Hvad skal du se i Málaga? I byen, hvor Picasso blev født kan opleve alt fra kunstnerens barndomshjem og museum, den moderne havnepromenade, en gammel fæstning, et kunstmuseum, der gemmer sig under en multifarvet kube, betagende udsigter og et cool kvarter med gadekunst.
1. Moderne kunst i den farvestrålende kube
Midt mellem Muello Uno og Dos skyder en kulørt kube op af jorden. Trods kuben tiltrækker meget opmærksomhed, er det ikke lige til at se, at der under den gemmer sig det underjordiske kunstmuseum Centre Pompidou.
Museet åbnede i 2013 og er det første Centre Pompidou, som åbnede udenfor Frankrig.
Den permanente samling er inddelt i fem temaer og rummer værker fra samlingen i Paris, herunder de spanske malere Joan Miró, Pablo Picasso, Antoni Tàpies samt internationale kunstnere som Francis Bacon, Frida Kahlo, Marc Chagall, Max Ernst og Alberto Giacometti. Museet har også skiftende udstillinger, der udforsker foto, video, arkitektur og design.
Kuben er skabt af arkitekterne Javier Pérez De La Fuente og Juan Antonio Marín Malavéi, og den er i sig selv et mesterligt kunstværk. Solens stråler lyser gennem kubens transparante flader og reflekterer farverne på vidt forskellige måder både indendørs og udendørs alt efter, hvor solen står på himlen.
Kuben og farvereflektionerne er særligt smukke i den blå time før solen går ned og frem til solen er gået ned, og der tændes lys i kuben. Så det er et godt tidpunkt at gå et par ture rundt om kuben eller sætte dig på en bænk og nyde kunstværket.
Centre Pompidou Málaga, Pasaje Doctor Carrillo Casaux, s/n
2. Nyde drinks til solnedgangen over Málagas havn
Málagas havn er over 3000 år gammel og Spaniens ældste. Den gamle fiskerihavn er i dag også Spaniens næststørste krydstogtterminal. Havneområdet ligger tæt på byens centrum, og efter en omfattende modernisering, som blev færdiggjort i 2011, er den blevet en elsket turistattraktion.
Det er et must for alle turister at nyde et måltid eller en drink på en af de mange restauranter og barer langs havnepromenaden Muello Uno, som også har flere shoppingmuligheder.
Man skal også gå en tur langs Muello Dos, også kaldet Palmeral de las Sorpresas (overraskelsernes palmehave), som ligger i forlængelse af Muelle Uno. Muelle Dos har en skulpturel, bølgelignende overdækning og er omgivet af omkring 400 palmer og et grønt parkområde med bænke, legepladser, planter, blomster og springvand.
Færre ved, at de på toppen af hotellet Room Mate Valeria, som ligger i udkanten af Málagas Soho-kvarter, får fantastisk udsigt til hele havneområdet, som tager sig smukt ud i solnedgangen. Fra tagterrassen kan du også se byens store pariserhjul ved havnen og over byens gamle centrum med fæstningen i baggrunden. Tagterrassen står ikke i enhver guide til Málaga, så her er forholdsvis få turister.
På tagterrassen serveres gode drinks, og servicen er i top.
La Terazza de Valeria, Plaza Poeta Alfonso Canales 5
3. Málagas gamle fæstning og det romerske teater
På toppen af Málaga troner det gamle fæstningsværk Alcazaba, som er et af Spaniens vigtigste, hvorfra der er fantastisk udsigt over byen og bugten. Det mauriske fæstningsværk blev bygget mellem 1057 og 1063 og ligger ved foden af Gibralfaro-bakken.
Da Málaga i 1279 blev erobret af Muhammed II Ben al-Ahmar, og byen blev en del af Nasrid-riget, blev Alcazaba renoveret og fik sit markante Nasrid-udseende. Arkitektonisk er det en blanding af militært fæstningsværk kombineret med æstetiske, karakteristiske, mauriske gårdhaver med aflange terrasser med pools, ligesom rummene på smukkeste vis kombinerer lys og skygge.
