Semi-ørkenen Las Tabernes i Almería-provinsen er elsket af filminstruktører verden over. Især Sergio Leone gjorde med sine spaghetti-westerns området berømt. Kom med på en tur i firhjulstrækker gennem filmkulisser og fascinerende landskaber.
Det føles som at køre direkte ind i en film, da firhjulstrækkeren drejer af hovedvejen, 30 kilometer Nord for byen Almería, og kører under Cautivo-broens hvælving.
Jeg er muligvis påvirket af, at adskillige filminstruktører i årtier også har kunnet se de filmiske kvaliteter i Europas tørreste område, Desierto de Tabernas i Almería. Solen bager fra en skyfri himmel, da jeg , sammen med to lokale filmnørder, til den verdensberømte semi-ørken i firhjulstrækker.
Det 11,6 hektar store område med bakkelandskab, græsplettede sletter og barske bjerge er siden 1950’erne blevet brugt som kulisse i adskillige spille-, dokumentar- og reklamefilm, tv-serier samt musikvideoer. Over 300 film er optaget i Tabernas-ørkenen i perioden fra 1950’erne til 2020’erne.
Berømte skuespillere som Henry Fonda, Clint Eastwood, Harrison Ford, Sean Connery og Brigitte Bardot har foldet deres talent ud i ørkenlandskabet.
Krigsfilm gjorde Andalusien berømt
”Her blev den engelske krigsfilm Lawrence of Arabia fra 1962 filmet, og det var den, der gjorde Andalusien berømt hos filmfolk”, fortæller Carlos, da vi et par minutter efter stopper midt i en ørkenoase, centreret omkring et par broer og en tørlagt, kunstig flod, omgivet af palmer.
”Her i ørkenoasen hviler Peter O’Toole og Omar Sharif, mens de taler om, hvordan man kommer til byen Àquaba. Oasen kaldes også Lawrence of Arabia-oasen”, fortsætter Carlos.
Da filmen blev optaget, tilbragte instruktøren David Lean og det 400 personer store filmhold flere måneder i ørkenen. Også 1000 lokale statister, 750 heste og 159 kameler medvirkede.
Spaghettiwesterns og amerikanske storfilm
”Det er det mest fotograferede sted i området. Her rider Clint Eastwood i filmen Hævn for dollars”, siger Carlos og peger på en bakketop, da vi kører lidt væk fra oasen og længere ned af boulevarden Rambla de Tabernas. Den berømte spaghetti-westerninstruktør, Sergio Leone, filmede hele Dollar-trilogien fra 1960’erne og flere af hans andre westerns i ørkenen.
Carlos skruer op for musikken, og til lyden af Enniro Morricones berømte tema til Den gode, den onde og den grusomme, kører vi længere ind i ørkenen og forbi steder, der optræder i Leones film.
”Clint Eastwood er den skuespiller, der har optaget flest film i Tabernas, og de fleste af dem er med Leone som instruktør”, fortæller Carlos.
Tabernas er også portrætteret i adskillige amerikanske film, herunder i Steven Spielbergs storfilm Indiana Jones og det sidste Korstog (1989) med bl.a. Harrison Ford og Sean Connery.
”Mange af filmens tank-scener er optaget langs denne boulevard”, lyder det fra Carlos, da vi kører ad Ramblas Viciana.
Western-parker i baglandet
På en bakketop står et gigantisk ”Texas Hollywood”-skilt, der til forveksling ligner vartegnet i Los Angeles. Bag skiltet, på den anden side af bakken, ligger forlystelsesparken af samme navn, og der er flere lignende i området. Det er blevet en hel turistindustri at se shows i westernby-kulisser, som Leone og andre instruktører har benyttet, og som stadig bruges til filmoptagelser i dag.
Størstedelen af de turister, der besøger Tabernas i Almería-provinsen vælger western-forlystelsesparkerne, og det forstår jeg ikke. Det er herude, man får de smukkeste naturoplevelser, og finder de mest naturtro filmkulisser, lyder det fra Carlos, da vi kører forbi skiltet.
