La Fábrica i Madrid er en interessant og yderst produktiv kunstfabrik. Ud over at huse et galleri, et forlag, en velassorteret fotoboghandel, butik og café står La Fábrica Madrid også bag nogle af Spaniens største kunstfestivaler og udstillinger.
I en stille gade i kvarteret Barrio de Las Letras, blot et stenkast fra kunstmuseet Caixa Forum, finder du La Fábrica. Fra gaden er det ikke umiddelbart til at se, at stedet rummer et kunstnerisk kraftcenter af de helt store. I stueplan er der indgang til cafeen samt en butik, hvor du kan finde souvenirs til kunst- og designelskeren som indrammede fotografier, vine, punge, tasker, ure, smykker og ikke mindst fotokunstbøger.
I butikkens udstillingsvindue afslører de klassiske kvalitetsbøger inden for fotokunstgenren, at La Fábrica interesserer sig mere for kunst og fotobøger end de fleste boghandlere. Går du videre ned ad trappen bagerest i butikken til kælderetagen, åbenbarer sig et sandt paradis for kunstelskere – især fotokunst.
Lille galleri med bemærkelsesværdig kunst
La Fábricas kælderetage består af to lokaler, der er foret med fotokunstbøger. Begynd i det bagerste lokale, der også rummer et lille galleri. Her er løbende udstillinger af bemærkelsesværdige fotokunstnere. La Fábrica har især fokus på at hjælpe de yngste generationer af fotokunstnere med at udvikle sig – både spanske og udenlandske – for uden dem er der ingen store kunstnere i fremtiden. La Fábrica lægger også vægt på, at priserne på værker af de unge fotografer er overkommelige, så man kan nemt blive fristet til at købe et unikt kunstværk. Fotografer som australske Max Pam, amerikanske Roger Ballen og spanierne Max de Esteban og Carlos Alba har bl.a. udstillet. (Hold øje med kalenderen på La Fábricas hjemmeside for kommende udstillinger).
Forlag med fokus på kvalitetsudgivelser
Fotobøgerne fylder det meste af La Fábricas 400 m² store lokaler. Her er over 1000 titler, som også tæller enkelte om arkitektur, moderne kunst, design og tegneserier. La Fábrica udgiver over 50 titler om året, flere af dem i samarbejde med internationale forlag. En stor del af titlerne er spanske, men du finder også enkelte titler på engelsk. Da fotografierne jo er det væsentligste i en fotobog, er der masser af fristelser – også for dig, der ikke forstår spansk. Blandt de mange kvalitetsfotobøger finder du titler af mesterfotografer som Sebastião Salgado, Robert Frank, William Eggleston, Nobuyoshi Araki og spanske Isabel Muñoz. Udvalget tæller alt fra små bøger om mindre fotoprojekter til en bogserie om spanske fotografer og store coffee table-bøger, og er du på udkig efter bøger om teknik og historie, så går du heller ikke forgæves på La Fábrica.
Gå også på opdagelse i La Fábricas udgivelser af unge kunstnere. Flere af dem har udstillet eller vundet priser og deltaget på festivaler, arrangeret af La Fábrica. Jeg kan anbefale dig at kigge nærmere på For Birds’ Sake af Maria Sturm og Cemre Yesil, The Observation of Trifles af Carlos Alba og ikke mindst Guerreros Urbanos af den urbane fotograf JESOM og den spanske forfatter Arturo Pérez-Reverte.
Hold ogå øje med La Fábaricas eget magasin Matador, som er et populært magasin om kultur og trends.
Jeg vender tilbage til La Fábricas boghandel og galleri igen og igen, og hver gang kan jeg bruge timer på at gå på opdagelse i bøgerne. Derfor er det skønt, at de har været så betænksomme at lave en lille hyggekrog, hvor jeg kan sidde og bladre i bøgerne og i ro og mag beslutte, hvilke bøger, jeg vil købe.
At være rejsende med en kuffert sætter en naturlig begrænsning for, hvad jeg kan slæbe med hjem af tykke fotobøger. Heldigvis har La Fábrica også en online shop, så jeg kan få bøgerne sendt til Danmark.
Arrangør af store kunstfestivaller og kulturprojekter
La Fábrica har markeret sig som en af de helt store kulturformidlere i Spanien, siden den blev grundlagt i 1995. Fabrikken står bag en række store kulturarrangementer – også uden for lokalerne i Madrid – bl.a. fotofestivaler som PHotoEspaña og OjodePez Photo Meeting Barcelona og litteraturfestivalerne La Noche de los libros og Festival Eñe, ligesom de arrangerer kunstudstillinger i hele verden og uddeler kunstpriser til unge kunstnere ved den årlige Generaciones Caja Madrid.
La Fábrica arrangerer også workshops og seminarer og fungerer også som idé- og konceptudvikler og konsulent på større kulturprojekter. De har fx været med til at udvikle det hippe kulturcenter Matadero, der har til huse i Madrids gamle kødby.
Hvil benene i den velrenommerede café
Når du er mættet af fotobøger, så fortsæt ind i La Fábricas café ved siden af butikken, hvor du – naturligvis i selskab med lækre fotografier på væggene – kan hvile hovedet og benene over en kop kaffe og en kage eller en frokost. Kaffen er af lige så høj kvalitet som bøgerne i kælderen, og madens rygte så godt, at her ofte er proppet med lokale – og underligt nok få turister – i åbningstiden. Menuen er middelhavsinspireret og enkel og tæller tapas, pasta samt fiske- og kødretter.
La Fábrica – her finder du program over udstillinger, webshop samt cafeens menukort
Calle de la Alameda 9 (vis på kort)
Åbningstider
Butik og galleri: Mandag til lørdag 11 til 21, søndag 11 til 17
Café: Mandag og tirsdag 9.30 til 19, onsdag og torsdag 9.30 til 01.30, lørdag 10 til 01.30, søndag 10 til 17.
Læs mere om fotofestivalen PhotoESpaña, som La Fabrica arrangerer hvert år.