Du skal gå op ad stejle, brostensbelagte stier for at bestige fæstningen, men rundturen i den spektakulære fæstning – og ikke mindst udsigten – er turen værd. Alternativt kan du også komme op på toppen med elevator.
Når du står og kigger fra fæstningen i retning mod Picasso-museet, så kan du til højre for museet spotte en miniudgave af kuben, der dækker kunstmuseet Centre Pompidou. Tagterrassen og kuben tilhører Málagas berømte skuespiller Antonio Banderas, som de lokale er meget stolte af.
Ved foden af Alcazaba finder du resterne af byens romerske amfiteater, som blev bygget år 100 f. Kr og brugt indtil år 300 E.kr. Senere brugte mauerne det som stenbrud, hvor de udgravede sten til at bygge Alcazaba. Først i 1951 genfandt man ruinerne af teatret, og siden 2011 er det blevet brugt til udendørs forestillinger om sommeren.
Teatret er det eneste, der er tilbage i byen fra romertiden, resten forsvandt, da byen blev bombet under borgerkrigen.Ved siden af teatret finder du et besøgscenter med information om teatrets historie og udgravningerne.
Alcazaba, Calle Alcazabilla 2
Teatro Romano Málaga, Calle Alcazabilla s/n
4. Picassos fødehjem
Pablo Ruiz Picasso (1881-1973) er umulig at komme udenom i en guide til Málaga. På Plaza de la Merced finder du en bronzestatue af den verdensberømte kunstner, som sidder på en bænk og skuer ud over pladsen. På hjørnet bagved statuen (i nr. 15) ligger det hus, hvor Picasso blev født i 1881 og levede indtil 1884, hvor han flyttede med familien til La Coruna.
Picassos fødehjem er nu museum, og her kan du bl.a. se et udvalg af kunstnerens værker bl.a. keramik, litografier og skitser samt nogle af hans og familiens ejendele. Museet giver indblik i Picassos familie, kunstnerens rødder samt hans tidlige tilknytning til Málaga.
I bygningen overfor (nr. 13) kan du se mere af hans kunst samt værker, der har haft relation til hans liv.
Fundación Picasso, Plaza de la Merced 15
5. Picasso-museet
Picasso-museet ligger i et smukt palads fra det 16. århundrede i Málagas centrum. Museet blev indviet i 2003, og en stor del af værkerne er skænket af Picassos svigerdatter, Christine, og barnebarn, Bernard.
Museet drives af Picasso-fonden, og du kan gå på opdagelse i 233 værker, der spænder over 80 års kunstnerisk arbejde, fra Picassos tid som kunststuderende på akademiet over kubisme-perioden til hans sene arbejde.
Hovedværkerne tæller Mor og barn, De tre skønheder (med hustruen Olga Khokhlova), Ansigt af en kvinde, Jacqueline i en stråhat, Barn med en skovl og Frugtskål
Picasso-museet har også løbende udstillinger, der fokuserer på en bestemt periode i kunstnerens karriere eller et tema, samt et omfattende bibliotek.
Museo Picasso Málaga, Palacio de Buenavista
6. Málagas enarmede dame
Málagas katedral hører til en af de mest imponerende i Sydspanien, og ligesom den i Granada, står den også ufærdig. Katedralen ligger i centrum, tæt på et sted, hvor der tidligere lå en móske. Den blev bygget mellem 1528 og 1782 og er i renæssance- og barokstil, og dens fulde navn er Nuestra Señora de la Encarnación (Vor Frue af inkarnationen).
Under byggeprocessen blev pengekassen tom, og der var ikke råd til at bygge de planlagte to tårne. Det østlige tårn blev aldrig opført, og derfor har Málagas katedral fået kælenavnet La Manquita (den enarmede kvinde).
