Hvad skal du se i Granada? Forskellige kulturer har sat historisk præg på andalusiske by, og de bedste oplevelser i Granada finder du i et farverigt kludetæppe af arkitektur, kunst og lokalliv.
Granada er et sandt slaraffenland for kultur- og historieinteresserede. De fleste kender Granada, fordi det er her det verdensberømte palads Alhambra ligger. Mange besøger kun det mauriske palads og suser hurtigt videre, og det er en skam. For der venter et bombardement af andre farverige og interessante kulturoplevelser i Granada.
Gennem historien har både sigøjnere, arabere, jøder, kristne, intellektuelle og bohemer sat deres præg på Granada, og sporerne efter dem er tydelige samtidig med, at Granada også peger ind i fremtiden.
Bevæg dig rundt i krogede, brostensbelagte gader og på moderne boulevarder, og gå på opdagelse i alt fra mauriske paladser og palæer, kristne kirker og klostre til moderne gadekunst. Og nyd også en aften med et flamencoshow. Undervejs kan du nyde masser af skønne udsigtspunkter, hvorfra du kan beundre byen og Alhambra.
1. Det verdensberømte mauriske palads
Alhambra knejser højt over Granada fra sin bakketop som symbol på mauernes storhedstid i Granada. Det gigantiske palads består af flere paladser og haver samt befæstninger. Det blev bygget mellem det 8. og 13. århundrede og var bolig og fæstning for sultanerne under Nasrid-dynastiet indtil de kristne erobrede Granada i 1492.
Det imponerende kompleks er Spaniens fornemste eksempel på maurisk arkitektur og byggekunst og den mest besøgte attraktion i Granada.
Det tager mindst en halv dag at komme gennem hele paladset. Hvis du ikke har så meget tid til rådighed, så sørg for at besøge de vigtigste steder: Nasrid-paladserne, hvor sultanerne og deres harem boede samt sultanernes sommerpalads, Generalife, og de omgivende, smukke haver.
Læs mere om Alhambra, og hvordan du sikrer dig en billet
Alhambra , Calle Real de la Alhambra
2. Se solnedgangen over Granada
Den smukkeste udsigt over Granada får du fra toppen af San Miguel-bakken, hvor de lokale også fejre skytsenglen St. Michael hver år i september.
Vejen dertil er stejl, men der kører en bus fra centrum, og du bliver belønnet med fantastisk panoramaudsigt over byen med det arabiske kvarter og de gamle bymure nedenfor og Alhambra og Sierra Nevada i baggrunden. Kom ved solnedgang, hvor mangle lokale samles (og knap så mange turister som ved andre udsigtspunkter i byen).
Mirador de San Miguel Alto , C / Patio de la Alberca 36
3. Gå en tur ned ad Granadas mest pittoreske gade
Carrera de Darro løber langs Darro-floden og kan dateres tilbage til det 17. århundrede. Den er også en af de smukkeste gader i byen. Navnet stammer fra latin og betyder “Den gyldne vej”.
Gå langs floden med smukke broer på den ene side, der krydser broen over til Churra-kvarteret, og byens arabiske kvarter på den anden side.
Carrera del Darro er fyldt med fine, arkitektoniske perler fra det 16. og 17. århundrede samt rester af arabiske bygninger. Fra gaden kan du også begynde opstigningen til det arabiske kvarter, Albayzin.
Carrera del Darro
4. Besøg de arabiske bade
På turen gennem Carrera del Darro skal du kigge ind i nummer 31, hvor du finder Spaniens mest velbevarede arabiske bade fra det 11. århundrede i gaden’s ældste, arabiske bygning.
De arabiske bade slap kun for at blive ødelagt af de kristne monarker, fordi de er placeret i et privatejet hus, der er renoveret af kristne. I 1918 blev badene restaurerede og udnævnt til et nationalt monument. Det smukke stjerneloft gør lyset og oplevelsen i de arabiske bade meget speciel.
El Bañuelo, Carrera del Darro 31
5. Det mauriske palæ i det arabiske kvarter
I Albayzin, et stenkast fra de arabiske bade, finder du det mauriske palæ, Casa de Zafra. Det blev bygget til en aristokratisk familie i det 14. århundrede og er et fint eksempel på, hvordan andalusiske aristokrater byggede deres hjem i Nasrid-perioden. Øverste etage er tilføjet i det 15. århundrede, og herfra er der smuk udsigt over Alhambra.
Huset er kun blevet bevaret efter den kristne generobring, fordi det var forbundet med klosteret Santa Catalina de Zafra i en periode. Casa de Zafra har også et informationsrum, hvor du kan lære om Albaicins og Granadas historie.
Casa de Zafra , Calle Portería Concepción 8
6. Arabisk hus med vidunderlig baghave
Længere inde i Albayzins snoede, smalle gader ligger et andet arabisk hus, Casa de Horno del Oro, som blev bygget i to etaper i det 15. og 16. århundrede og forener maurisk og spansk arkitektur.
Huset er sandsynligvis blevet beboet af en adelsmand. Poolen i gården, som der også er i Casa de Zafra, er et symbol på rigdom, og husets ellers spartanske ydre er kun skabt for at skjule den indre rigdom.
Casa de Horno del Oro ligner Casa de Zafra. Når det alligevel er med på listen over de bedste seværdigheder i Granada, skyldes det, at der er en smuk have bag huset, hvor du ikke møder mange turister. Til gengæld får du en betagende udsigt over Alhambra. Og det er et besøg værd.
Casa Morisca de Horno del Oro , Calle Horno del Oro 14
7. Far vild i det arabiske kvarter
Når du har besøgt de største seværdigheder i Albayzin, skal du også afsætte tid til de mere impulsive oplevelser i Granada. Afsæt et par timer eller mere til bare at slentre rundt i de maleriske, stejle gader i kvarteret, hvor du finder en dejlig blanding af maurisk og andalusisk arkitektur, duftende blomster i krukker på balkoner og langs husets vægge.
