis I er flere. Bestil bord i god tid.
TriCiclo
Calle Santa Maria 28 (vis på kort)
2. Gode frokostretter hos den rustikke lillebror
Tándem er TriCiclos lillebror, og du finder den længere nede af samme gade, som storebroren ligger på. Konceptet er lette og rustikke retter, som serveres ved rå træborde i rustikke lokaler. Tándem er et godt sted at spise frokost, men du kan også droppe ind til brunch, aftensmad eller en drink. På menuen er der enkle deleretter som skinke, laks, ceviche, croquetas og humus, sandwich, salater og gode gryderetter som rabo de toro (tyrehaleragout). Her kan du godt satse på at droppe ind, uden at have bestilt bord.
Tándem
Calle Santa Maria 39 (vis på kort)
3. Kreative tomatretter med Spanske tomater i latinamerikansk udgave
Hos Celso y Manolo kombineres det bedste fra det traditionelle, spanske køkken med et strejf af Nuevo Latino. Restauranten, der ligger i det hippe homokvarter, Chueca, er en moderniseret videreførelse af en ældre restaurant og opkaldt efter de tidligere ejere. Den gamle marmorbar fra 1950’erne er stadig i centrum i de enkle, æstetiske lokaler med tyrehoveder i flet på væggene og dæmpet belysning. Retterne er enkle og baseret på gode, økologiske råvarer og har fået et tallerken-symbol i Michelin.
På menuen er der, udover kød, risretter og fisk og skaldyr, herunder byens bedste croquetas med torsk, et stort udvalg af oste og interessante tomatretter, der kreeres af en kok i baren. Lækre er Chuletón de Tomate (tomat-ribeye med avocado, papaya, mango og friske urter) og Solomillo de Tomate (tomatsandwich på blandede tomater med røget svinekød og pinjekerner). Den madrilenske gaderet, bocadillo de calamares (blækspruttesandwich) løfter sig i Celso y Manolos udgave over gadeniveau med en citronmayo. Det gode udvalg af vine tæller etiketter fra lokalegnen og økologiske fra Catalonien.
Bestil bord i forvejen. Dropper du impulsivt forbi er der ofte en plads i baren.
Celso y Manolo
Calle Libertad 1 (vis på kort)
4. Argentinske bøffer i junglen
Det amerikanske køkken er velrepræsenteret i Madrid, og Casa Jaguar, der er en af de nyestere, serverer virkelige gode sydamerikanske fusionsretter. Casa Jaguar ligger i en lille sidegade tæt på metrostationen Operá. Når du går ind ad døren, træder du ind i en hyggelig, eksotisk verden med et stort Henri Rousseau-inspireret junglemaleri på væggen, kurvestole, træborde og naturfarver.
Mens du venter på dit bord kan du sidde i kurvestolene eller den store træbar og nyde en cocktail, en øl fra det store udvalg af argentinske øl eller vin fra det omhyggeligt sammensatte kort med argentinske, chilenske og spanske vine.
Menuen er en rejse fra Mexico til Argentina, fusioneret i en moderne udgave. Der er bl.a. peberfrugter med gedeost, ceviche, honningbraiseret svinekød med sød kartoffelmos, rejer med ananas, kokos og rom, masser af valgmuligheder for vegetarer og ikke mindst anbefalelsesværdige, argentinske bøffer. Bøfferne er så møre, at tænderne knapt behøver at arbejde, og de ledsages af enkelt tilbehør, der består af stegte kartofler og tomater, krydderurter og en salsa. På dessertkortet finder du bl.a. gode chokolade- og limekager.
Fra tirsdag til fredag kan du få en Menu del dia (dagens menu) til frokost.
Casa Jaguar
Calle de los Caños del Peral 9 (vis på kort)
5. Økologi på charmerende Plaza de Olavide
Hos Mama Campo er de gode, økologiske råvarer fokus og maden enkel uden dikkedarer, ligesom bæredygtighed også er i fokus i indretningen. Mama Campo består af tre afdelinger – restaurant, bar og økologisk butik. Restauranten ligger på en af byens hyggeligste pladser, Olavide, væk fra de store turisthorder. Mama Campos terrasse er et charmernede sted til et hurtigt måltid, mens du nyder folkelivet på pladsen. Prøv de friterede blæksprutter med hvidløgsmajonæse. De friske blæksprutter er bløde indeni og knasende sprøde udenpå og smager himmelsk. Hvidløgsmajonæsen er hjemmerørt og med tilpas godt bid. Mama Campo serverer også en god kyllingefrikassé og lækre torskefritter.
I butikken rundt om hjørnet kan du købe økologiske produkter som friske grøntsager og frugt, olier, pesto og marmelade.
Mama Campo
Calle Trafalgar 22 – indgang fra Plaza de Olavide (vis på kort)
6. Byens bedste tortilla
Lateral har flere restauranter i byen. Min favorit ligger på den hippe shoppinggade Fuencarral i Chueca-kvarteret, og her får du gode tapas med restaurantservice. Indretningen er moderne med hvide vægge og lyse træmøbler og maden enkel med et kreativt twist. Jeg har spist mig gennem mange tortillas (kartoffelomelet) i byen, men Laterals er i særklasse. Cremet og virkelig lækkert krydret. På menukortet er der også god laksetatar, vilde svampekroketter og mørbrad med foie gras. Vinkortet er også glimrende på Lateral.
Lateral
Calle de Fuencarral 43 (vis på kort)
Find mere inspiration til spisesteder i guiden til tapasbarer i Madrid og caféguiden.