Det bemærkelsesværdige kor i cedertræ og mahogni er udført af Luis Ortiz. Efter hans død, skabte en af datidens mest berømte, spanske træskærere, Pedro de Meno, de 42 fine træfigurer, der pryder koret.
Besøg også katedralens smukke have, og bestig de 200 trapper op på toppen, hvor du får en fin udsigt.
Catedral Nuestra Señora de la Encarnación, Calle Molina Lario 9
7. Málagas bedste udsigtspunkt
Málagas mest fortryllende udsigtspunkt ligger i 130 meters højde på Gibralfaro-bakken. Her får du imponerende udsigt over havnen og Málagas kyst mod øst, katedralen og byens centrum og ikke mindst tyrefægterarenaen, som du kan kigge direkte ned i.
Turen til toppen er stejl, men anstrengelserne værd. På opstigningen gennem Jardines de Puerta Oscura er du til gengæld omgivet af smukke, blomstrende haver.
Har du ikke mod på at bevæge dig helt op på toppen, så kan udsigten også nydes i et lidt mere begrænset omfang fra et udsigtspunkt længere nede ad stierne. Alternativt kan du tage bus nr. 35 fra Avenida de Cervantes.
Mirador de Gibralfaro, Calle Campos Elíseos 16
8. Fristende andalusiske råvarer
Bugnende boder med friske frugter og grøntsager, oste, mandler og nødder samt fisk og kød pirrer sanserne, når man træder ind i Málagas centrale marked Mercado Central de Atarazanas. Her finder du alt hvad hjertet kan begære af lækre, andalusiske råvarer, og man fristes til at købe ind til det helt store middagsselskab. Bor du på hotel, hvor du ikke selv kan lave mad, så kan du shoppe mandler, nødder og vakuumpakket skinke og ost, som du kan tage med hjem i kufferten.
Også udvendigt er Mercado Central de Atarazanas betagende. Over hovedindgangen i den fine jernkonstruktion, som overdækker markedet, er der en smuk glasmosaik, som kom til i forbindelse med en stor renovering fra 2008 til 2010. Mosaikken afbilder byens forskellige monumenter. Markedet ligger i en bygning, hvor der for omkring 600 år siden var et skibsværft (atarazanas betyder værft). Dengang gik vandet helt op til markedets indgang. Senere har her været både kloster, et militærhospital og en kaserne før her blev marked i 1879.
Ved hovedindgangen ligger der flere tapasbarer, hvor du kan nappe en pause og smage på nogle af de friske råvarer fra markedet. Snyd ikke dig selv for en af de sanselige oplevelser i Málaga, som du får på markedet.
Mercado Central de Atarazanas, Calle Atarazanas 10
9. Street art i Soho-kvarteret
Málagas Soho-kvarter er et slaraffenland for dig, der er vild med gadekunst. Kvarteret, der også kaldes Barrío de las artes (kunstkvarteret), bugner af gadekunst af verdensberømte kunstnere som D*Face, Obey, der stod bag den ikoniske valgplakat med Barack Obama og mottoet ‘Hope’, ROA og Pejac.
Soho-kvarteret ligger i et gammelt beboelsesområde, som i mange år var slidt og halvtomt, men det er i de senere år blevet et hipt og kulturelt smeltedigel. Det skyldes bl.a. projektet MAUS — Málaga Arte Urbano Soho – som hyrede anerkendte gadekunstnere til at revitalisere kvarteret. Ud over de internationale kunstnere har mange lokale også prydet murerne med deres street art.
Gå en tur rundt i det charmerende kvarter og nyd al gadekunsten. Husk at kigge både op og ned og ind i kroge og hjørner, for gadekunsten gemmer sig allevegne i kvarteret. Læs mere om gadekunsten i Soho og find link til kort her.
MAUS, Soho
10. Kunst i det gamle hospital
La Térmica er et sprudlende kulturcenter, som ligger i en imponerende modernista-bygning, der tidligere har huset både et militærhospital, et børnehjem og et borgercenter.
