Når du har besøgt de tre berømte kunstmuseer, Prado, Reina Sofia og Thyssen-Bornemisza, så venter der stadig mange spændende kunstoplevelser i Madrid.
1 Espacio Solo
I en gigantisk herskabslejlighed, der breder sig over flere etager, venter en kunstoplevelse i Madrid, der byder på store overraskelser, humor, alvor og reflektion.
I Salamanca-kvarteret, lige overfor Retiro-parken, ligger Espacio SOLO over caféer og restauranter. Man skal kende adressen for at finde kunstsamlingen, der er privatejet og etableret af den spanske industrimand Ana Gervás og underholdningsdirektøren David Cantolla for syv år siden.
Parret vil gerne sætte fokus på moderne kunsts mangfoldighed i hele verden. I dag har de samlet over 1000 værker af 270 kunstnere i projektet Colleccíon SOLO. Udvalgte værker vises frem for publikum i skiftende udstillinger i udstillingslokalerne Espacio SOLO.
I opgangen bliver jeg modtaget af en spacet figur iført pailletdragt og rødt børstehoved. Værket “Sound Suit” er skabt af den amerikanske kunstner Nick Cave, der ikke skal forveksles med den berømte australske sanger af samme navn.
Figuren indgår Espacio SOLOs udstilling “Handle with Care”, som er på programmet i skrivende stund og varer til december 2024. Kommer du fra januar 2025 venter en ny udstilling. Den aktuelle udstilling rummer værker af 60 kunstnere fra hele verden, og som alle Espacio SOLOs udstillinger, inviterer den til at reflektere over forholdet mellem værker, iagttager, rummene og projektets historie.
Udstillingen tæller billedkunst, skulpturer, installationer, video- og lydkunst og AI, og genrer og stilarter blandes, mens vi bevæger os gennem udstillingen i labyrintiske lokaler. Nogle af lokalerne er indrettede som dagligstuer, hvor værkerne er integrerede i indretningen.
Her er bl.a. værker af danske Tal R, Simmons, Jordy Kerwick, Vanessa Barragão, Rinus Van de Velde, Danny Fox, Izumi Kato, Chino Moya og Operator.
Der er kun adgang til Espacio på gratis, guidede ture, som bookes på hjemmesiden fire dage i forvejen.
Espacio SOLO, Plaza de la Independencia 5
2 Galería de las Colecciones Reales
Det kongelige kunstgalleri, som åbnede i 2023, syner ikke af meget, når man står udenfor og kigger på det. Især ikke ved siden af det gigantiske kongeslot, som galleriet ligger i forlængelse af.
Når man træder indenfor, åbenbarer der sig dog en gigantisk bygning i tre etager, som er bygget ind i klippevæggen. Hele 40.000 kvadratmeter er dedikeret til kunst, som stammer fra landets slotte.
Det har taget 30 år at bygge den prisvindende bygning, og undervejs fandt man rester fra mauernes tid. En tid der ellers er meget få levn tilbage fra i Madrid.
Over 650 værker er nu flyttet ind i bygningen, og her er både malerier, gobeliner, skulpturer, møbler, dekorativ kunst og transportmidler. Blandt dem er der værker af europæiske mestre som Velázquez, Goya, El Greco, Titian og Caravaggio.
Udstillingen er kronologisk inddelt med rum dedikeret til bl.a. de habsburgske og bourbonske dynastier. Blandt hovedværkerne finder man Velázquezs maleri ”Hvide hest” (1634-38), Caravaggios maleri ”Salome med Johannes Døberens hoved” (1607) samt Luisa Roldáns skulptur ”Sankt Michael dræber djævlen” (1692).
Når du besøger museet, så husk at nyd udsigten over parken Casa de Campo og byen fra panoramavinduerne mellem etagerne.
Galería de las Colecciones Reales, C/ de Bailén 8
3 Tabacalera
Det er umuligt at overse den gigantiske fabriksbygning i Madrids multikulturelle kvarter Lavapiés. Ydermurerne på den store hjørnegrund er nemlig spækket med gadekunst, og her boltrer både lokale og internationale kunstnere sig.
La Tabacalera har til huse i byens tidligere tobaksfabrik, hvor tusinde af kvinder engang sad og hakkede tobak. I dag huser bygningerne et kulturhus, hvis facade i sig selv er værd at lægge vejen forbi.
