La Vieja er det ældste arbejderkvarter i Bilbao. Kvarteret er de senere år forvandlet til et cool og kreativt kvarter, fyldt med kunst, design og hippe caféer og restauranter. Her kan du indånde ægte, baskisk boheme- og hipsterstemning i et kreativt miljø med højt til loftet.
Overfor Bilbaos turistede gamle bydel, Casco Viejo, ved Nervión-flodens venstre bred, finder du Bilbaos mest hippe og cool kvarter, La Vieja.
La Vieja, der består af de tre mindre kvarterer, La Vieja, San Fransisco og Zabala har tidligere været beboet af sømænd og senere centrum for Bilbaos jernindustri og minearbejdere. Det har også haft et blakket ry som festkvarter med kabareter indtil det i 1980’erne og 1990’erne ramte bunden, da det blev invaderet af kriminalitet, stoffer og prostitution.
Det seneste årti er unge, kreative iværksættere rykket ind i La Viejas (lokalt kaldet Bilbo) og gjort omdannet det til Bilbaos kunstnerkvarter. Her har de pustet nyt liv i kvarteret med en charmernede blanding af smukke, farvestrålende bygninger med glasbalkoner fra 1800-tallet, betonejendomme fra 1960’erne og 1970’erne og gamle industribygninger. I dag er det gamle, rå arbejderkvarter blevet Bibaos hippeste kvarter.
Her blander rester fra kvarterets brogede historie sig med ung kunst, design og arkitektur, ligesom unge har forvandlet gamle, udslidte barer til hippe cafeer. La Vieja er så hipt, at det sammenlignes med Brooklyns Williamsburg, og det er et farverigt miks af rå fortid og ungt fremsyn.
Det skal du opleve
Guidet cykeltur i undergrundskulturen
Hop op på cyklen og tag med den lokale kulturekspert, Laura, på cykeltur rundt i Bilbaos hippe undergrundskvarterer. Turen er en god introduktion til La Vieja og Bilbaos kreative undergrund.
Laura er passioneret og ved, hvor Bilbaos alternative kunstnere holder til. Du cykler langs floden og kommer gennem La Vieja, hvor du bl.a. ser gadekunst på husmurene ved Muelle Manzana. Du ser også et gigantisk gadekunstværk ved broen La Salve, avantgarde-kulturstedet ZAWP i de gamle industribygninger på Zorrotzaurre-halvøen.
Jeg var vild med cykelturen med Laura, og hvis du også har lyst til turen, så kan du booke den her (reklamelink)
Tourne Bilbao, Villarias Kalea 1
La Viejas gadekunst
Efter cykelturen venter der stadig masser af gadekunst i La Vieja. Bilbaos kunstnerkvarters husmure er spækket med alt fra grafitti, paste ups og hæklerier til store gavlmalerier. Værkerne er skabt af lokale og internationale gadekunstnere som som SUSO 33 fra Madrid, José Ramón fra Bilbao og Eltono fra Paris.
Mange af værkerne er skabt under kunstfestivalen BLV-Art, og der er især meget gadekunst omkring pladsen Tres Pilares og gaden San Francsico.
Flere steder er der referencer til La Viejas fortid som minekvarter. Her er flere værker, som afbilleder miner. I gaden, Bilbo Zaharra, ligger en port, der var indgang til en tidligere mine, som nu er omdannet til gadekunstgalleri med tags, paste ups, stickers og hæklerier.
Kunstgallerierne
Bilbaos kunstnerkvarter er overstrøet med små kunstgallerier, som er værd at gå på opdagelse i, og der popper hele tiden nye op. Et af mine favoritgallerier er Okela, som ligger bag et par iøjenfaldende rød/hvide trædøre i en af kvarterets mest pulsernede gader, San Frantzisko.
Nonprofitgalleriet har til huse i en gammel slagterbutik, hvor en gruppe avantgarde-kunstnere, der har fokus på baskisk samtidskunst, rykkede ind i 2014. Her kan kunstnerne producere deres værker, netværke og sælge deres arbejde.
Okela viser løbende udstillinger og afholder workshops og kunstdiskussioner i de rå slagterlokaler med hvide fliser på væggene og metaldøren til det tidligere kølerum intakt.
