Det er et must at besøge Málagas Soho-kvarter, hvis du er vild med gadekunst. Málagas hippe kunstnerkvarter er nemlig spækket med værker af nogle af verdens bedste gadekunstnere. Og her opstår hele tiden ny gadekunst af up-and-coming-kunstnere, der er værd at holde øje med.
Sydvest for Málagas centrum ligger det hippe flodkvarter, Soho, afgrænset af boulevarden Alameda Principal, Guadalmedina-floden og havneområdet med Plaza de la Marina. I mange år var kvarteret et nedslidt og forsømt boligkvarter, men det blev der lavet om på, da projektet MAUS (Málaga Arte Urbano Soho), i samarbejde med byrådet, hyrede verdensberømte gadekunstnere til at peppe kvarteret op.
Siden 2013 har kvarteret, med MAUS og Málagas museum for moderne kunst, CAC, som drivkraft, lagt husmure til et bredt og spændende udvalg af gadekunst, skabt af nogle af verdens største grafitti- og gadekunstnere som engelske D*FACE, belgiske ROA, amerikanske Obey, engelske Ben Eine og spanske Dadi Dreucol. Initiativet har ændret kvarteret, der i dag blot omtales som Barrio de Las Artes (kunstnerkvarteret), radikalt. Ud over at fungere som udendørs kunstmuseum er masser af kreative ildsjæle rykket ind i kvarteret og har skabt et blomstrende miljø.
Fra berømt gadekunst i verdensklasse til lokal grafitti
Gadekunsten, som er blevet skabt på MAUS’ initiativ tiltrækker også masser af andre gadekunstnere og grafittimalere til kvarteret. Og ud over at beundre de store internationale værker, kan du finde masser af gadekunst overalt på kvarterets fine arkitektoniske bygninger fra det 19. og 20. århundrede, på pladser, broer og langs den udtørrede flodbred. Stilarterne spænder fra alt fra grafitti, paste ups og stencils til gadekunst med klassisk biledkunst som inspiration.
Begynd turen ved museet for moderne kunst, CAC. Museet ligger ved broen, Puente del Perchel, ved Guadalmedinas udtørrede flodbred. Fortsæt rundt i kvarteret, og spring ikke over gaderne Casas de Campo og Simonet, hvor der er rigtig meget gadekunst. Husk at kigge både op, ned og i alle kroge. Gadekunsten gemmer sig nemlig ofte de mest overraskende steder.
Kort over gadekunsten i Soho
På MAUS’ hjemmeside kan do downloade et kort over gadekunstens placering i Soho-kvarteret i Málaga samt en beskrivelse af de forskellige kunstnere, der deltager i MAUS’ projekt. Download kortet her.
Flere rejsetips til Málaga
Find mere inspiration til Málaga i storbyguiden, restaurantguiden og caféguiden.