“It’s a Jungle in here”, lyder teksten på et af værkerne på muren. Og indenfor i kulturhuset gemmer sig en fascinerende, og sprudlende, jungle af kreative værksteder, sportslokaler, underjordiske gange med øvelokaler og et galleri. Her afholdes også jævnligt events.
La Tabacalera har også et fint galleri med skiftende udstillinger, som dog er midlertidigt lukket. Hvornår det genåbner vides ikke i skrivende stund.
Hvis døren til værkstederne står åben (det gør den ikke altid), så kig indenfor og gå ned i kælderen og på opdagelse i vægmalerier og små værksteder.
La Tabacalera, Embajadores 53
4 La Neomudejar
“Dette er ikke den virkelige verden. Dette er rummene for skabere, de skøre, de stille, et sted for frihed”, står der på skiltet i døren til museet La Neomudéjar. Velkommen til en verden, hvor unge avantgarde-kunstnere får lov til at boltre sig i rå lokaler med højt til loftet – både kunstnerisk og fysisk.
La Neomudejar ligger ved Madrids hovedbanegård, Atocha, i en bygning, der engang var ende- og aflæsningsstation for godstog. Kunstmuseet er opkaldt efter bygningens arkitektoniske stil. Lokalerne har bevaret sit industrielle look, og her er stadig gamle togvogne, trafiklys, værktøj og interiør fra stationen.
Kunsten blender fint ind i den gamle, rå bygning, og her er malerier, foto samt video og installationer. La Neomudejar rummer en samling på omkring 1500 værker af spanske kunstnere som bl.a. Ciria, Marina Nuñez, Nassio Bayarri, Carmen Isasi, Antonio Alvarado og Ana Marcos.
Hensigten med museet er at få kunstneren i fokus og bryde med tidligere paradigmer, og det gør museet interessant at gå på opdagelse i. La Neomudejar er et godt sted at undersøge, hvad der sker på den unge, spanske avantgarde-scene.
La Neomudejar har også en lille café og boghandel, hvor de sælger egne udgivelser af bøger og kataloger. Derudover holder stedet jævnligt workshops, festivaller og filmvisninger.
La Neomudéjar, Antonio Nebrija, s/n
5 Museo ABC
I Madrids Conde Douque-kvarter, tæt på Plaza de España ligger det oversete Museo ABC, som har til huse i en bygning fra 1891, der tidligere husede det spanske ølmærke Mahous første fabrik i Madrid.
Museo ABC er dedikeret til illustration og tegning og rummer en samling på 150.000 værker i alskens stilarter af 500 kunstnere. Museet har stor store udstillingsrum, og samlingen rummer værker fra perioden 1890 frem til i dag, og du kan opleve spansk kunst af bl.a. Almudena Lobera, Narcisco Mendez Bringa, Francisco Lopez Rubio og Miguel Gila.
Her vises skiftende udstillinger. Tidligere har udstillingerne kredset om temaer som spanske byer, Madrid i sort og hvid, lokale festivaler og børnekunst. Nogle af værkerne har været publiceret i Blanco Negro Magazine og Diario ABC. I skrivende stund kan man opleve en udstilling om vand i Sevilla.
Museo ABC er en forunderlig rejse ind i illustrationerne og tegneseriernes verden, og en sjov og indsigtsfuld rejse gennem genrenrenes tendenser og tidernes aktuelle emner.
Museo ABC, C/ Amaniel 29
6 Palacio Velazquez i Retiro Park
De fineste fliser pryder Velazquéz-paladsets facade, og to løveskulpturer byder velkommen ved trappen til det neoklassiske palads, som blev bygget i 1880’erne. Paladset ligger i Madrids berømte Retiro-park og står opført på UNESCOs Verdensarvsliste.
Det blev skabt til en verdensudstilling, og i dag huser det skiftende udstillinger, som Madrids museum for moderne kunst, Reina Sofia står bag.
Jeg kigger altid ind i Palacio Velazquéz, når jeg besøger parken, for jeg bliver aldrig skuffet over udstillingerne, som byder på interessante, moderne – og ofte skæve – internationale kunstnere.
Her har tidligere været udstillinger af bl.a. Cindy Sherman, Nan Goldin, Juan Muñoz og José Manuel Broto. Billedet er fra paladsets seneste udstilling “Perfekt er spørgsmålet” af den amerikanske koncept- og performancekunster James Lee Byras (1932-1997), som jeg besøgte i juli 2024.
Palacio de Velázquez, Retiro Park