Vil du opleve andet end de traditionelle seværdigheder i Barcelona, så findes der et væld af hemmelige steder i sidegaderne. Fantastisk udsigt, et fængsel, en ugle, gademad, skønne markeder og utraditionel gadekunst et blot et udpluk af Barcelonas mange skjulte og anderledes oplevelser.
Barcelona er så meget mere end strand og Gaudí, og jeg elsker at dykke dybt ned i alle de gode historier, som byens mange mindre turistede steder rummer. Nogle af de anderledes oplevelser i Barcelona finder du klos op ad store turistattraktioner, og du er muligvis gået forbi dem, uden af have opdaget dem, andre er synlige i det meste af byen, og alligevel overser vi dem. Endnu flere skal du lede lidt i byens smalle gader og afkroge for at finde, men de er det værd. Her får du nogle af mine favoritter blandt de alternative oplevelser i Barcelona.
1. Udsigten fra Tibidabos kirke
Fra det meste af Barcelona kan du se det gigantiske tempel, Expiatori del Sagrat Cor, som troner på toppen af Tibidabo-bjerget. Templet består af en basilika, hvorpå det er bygget en kirke, og det stod færdigt i 1960.
Når du ser det neogotiske tempel nede fra byen, syner det noget mere dystert, end det faktisk er. Kirken er et populært sted for de lokale at blive viet, fordi det ligger midt i en forlystelsespark. Det bedste ved kirken er dog den udsigt, du får ud over hele Barcelona, når du begiver dig op på toppen. Du kan komme det meste af vejen med elevator, men for at nå helt til tops, skal du bestige nogle trapper. Udsigten over byen med forlystelsesparken og det stor pariserhjul i forgrunden samt havet er hele turen værd.
Templo Expiatori del Sagrat Cor, Cumbre del Tibidabo
Forlystelsesparken på Tibidabo
Har du børn med, vil de elske et besøg i Tibidabos gamle forlystelsespark, Parc d’atraccions, der åbnede i 1905 hører blandt verdens ældste.
Mange af forlystelserne har opnået kultstatus, bl.a. karrusellen med det røde fly fra 1928. Flyet er en kopi af det første fly, der fløj fra Barcelona til Madrid.
Forlystelsesparken har 30 forskellige forlystelser, fra de helt rolige til de mere vilde som rutsjebanen. Pariserhjulet fra 2014 en af de nyeste, men meget populær. Her får du fra 130 meters højde udsigt over Barcelona og Middelhavet.
Mange filminstruktører har brugt forlystelsesparken og Tibidabo som location, bl.a. Woody Allen i filmen Vicky Cristina Barcelona.
OBS! Du kan tage kabelbanen fra Doctor Andreu-pladsen, men den er ofte ude af drift (og under ombygning til efteråret 2020). Alternativ kan du tage bus T2A Plaça de Catalunya
Tibidabo Forlystelsespark, Plaça del Tibidabo 3
2. Modernista-stationen
Barcelonas anden største togstation, Estacio de França, er værd at kigge ind i, også selv om du ikke skal ud at køre med tog. Indenfor i den smukke modernista-bygning gemmer sig de smukkeste udsmykninger i marmor, krystal og bronze. Læg mærke til både vinduer, loft, vægge og gulve.
França-stationen blev bygget i 1848 og det var herfra de første tog til Frankrig afgik (deraf navnet). I dag afgår tog ud af Spanien samt til flere andre catalanske byer fra stationen.
Kig også ind i det fine cafeteria, som også har bevaret sin originale indretning.
Estacio de França, Av. del Marquès de l’Argentera
3. Street food-marked i det grønne
En anderledes oplevelse i det fri finder du på det hippe gademarked Palo Market Fest, der afholdes i Barcelonas bydel Poblenou den første weekend i hver måned.
Det farverige udendørs marked i Barcelona afholdes på et grønt område, langt væk fra turisthorderne, og det er spækket med foodtrucks, hvor du kan købe alt fra traditionel til sund og økologisk fast food. Området har også små barer med øl og cocktails.