Den 13.000 kvadratmeter store bygning er skabt af arkitekten Juan Nepomuceno Ávila i perioden 1907 til 1912, og den er i sig selv et besøg værd. Her er imponerende flisemosaikker på vægge og gulve, enkle og fine glasudsmykninger samt charmerende gårdhaver og springvand.
Kulturcentret, La Térmica, åbnede i 2013, og her kan lokale udveklse kreative ideer, ligesom her løbende er interessante kunst- og design- og arkitekturudstillinger, teaterforestilliger, filmforevisninger, koncerter, workshops og foredrag. Den verdenskendte gadekunstner, Banksy, har bl.a. udstillet her.
La Térmica har også et stort fælles lokale med bløde sofaer, arbejdsområder, gratis Wi-Fi og automater med drikkevarer, som besøgende også kan benytte.
Tjek det aktuelle kulturprogram på hjemmesiden.
La Térmica, Av. de los Guindos 48
11. Drikke kaffe på den centrale plads
Málagas mest centrale plads er den smukke Plaza de la Constitución, som er centrum for både politiske, religiøse og kulturelle begivenheder, bl.a. de store påskeprocessioner og Feria de Málaga.
Pladsen har været et offentligt samlingspunkt siden 1400-tallet, og den prydes af et springvand i midten (Fuente de Génova), som er fra 2003, hvor pladsen blev renoveret. Rundt om pladsen ligger en række arkitektoniske perler. Málagas byråd lå her indtil 1869, ligesom borgmesterens tidligere hjem, byens fængsel og et kloster har ligget her.
Sæt dig på den legendariske Café Central (læs mere under nr. 6 i caféguiden til Málaga) og drik en kop kaffe, mens du studerer folkelivet på pladsen.
Plaza de la Constitución
12. Shoppe på Málagas hovedstrøg
Málagas hovedstrøg Marqués de Larios er byens mest prominente gade med den dyreste husleje. Gaden løber mellem Plaza de la Constitución og boulevarden Alameda Principal og langs den ligger butikker som perler på en snor.
Marqués de Larios blev indviet i 1891. Projektet var 11 år undervejs, og da byrådet manglede penge til projektet, blev byggeriet overtaget af en af byens vigtigste forretningsmænd den anden Marques de Larios, som gaden er opkaldt efter. Du finder en statue af ham for enden af gaden, ved Alameda Principal, mod havnen.
Ved proklamationen af Den Anden Republik i 1931 skiftede gaden dog navn til Calle 14 de April, men efter borgerkrigen fik den sit oprindelige navn tilbage.
Efter en gennemgribende renovering i 2003 blev Marques de Larios gågade, og her kan du zigzagge mellem butikker som Desigual, Mango Man, Bershka, Massimo Dutti, Swarovski og Victorias Secret. Kig også ind i sidegaderne, hvor der også er mange butikker.
Mange af byens store begivenheder foregår også på Marques de Larois, modeugen og den årlige filmfestival, hvor den røde løber rulles ud på gaden.
Calle Marqués de Larios
13. Slappe af på stranden
En af de skønne ting ved Málaga er, at man har nem adgang til gode strande. Malagueta ligger tættest på byens centrum, og du kan gå til den ad havnepromenaden på omkring 10-15 minutter.
Tag en pause fra byens mange seværdigheder og læg dig på den 1,2 km lange strand med fint sand og nyd den andalusiske sol og en kølig dukkert.
På stranden kan du leje liggestole og parasoller, og der er masser af strandbarer, hvor du kan tanke op med drikkevarer og lidt mad.
Playa de la Malagueta
Tips til spisesteder i Málaga
Vil du have tips til gode tapasbarer og restauranter i Málaga, så læs min guide til seks af Málagas gode spisesteder
I guiden til cafeer i Málaga får du tips til gode cafeer i Málaga, hvor du kan drikke kaffe, spise morgenmad, frokost og kage