Okela Sormen Lantegia, San Frantzisko Kalea, 11
Koncert i den gamle kirke
En gammel kirke fra det 17. århundrede i Bilbaos, som ligger ved broen, der adskiller La Vieja fra Bilbaos gamle centrum, fungerer nu som kulturhus. Her kan du gå til rock- eller popkoncert under en himmelblå kuppel i det gamle kirkerum med plads til 800 mennesker.
Bilborock drives af kommunen og benyttes også til teaterforestillinger, filmforevisninger, kunstudstillinger og foredrag. I hverdagen fungerer stedet som øvelokaler for unge, lokale musikere, ligesom der afholdes kreative workshops. Hvert år afholder Bilborock en pop- og rockkonkurrence.
Tjek koncertporgrammet på Bilborocks Facebookside.
Bilborock, Muelle La Merced
Her kan du spise og drikke
Marzana 16
Det er et must at nyde en kop kaffe eller en drink med flodusigt på den hippe Bar Manzana 16, hvor Bilbaos bohemer mødes til en drik fra om eftermiddagen til de sene nattetimer. Om sommeren er der trængsel ved de få borde på caféens terrassem. Derfor tager mange deres drinks med og sætter sig langs molen, der ligger i forlængelse af Marzana 16.
Udsigten til Bilbaos populære gamle centrum og det smukke modernista-madmarked, La Ribera, er byens bedste. Baren, som er fra 1950’erne, har bevaret sin historiske charme. Her er kun blevet malet vægge og tilføjet enkelte moderne elementer. Ud over kaffe, te og drinks, serveres der også kage, sandwiches og burgere.
Marzana 16, Martzana Kalea 16
Michelinrestauranten Mina
La Vieja-kvarteret kan prale af at have en Michelin-restaurant, der også får de lokale fra den anden side af broen til at valfarte til kvarteret. Restauranten hedder Mina (på dansk minen) og den ligger ved floden Nervión, overfor Bilbaos gamle bydel Casco Vieja.
Mina har blot plads til 25 personer i den moderne og rustikt indrettede restaurant med rå murstensvægge, rå trægulve og træborde, hvorfra der er smuk udsigt over floden.
Mina tilbyder to smagemenuer med 10 og 14 retter til henholdsvis 90 og 120 euro, der består af kreative små retter. Så du spiser Michelin-mad til særdeles gode priser på den unge, trendy restaurant. Køkkenet har fokus på bæredygtighed, og der serveres markedskøkken, tilberedt med lokale råvarer. Kortet skifter med årstiden.
Mina, Muelle Marzana
Nura Balboa
Der er dømt retrostil med store orange og grå tern som udsmykning på væggene, enkle, brune borde og stole og mørke stengulve. Den lille restaurant Nura Bilbao gemmer sig bag en diskret facade og ser bestemt ikke prangende ud, men tag ikke fejl. Den er en af de mest trendy restauranter i byen, især blandt kreative bohemer og hipstere.
Nura Bilbao ejes af et vennepar, der gik på kokkeskole sammen, og de serverer moderne, enkel mad til særdeles gode priser. Fra tirsdag til fredag tilbydes en menu til 12,60 euro inklusive husets vin, brød og vand. I weekenden koster en menu 19,50 euro.
Du vælger tre retter fra kortet med fire forskellige forretter, hovedretter og desserter. Maden er mallorcinsk inspireret, og der er typisk, suppe, salater med and eller blæksprutte, lasagne, lamme- og oksesteak samt ost, kage eller is til dessert. Der er kun åbent til frokost på hverdage samt til frokost og aftensmad i weekenden. Bestil bord på forhånd.
Nura Bilbao, Maiatzaren Biko Kalea 1
Peso Neto
Det er umuligt at komme udenom La Vieja-kvarterets hotteste hipsterbar, Peso Neto, som ligger i gaden San Frantzisko.
Baren, der tidligere var mødested for arbejderkvarterets mænd, er indrettet i trendy hipsterstil med borde og stole i et væld af stilarter og spøjse buster og lampetter i glasmontre. Der hænger også gamle fotografier fra La Viejas tid som fiskerkvarter.
