Girona er ikke bare smuk, du spiser også godt i den catalanske by. Girona har en af landets mest kendte Michelinrestauranter, men byen har flere andre gode restauranter, morgenmads- og frokostcafeer samt steder, hvor du kan forkæle din søde tand. Jeg har prøvet nogle af de bedste.
El Cellar de Can Roca
Den tre-stjernede Michelinrestaurant El Cellar de Can Roca er absolut Rolls Roycen blandt Gironas restauranter. Den har i den grad sat Girona på gourmet-verdenskortet, og folk rejser langvejs fra for at spise middag på restauranten, der i 2013 blev kåret som verdens bedste. El Cellar de Can Roca ligger i udkanten af Girona og drives af brødrene Joan, Josep og Jordi Roca. Joan står for det salte køkken, Jordi er dessertkongen og Josep er sommelier.
Brødrene voksede op i duften af forældrene mad på deres nærliggende restaurant, Can Roca, som siden 1967 har serveret klassiske, catalanske retter. Roca-brødrenes ambitionsniveau er i en helt anden liga end forældrenes, og de er blevet rost for at skabe overraskende mad, der øger folks bevidsthed, fordi bæredygtigthed har stort fokus hos brødrene. Råvarerne er lokale, og Roca-brødrerne kreerer enkle retter, der kombineres med molekylær gastronomi.
Serveringerne er kunstværker i sig selv, og smagen er også i særklasse. Menukortet skifter efter sæson, og på efterårsmenuen er der bl.a. duetærte med spinat og trøffel og klorofyl-spinatsauce, pattegris tarte tatin med majroe i rødvin- og hvidløgscreme samt græskarsymfoni med røget ål.
Du skal bestille bord online, og El Cellar de Can Roca tager imod 2-12 gæster per reservation. Der åbnes for reservationer 11 måneder i forvejen, og du skal være hurtig for at få et bord, for de bliver revet væk.
El Cellar de Can Roca, Carrer de Can Sunyer 48
Rocambolesc
Har du ikke mulighed for at spise Michelinmad på El Cellar de Can Roca, så kan du spise gourmetis i dessertkongen, Jordi Rocas isbar, som ligger i gågaden Santa Clara i centrum.
Jordi Roca driver isbaren sammen med hustruen Alejandra Rivas, og folk står gerne i kø ved den lille isbar for at smage en af de lækre isvarianter. Her er bl.a. hjemmelavet vaniljeis, citron, æble, dulche de leche, blåbær og chokolade, og hver uge er ugens isvariant på kortet.
Personalet anbefaler gerne toppings til den is, du vælger, men du kan også selv vælge mellem bl.a. italiensk magengs, nøddekrokant, kirsebærslik og chokolade.
Butikken har også et lille udvalg af kreative ispinde. Smag f.eks. en chokoladesorbet med olie og salt, formet som Columbus’ finger eller en æble-/begamotteis, formet som Gironas vartegn, El culo de la leona (løvinden, hvis bagdel man skal kysse, inden man forlader byeb).
Rocambolesc, Carrer de Santa Clara 50
Vis dette opslag på Instagram
La Fabrica
På toppen af det jødiske kvarter ligger den mest hippe morgenmadscafé i Girona, hvor både de lokale og turister i lycra mødes til morgenmad efter dagens første cykeltræning. La Fabrica ejes af den tidligere profesionelle cykelrytter, Christian Meyer, der flyttede hertil fra sig fødeland Tyskland, og hans hustru Amber.
Cykelcafeen er hyggelig med et stort træbord i midten af lokalet, omkranset af mindre borde. De rå murstensvægge er udsmykkede med cykler, og cafeen sælger også cyketøj og accessories til cykelfolket.
Maden er smuk og farverigt pyntet med urter og blomster – og lige til Instagram. Du sammensætter selv din brunch fra menuen, hvor du bl.a. kan vælge mellem bowls, chiagrød, toast med espressosmør, avokado med rød peber og fetaost eller banan, bagels med æg eller laks samt salater og kager.
Kaffen er hjemmeristet og god, og La Fabrica har også et godt udvalg at te og juice.
La Fabrica, Carrer de la Llebre 3
Espresso Mafia
Længere nede mod floden, i Gironas gamle bydel, gemmer der sig en perle af et kaffehus under hvælvingerne på en historisk stenbygning. Espresso Mafia ejes af parret bag cykelcafeen La Fabrica, men her er kaffen i fokus. Det er du ikke i tvivl om, når duften af friskmalet kaffe rammer næseborene ude på gaden.