Den stille ørkens forunderlige månelandskab
Gigantiske støvskyer slår mod firhjulstrækkeren, mens den forcerer det kuperede terræn udenfor alfavej. Vi er taget på en afstikker dybere ind i det fascinerende, filmiske månelandskab med tørre flodsenge, skråninger og kløfter, der er skåret ud af erosion.
Tabernas Almería, der strækker sig fra den østlige del af La Alpujarra ned til kysten ved El Cabo de Gata, er formet på en gammel havbund af den sjældne, men voldsomme regn, der forekommer her, hvor der er mere end 300 solskinsdage om året.
Temperaturen har nået 30 grader, og her er påfaldende stille. Kun rovfuglene og de lette vindpust bryder stilheden i det naturbeskyttede område, hvor der også er mange slanger og firben, som jagter de insekter og gnavere. Dem møder vi dog ingen af.
Ridley Scotts bibelske univers
Vores sidste stop på filmruten, i Tabernas i Almería, er den lille landsby El Chorillo, som ligger mod Sierra Alhamilla-bjergkæden, ca. 15 km fra Almería. Her træder vi ind i både den nyere filmhistorie og fortidens Egypten i Almerías bedst bevarede filmkulisser, som blev bygget til Ridley Scotts bibelske film, Exodus – Gods and Kings (2014).
Filmen er den, der har brugt længst optagetid i Almería, og handlingen er inspireret af Anden Mosebog. Christian Bale spiller hovedrollen som Moses, og danske Dar Salim, har en birolle som Khyan.
Filmkulissen består af et par smalle gader med spartanske stenhuse med bittesmå vinduer med tremmer for, der blot er opført som papfacader, forbundet af interne korridorer. På afstand ligner de korthuse, der er ved at skvatte sammen. Bag nogle af facaderne er der indrettet små hjørner med bl.a ildsted og en siddeplads, som har været kulisse, når der blev optaget indendørsscener.
”I disse kulisser boede slaverne, men i filmen er ghettoen en gigantisk by, som er blevet til med visuelle effekter. Og her blev scenen, hvor Ramses’ enorme hær angriber ghettoen for at dræbe Moses bl.a. skudt. Den var svær at optage, fordi der var meget lidt plads til de mange heste, skuespillere og filmfolk, fortæller Carlos.
Ud over ghettoen, består filmkulisserne også af et par pladser med en kirke, et par andre bygninger samt palmestier. Det hele omkranses af Almerías ørkenlandskab.
– Ridley Scott valgte Almería, fordi ørkenlandskabet sagtens kan forestille at være i Egypten, men palmerne er bragt hertil, griner Carlos.
I dag er El Chorrillos filmkulisser nogle af de mest eftertragtede blandt filmproducenter, og de har gennemgået flere justeringer under optagelserne til nyere film og serier, bl.a. Game of Thrones sæson 6.
Da vi kører ud af Tabernas-området møder vi flere store filmbusser og filmfolk, der filmer fra store kraner, som vidner om, at Tabernas Almería stadig er en filmstjerne.
Sådan kommer du til Desierto de Tabernas i Almeria
Fra Almería til er der ca. en halv times kørsel til Tabernas via A-92. Der er ikke offentlig transport til ørkenen. Du kan køre i bil ad ørkenens hovedveje, og der er også flere vandreruter. Information om vandreruter samt kort fås på Almerias turistkontor.
Du kan booke en guidet tur i firhjuletrækker i Tabernas i Almeria, hvor du både oplever landskabet og ser kendte filmlocations (reklamelink)
OBS!: Det frarådes på det kraftigste at køre rundt i Tabernas på egen hånd i bil, da der ikke er afmærkede veje og skiltning. Risikoen for at fare vild er stor.
Flere rejstips til Almeria
Læs også guiden til gastronomiske oplevelser i Almeria bl.a. tv-kokken, Antonio Gázquezs restaurant La Eres de Antonio, som ligger i Tabernas Almería.
Kom også med indenfor hos den bæredygtige tomatavler Lola i Almerias enorme drivhusområde, også kaldet plastikhavet.