Markedet er også fyldt med boder, hvor du kan shoppe vintagemode, street wear, smykker, delikatesser, kunsthåndværk, bøger og plader. Derudover afholdes der koncerter og workshops.
Palo Market Fest, Carrer dels Pellaires, 30-38
4. Barcelonas ugle
Barcelonas svar på Irmahønen ved søerne i København er uglen, som sidder skuer ud over den livlige trafik fra toppen af en bygning på hjørnet af Avinguda Diagonal og den hippe gade, Passeig de Sant Joan.
Uglen var i 1970’erne reklame for en virksomhed, der producerede lysskilte, og den er skabt af Rótulos Roura.
Virksomheden er for længst lukket, men de lokale var så glade for uglen, at den fik lov til at blive. I dag er der ikke længere lys i uglen, og den fungerer ikke længere som reklame.
Avinguda Diagonal / Passeig de Sant Joan
5. Besøg Barcelonas tidligere fængsel
Et besøg i det tidligere fængsel, La Model, hører til en af de mere dystre, alternative oplevelser i Barcelona. Men det er interessant og overraskende, og du bliver klogere.
Jeg besøgte fængslet første gang i 2017 sammen med min spansklærer, blot tre måneder efter, at de sidste fanger var blevet forflyttet til nyere og mere moderne fængsler. Vi kunne stadig mærke den rå og utrygge energi, der stadig hang i luften, efter de indsatte var flyttet. Jeg besøgte fængslet igen i 2019, og selv om energien nu er en anden, så gør et besøg i fængslet stadig dybt indtryk.
La Model ligger i centralt i Sants-kvarteret, og det fungerede som byens eneste fængsel i 113 år. Her sad alt fra tyve, dømt for smårapserier over politiske fanger til massemordere. La Model var, da det åbnede ultra moderne, og blev et stærkt symbol på magt.
Det enorme fængsel består af seks fløje, centreret om et stort kontroltårn, hvorfra fangerne blev overvåget. Du kan se de tidligere celler, det spartanske bibliotek og besøgslokalet, som giver godt indblik i, hvordan hverdagen som fange har været. Efter borgerkrigen sad her mellem 20.000 og 30.000 fanger – omkring 20 per celle.
La Model har huset nogle af cataloniens mest berygtede – og berømte politiske fanger, og nogle af cellerne er indrettede som dengang, fangerne boede her, og fortæller historierne om dem. Du får også den makabre historie om henrettelsen af Salvador Puig Antich i 1974, som medførte internationalt ramaskrig. I La Model blev over 1000 fanger henrettet – bl.a. i fængslets postkontor.
La Model de Barcelona, Carrer d’Entença, 155
6. Symbolsk gadekunstmosaik
Et af Barcelonas mest imponerende gadekunstværker er The Kiss of Freedom, som består af hundredvis af små fotomosaikker, der til sammen illustrerer to munde i et kys.
Værket er skabt af kunstneren Joan Fontcuberta, som arbejde ud fra konceptet “Verden begynder ved hvert et kys”. Værket blev indkøbt af avisen El Periódico, som bad læserne om at indsende et fotografi af et øjebliks frihed, som de selv eller deres kære kunne optræde på. Herefter samlede kunstneren alle billederne på mosaikker og satte det sammen til det endelige værk, som blev offentliggjort i 2014 til markering for de faldne under Arvefølgekrigen (1701-1714).
Læg også mærke til skiltet ved siden af, hvor digteren Oliver Wendell Holmes citeres: “Lyden af et kys er ikke så højt som en kanons, men dens ekko varer meget længere.”
Du finder det 8 x 3,8 meter store gadekunstværk på en lille plads, tæt på katedralen.
The Kiss of Freedom, Placa dÌsidre Noell
7. Borgerkrigens beskyttelsesrum
Ved foden af Under Montjuïc-bjerget gemmer sig en gigantisk, underjordisk tunnel, som blev anvendt som beskyttelsesrum under borgerkrigen.
