I Cádiz-provinsen finder du den opsigtsvækkende, lille landsby Setenil de las Bodegas. Byen skiller sig ud fra perlerækken af hvide andalusiske landsbyer, da mange af husene er bygget ind i klippehulerne.
Efter at have forceret adskillige stejle veje og hårnålesving, åbenbarer den lille by med hvidkalkede huse, Setenil de las Bodegas, sig smukt og overraskende. Byens huse klæber sig til stejle, frodige klippesider ned mod Guadalporcun-floden, der løber gennem byen.
Den usædvanlige, hvide, andalusiske by (pueblo blanco) huser omkring 3000 sjæle, hvoraf de fleste bogstavligt bor under en sten.
Setenil ligger blot 18 kilometer fra Ronda og 95 kilometer fra Málaga, så det er oplagt at besøge den, hvis du holder ferie i en af de populære byer.
Huler til opbevaring af madvarer
Setenil blev grundlagt af romerne og senere besat af mauerne. Navnet Setenil antages at stamme fra den romersk latinske sætning septem nihil (syv gange nej), som referer til, at det mislykkedes katolikkerne at generobre byen fra mauerne seks gange. Først i syvende forsøg lykkedes det. Det var i 1484, hvor det moderne Setenil opstod.
Folk bosatte sig i byen af praktiske årsager. De naturlige huler i Setenil var nemlig perfekte boliger, fordi de kunne holde varmen ude om sommeren og kulden om vinteren.
Lige så vigtigt, så var de kølige huler ideelle til at opbevare landbrugsvarer som oliven, mandler og vin – deraf byens tilnavn Bodegas (lager) – som blev dyrket i byen.
I dag kan du stadig se oliven- og mandeltræer blomstre på Setenils bakker og hustage.
Gaden med klippetag
Den mest spektaktulære oplevelse i Setenil er ubetinget den lille snoede gade, Calle Cuevas de la Sombra, der er total overdækket af en klippevæg.
Fugten fra klippen rammer dig drypvist i nakken, når du går under klippebroen gennem gaden. For nogle ser gaden faretruende ud, men klippen flytter sig ikke, og går du under den, får du en malerisk oplevelse. Kig også ind i gadens små butikker, så du kan se husene indefra.
Nyd en drink under klippen
Under klippehalvtaget ved floden i centrum ligger barer og små butikker side om side. Det er et fantastisk sted at nyde en kop kaffe eller en tapa og et glas vin, mens du nyder udsigten og ikke mindst lokallivet i den lille by. Især om formiddagen mødes byens ældre mænd over et glas sherry, mens de udveksler dagens nyheder. Kan du tale en smule spansk, så er de meget åbne for at fortælle dig om byen.
Setenil er kendt i regionen for sit gode køkken, og især chorizo, svinekød og kager, og byens barer er blandt nogle af de bedste i regionen. Byens gårde leverer også frugt og grønt til de nærliggende byer som bl.a. Ronda.
Flere rejsetips til Andalusien
Storbyferie i Málaga eller Sevilla eller besøg i små landsbyer? Find flere rejseguides og tips til Andalusien her