Peso Neto er inddelt i et barområde, omgivet af farverige lænestole og sofaborde samt en spiseafdeling. Det er et godt sted at nyde en pintxos og en drink i baren eller udenfor på terrassen mod en lille plads, hvor du samtidig kan indånde lokallivet. Er du mere sulten, så tilbydes der dagens menu med tre retter. Maden er klassisk med et moderne twist.
Peso Neto, San Frantzisko Kalea 1
Bohemian Lane
Den lille bohemecafé, Bohemian Lane, ligger ikke i La Vieja, men ovre på den anden side af floden, i en lille gågade i det gamle centrum. Den er alligevel med på listen, fordi det er her byens kreative og hippe forkæler deres søde tand. En ægte boho går gerne over broen for at spise hjemmelavet kage.
Der er højst plads til omkring 20 personer i den lille café, hvis man tæller de få siddepladser på terrassen udenfor med. Den charmerende, lille hule har rå murstensvægge og fletstole og -bænke og skamler med bordeaux-røde hynder og kelimpuder.
Glasmontren bugner af hjemmelavede, økologiske, veganske og glutenfri tærter, cupcakes og cookies, og Bohemian Lane har også et lille udvalg af morgenmad som tortilla samt sandwiches. Kagerne fylder mest. Forkæl din søde tand med fx en vaniljetærte med hindbærskum, citrontærte, chokoladetærte eller cheesecake eller en cupcake med kanel og gulerod, hindbær/chokolade eller cookies. Kaffen og teen er god og økologisk, og der tilbydes også friskpressede juicer.
Bohemian Lane, Harategi Zahar Kalea 3
Her kan du shoppe
Something Special
I den charmerende gade, Dos de Mayo, ligger tæppebutikken, Something Special, i stueetagen af en smuk bordeaux bygning med glasbalkoner. Her har du mulighed for at shoppe en unik souvenir med hjem til din bolig.
Den lyse kælderbutik er foret med marrokanske uld- og kelimtæpper samt berberpuder fra gulv til loft. Alt er håndlavet af berberkvinder fra Atlasbjergene i Marokko, og butikkens ejere, søstrene Maider og Mireia, har håndplukket butikkens stilsikre udvalg med stor omhu. Tæpperne og puderne fås i et væld af farver og mønstre, og både i helt nye og vintagemodeller. Butikken har også et lille udvalg af taburetter, kurve og tasker.
Something Special, Calle Dos de Mayo 5
Vintagemarkedet Rasto 2 de Mayo
Tasker, tørklæder, kjoler, sko, vinylplader, bøger, køkkenudstyr og delikatesser lines den første lørdag i hver måned op på borde og trappesten i gaden Dos de Mayo på vintagemarkedet, Rasto Dos de Mayo.
Her kan du shoppe alt fra gamle, udslidte gummisko til eksklusive vintageting og nyt design. Her er også et fint udvalg af lokale delikatesser som marmelader og honning.
Stemningen er god, og mange af gadens små kunstnere og kunsthåndværkere åbner også dørene til deres værksteder og butikker, hvor du også kan få en snak med de lokale kreative og se, hvordan de arbejder.
Rasto 2 de Mayo, Calle del Dos de Mayo
Librería – ANTI – Liburudenda
Jeg elsker boghandlere, og især dem, der har et stort udvalg af kunst og kultur på hylderne. Det har de hos boghandleren ANTI, hvor hylderne er spækkede med bøger om design, illustration, musik, street art, film, kunst, fotografi, mode, arkitektur og filosofi.
Selv om titlerne er på spansk, så er det værd at kigge ind, selv om du ikke kan sproget. For det visuelle univers i bøgerne er fantastisk at gå på opdagelse i. Boghandlen har bl.a. et stort udvalg af smukt illustrerede børnebøger, hvor jeg især forelskede mig i biografien om David Bowie.
ANTI er dybt engageret i kvarterets sociale og kulturelle liv, og de afholder jævnligt foredrag, koncerter, udstillinger og workshops. Boghandleren lægger også gerne facade til de lokale gadekunstneres værker.
Librería – ANTI – Liburudenda, Maiatzaren Biko Kalea 2
Flere rejsetips til Bilbao
Du finder flere tips til gode oplevelser i min storbyguide til Bilbao
Mangler du tips til hotel i Bilbao, så kan jeg anbefale det 4-stjernede Ercilla Hotel i centrum, som jeg boede på. Du kan læse mere om hotellet her.