Det første af i alt 192 bombeangreb fra Francos hær ramte Barcelona den 13. februar 1937. I takt med at angrebene blev intensiveret gik de civile, der ufrivilligt blev hovedpersoner, sammen om at oprette krisecentre. Refugi 307 (ly nummer 307) i Poble Sec-kvarteret er et af de over 1000 beskyttelsesrum, som de civile byggede. Tunnellen er 4oo meter lang, 2 meter høj og 1,6 meter bred og et tavst vidne på krigens grusomhed.
Refugi 307 er nu en del af byens historiske museum, og du kan gå rundt i de smalle gange og se, hvordan levevilkårerne var under jorden. Her er værelser, toiletter, vandforsyning og et førstehjælpsområde.
Refugi 307, Carrer Nou de la Rambla 175
8. Gå på opdagelse i parfumens historie
På Barcelonas store, mondæne shoppinggade, Passeig de Gracía, ligger det parfumeriet Regina, som gemmer på en lille perle af et parfumemuseum. Museet gemmer sig i baglokalet, så det er ikke lige til at få øje på fra gaden.
Parfumemuseet åbnede i 1961, og her er 5000 forskellige objekter fordelt i to afdelinger – en der viser parfumeflasker og flakoner fra de tidligere kulturer, og en fra den moderne. Her er flakoner og parfumeflasker i materialer som glas, bronze, keramik og ædelsten, og nogle kan dateres tilbage til egypterne, etruskerne, grækerne og romerne.
I den moderne afdeling dykkes der ned i parfumeindustriens boom i 1700-tallet samt historierne om nogle af de største, moderne fabrikanter som Estée Lauder, Givenchy, Lanvin, Christian Dior og Chanel. Her er der stor sandsynlighed for, at du kan finde flasken med din ungdomsparfume.
Ud over parfumeflasker og flakoner kan du også se en række fine æsker med bl.a. parfumerede sæber.
Museu del Perfum, Passeig de Gràcia 39
9. Det lokale madmarked
Få skridt fra Barcelonas domkirke finder du madmarkedet, Santa Catarina, der trods sin beliggenhed midt i byens mest turistede område besøges af lang færre turister end det berømte madmarked, La Boqueria, på Ramblaen.
Bygningen, der huser markedet, hører til en af Barcelonas mest interessante arkitektoniske perler, og den er i sig selv et besøg værd. Den er opført, hvor der tidligere har ligget et kloster, og det blev gennemrenoveret i 2005.
Den enorme trækonstruktion har et smukt, bølgende tag, belagt med farverige mosaikker. Under taget finder du et væld af boder med tapasbarer, grøntsager, kød, fisk, kager, brød og færdigretter.
Nyd en tapa med de lokale på en af barerne. Det er også et godt sted at shoppe delikatesser med hjem.
Mercat Santa Catarina, Av. de Francesc Cambó 16
10. Den antikke synagoge
Trods Barcelonas antikke synagoge ligger i det jødiske kvarter, midt i et af Barcelonas mest turistede områder, så overser mange den lille perle, som ligger i en smal gade.
Synagogen er fra det 6. århundrede. Den er den ældste i Spanien og en af de ældste i Europa. Den er bygget på et fundament af romerske mure, som du stadig kan se rester af. Synagogen fungerede som centrum for det jødiske liv i Barcelona indtil 1391, hvor det jødiske kvarter blev plyndret, og over 300 jøder blev dræbt.
Efter i mange år at have været gemt og glemt, anvendes synagogen i dag til religiøse ceremonier ved festlige lejligheder, ligesom den fungerer som museum. I den blot 60 kvadratmeter store synagoge, som ligger under gadeniveau kan du få indblik i det jødiske samfunds historie og kultur i Barcelona.
Sinagoga Mayor, Carrer de Marlet 5
11. Guidet rundtur i gadekunsten
Gadekunsten fylder en del i Barcelonas bybillede, hvor du finder værker af et væld af både lokale og internationale kunstnere. Især i kvarterene El Raval og El Born er koncentrationen af gadekunst stor.