Det er et must for kaffeelskere at droppe forbi det lille kaffehus, hvor kaffen er hjemmeristet og smager helt fantastisk. Bønnerne kommer fra nøje udvalgte producenter, og kaffen er så populær, at den også sælges til mange af regionens cafeer og restauranter.
Ud over den gode kaffe, har Espresso Mania og et udvalg af te på kortet, og du kan også få et stykke bananbrød med chokolade eller en vaffel til din kaffe.
Du kan købe kaffe og kaffekopper med hjem fra den lille kaffeshop.
Espresso Mafia, C / de la Cort Reial 5
Nu Restaurant
Japansk minimalisme præger indretningen på restauranten Nu, hvor bordene er centreret omkring en lang bar ud mod det åbne køkken, hvor du kan studere kokkene i aktion, mens du spiser.
Her serveres moderne fusionsretter, hvor catalansk møder japansk på tallerkenen. Maden er en fryd for ganen, og den er også hædret med en Michelin-tallerken.
Nu tilbyder en gourmetmenu med 12 retter, der stærkt kan anbefales. A la carte er der bl.a. tun-tatiki, and med portvin og pære, dumplings med grønkål og æble samt havaborre i Bilbao-stil.
Restautant Nu, Carrer d’Abeuradors 4
Vis dette opslag på Instagram
Café Savoy
Vil du nyde en drink før middagen, så skal du kigge forbi det historiske Hotel Peninsular, der ligger på en af Gironas store shoppinggader, tæt på den gamle bydel. Hotellet huser den fashionable café og restaurant Savoy. Café Savoy åbnede i 1930’erne og her mødtes det bedre borgerskab og berømte, spanske skuespillere og forfattere.
Efter at have været lukket i mange år, genåbnede caféen i 2011 i en elegant og moderniseret udgave, som dog har respekt for det oprindelige design. De lokale mødes gerne her til en drink før middagen, og der er god lokal vermouth, vin og drinks på kortet.
Café Savoy, Carrer Nou 3
Restaurant Plaça del VI 7
Under hvælvingerne på den hyggelige Plaça del VI 7 ligger en unik restaurant, der er opkaldt efter pladsen.
Indretningen er en skøn blanding af klassisk, rustikt og retro. Der er klinkegulve, træbar og -borde i de hvide lokaler, og menuen er skrevet med kridt på en sort tavle. Du kan også sidde udenfor på terrassen under hvælvingerne med små borde.
Restauranten har gode, lokale råvarer i fokus, og dem tryller kokken til rustikke catalanske retter i moderne udgaver. Forretterne tæller grillede grøntsager med ost, branade med torsk, salater og supper. Blandt hovedretterne er der fiske-, skaldyrs- og gryderetter og til dessert kan du bl.a. få klassikere som crema catalana, chokoladekage og is.
Ejeren er sommerlier, så Plaça del VI 7 har naturligvis også et godt og omfattende vinkort.
Restaurant Plaça del Vi 7, Plaça del Vi 7
Nibble
Gironas centrale plads, La Plaça de la Independència, ligger tæt på floden, og her er et par gode frokostrestauranter under arkaderne, der omgiver pladsen. En af dem er Nibble, som er en ung og moderne restaurant, der serverer sund, slow fastfood.
Nibbles specialitet er tacoslignende sandwich, kaldet nibbs, som er tynde, hjemmebagte brød med fyld af tun-, lakse- eller steaktatar og friske grøntsager. På kortet er der også vegetar- og kødburgere, ceviche, teryaki-kylling, forskellige snacks, tatar og salater.
Nibble, Plaça de la Independència 2
Martina Sweet Cakes
Når du har travet op og ned ad trapper, smalle gader og blinde gyder i Gironas jødiske kvarter, så er Martina Sweet Cakes, der ligger på hovedgaden i det jødiske kvarter, et godt sted at tanke energidepoterne op igen.
Som navnet antyder, er Martina et slaraffenland af hjemmelavede, søde sager, og der er rift om pladserne ved bordene på terrassen om eftermiddagen. Martinas serverer kager i engelsk og fransk stil. Du kan få forskellige varianter af cupcakes som red velvet, gulerod, oreos og nutella, macarons og croissanter. Martina serverer også gavmilde portioner lagkager og tærter. Kaffen er god, og du kan også få friskpresset juice.
Cafeen har også et lille udvalg af frisk frugt og salater.
Martina Sweet Cakes, Carrer de la Força 1,
Flere rejsetips til Girona
Læs guiden til 10 gode oplevelser i Girona