Barcelona Street Style Tour tilbyder guidede ture i Barcelonas gadekunst i kvartererne El Raval og El Born. Turene guides af kyndige folk med stor indsigt i gadekunsten og dens historie.
De guidede ture er gratis, og du møder guiden ved Triumfbuen, hvis du har valgt turen i el Born og ved musset for moderne kunst MACBA, hvis du skal på gadekunstruten i El Raval.
Jeg har været på begge ture, som i høj grad kan anbefales. Da mange af gadekunstnerne har lavet værker i begge kvarterer, så kan du få masser ud af blot at deltage i en af turene. Vælg det kvarter, du gerne vil lære bedre at kende.
Giv guiden lidt drikkepenge som tak, når den gratis tur slutter. Du kan også komme på en guidet street art-tur på cykel. Den koster 23 euro. Book turene på hjemmesiden.
12. Pit stop i det antikke teaters have
Hvad siger du til at drikke en kop kaffe i en grøn oase, væk fra al virvaret, midt i Barcelonas centrum?
I en smal sidegade, lige overfor det berømte musikhus, Palau de la Musica, finder du en skjult perle i det antikke teaters baghave. Her kan du sidde i fred og ro og nyde din kaffe under et skyggefuldt træ og læse en bog.
Antic Teatre er et kreativt og socialt centrum, som arrangerer teaterforestillinger, koncerter og workshops. Baren med en skønne terrasse og have er åben hver dag, og her kan du møde de lokale og nyde morgenmad, drikkevarer og sandwiches. Jeg spiser ofte sen morgenmad i haven, hvor her er en særlig rolig stemning.
Antic Teatre, Carrer de Verdaguer i Callís 12
13. Et museum fuld af cannabis
Et Picasso-værk med en illustration af en piberygende mand, læssevis af hashpiber i alskens udforminger og materialer, hamphandsker, – papir og handsker samt reklamemateriale og cannabisflasker.
Barcelonas museum for hash, marihuana og hamp hører absolut ikke til byens bedst kendte museer, trods det er populært at ryge marihuana i byen. Marihuana er lovligt til privat brug i Barcelona, og du kan købe det i adskillige kiosker samt i kaffe- og rygeklubber.
Museet har til huse i det smukke modernista-palæ, Palau Mornau, og er spækket med ting, der fortæller historien om cannabisplanten og brugen af den.
I de herskabelige værelser med fine smedejernsbalkoner og farvede glasvinduer kan du gå på opdagelse i samlingen af bl.a. kunstværker, der illustrerer brugen af cannabis gennem tiden, værktøjer og redskaber, der er brugt til at fremstille hampprodukter samt en medicinsk afdeling for cannabis, der fortæller om brugen siden 1800-tallet.
Hash, Marihuana & Hemp Museum, Carrer Ample 35
14. Blomstermarkedet
Markedet “Concepción” (eller Concepció på catalansk) er et af den lange liste af byens ældste markedet. Det ligger i hjertet af kvarteret Eixample, og åbnede dørene i 1888. Markedet blev tegnet af den berømte catalanske arkitekt Antoni Roviras i Trias, som også stod for et andet berømt marked i Barcelona: Sant Antoni.
Ud over, at markedet, som byens andre madmarkeder, er spækket med boder med kød, fisk og grøntsager, så skiller det sig ud fra de andre ved at have en stor blomsterafdeling, der er værd at besøge.
Blomstermarkedet strækker sig over et stort område i den ene ende af bygningen og helt ud på fortovet. Her kan du nyde synet af de mange blomster, som catalanerne elsker at putte i potter på deres balkoner og vaser i stuerne.
Flere rejsetips til Barcelona
Læs også begynderguiden til Barcelona
Er du på udkig efter tips til spisesteder, så læs også guiden til de bedste tapasbarer, gode restauranter i Barcelona samt byens bedste brunchsteder.