Tag en pause på en Albayzins mange små tehuse og barer og nyd en kop te eller en øl og en tapa. Flere af stederne har smuk udsigt over Alhambra.
8. Granadas mest berømte udsigtspunkt
Afslut din tur i det arabiske kvarter i den smukke San Nícolas kirke med Granadas mest besøgte udsigtspunkt uden for kirkedøren.
Her får du udsigt over Alhambra fra den mest fotograferede og direkte vinkel og en af de mest turistede oplevelser i Granada.
Stedet er ofte fyldt med gademusikere og sælgere blandt alle turister, men trods dette er det alligevel charmerende. Og så kan du heldigvis vende ryggen til menneskemængden og bare nyde udsigten.
Mirador de San Nicolas , Calle Mirador de San Nicolás
9. Shop eksotiske souvenirs
I kvarteret Albayzin er gaden Caldereria og de omkringliggende gader omdannet til et ægte slaraffenland af et arabisk marked i de mange små butikker. Træd ind i en eksotisk verden med duften af røgelse, friskbrygget te og krydderier i næseborene, og gå på jagt efter ting til din kuffert.
Her kan du finde gode gaver som lamper og tæpper i alle slags farver og mønstre, lædertasker, keramik, tøj, sko, vandpiber, krydderier, te i alle smagsvarianter og røgelse.
Er du ikke udstyret med det store shoppinggen, kan du nøjes med at gå en tur gennem gaderne og nyde denne alternative og eksotiske attraktion i Granada.
Calle Caldereria Vieja
10. Granadas ældste mauriske monument
Corral del Carbón ligger på gågaden, Reyes Católicos og er det ældste mauriske monument i Granada. Det blev bygget i det 14. århundrede af Yusuf I i Nadrid-æraen og består af en buet indgangsport med fine udskæringer og, i kontrast til den, en enkelt gårdsplads med svalegange med lejligheder.
Stedet blev brugt til at opbevare varer, som blev solgt på stedet, samt til boligkøbere, der kom til byen. I det 16. århundrede brugte kristne det til teaterforestillinger.
I dag afholdes koncerter og forestillinger i gården om sommeren.
Corral del Carbon, Calle Mariana Pineda
11. Se hvordan romaerne levede
På kanten af Albayzin ligger Granadas gamle romakvarter, Sacromonte.
Zigzag op ad de stejle, smalle gader, fyldt med grotter, der er bygget ind i bjerget, og op til romamuseet Cuevas del Sacromonte.
Romaerne levede i bjergrotter fra det 16. århundrede til 1960erne, og på museet, som er en af de mest populære og farverige oplevelser i Granada, er der indrettede grotter, som er identiske med dem, romaerne byggede og levede i.
Her kan du kigge ind i både køkkener, stuer og soveværelser, og du kan se, hvordan romaerne arbejdede med håndværk i værkstederne og i stalden. Du kan også få indblik i flamencos historie, ligesom stedet har et fint udvalg af lokale planter.
I dag bor en stor del af Granadas romaer stadig i kvarteret, men Sacramentos charme og alternative boliger tiltrækker også masser af hippier, bohemer og hipstere. I dag lever de imidlertid begge med moderne køkkener og badeværelser, WiFi og fladskærme.
Museo Cuevas del Sacromonte, adgang via Calle Verea de Enmedio
12. Flamenco i romakvarteret
Sacromonte-kvarteret er relativt øde og stille om dagen, men om aftenen forvandles kvarteret til en stor flamenco-fest, når dørene åbner til de mange huler, hvor flamenco-koncerter afholdes.
Kvaliteten er ikke lige høj alle steder, og på trods af at der reklameres med “ægte” romaflamenco de fleste steder, er du ikke garanteret at få en autentisk oplevelse. Mange steder leverer middelmådig turistflamenco. Hvis du vil have en god oplevelse med nerve og lidenskab, skal du tilbringe et par timer med en flamencokoncert i Cueva de la Rocio. Køb billetter på forhånd.
Cueva de la Rocio, Camino del Sacromonte 70
13. Gå på opdagelse i Granadas gadekunst
Der er ikke meget tilbage som vidner om, at byens jøder har boet i Realejo-kvarteret i næsten 800 år. Til gengæld giver det gamle jødiske kvarter dig mulighed for at få nogle moderne oplevelser i Granada. I dag er det charmerende kvarter blevet centrum for byens gadekunstnere, der bruger både nye og gamle husmure som lærred.
Oplev den lokale gadekunst, der især er påvirket af kunstneren Raúl Ruiz, der arbejder under kunstnernavnet El Niño de las Pinturas (malerens barn). Ruiz værker er hovedsageligt koncentreret på gaden Calle Molinis, hvor han selv boede i nummer 44. Hans barndomshjem er naturligvis prydet af hans værker, og i nummer 12 finder du hans berømte værk The Thinker, som er en fortolkning af Rodin.
Du finder også masser af gadekunst af andre kunstnere på skolen Enseñanza Santo Domingo, ved krydset mellem gaderne Vistillas de los Ángeles og Molino.
Raúl Ruiz’s hjem, Calle de Molinos 44
14. Den gamle koranskole
Madraza-paladset ligger i en karakteristisk bygning, vendt mod det kongelige kapel og er værd at undersøge. Paladset blev bygget i det 14. århundrede af Yusuf I og fungerede som hovedkvarter for Koranskolen. Alt, der er tilbage af det oprindelige palads, er det smukke hesteskoformede mihram, skabt i Alhambra-stil med fantastiske udsmykninger.
Efter den kristne genopbygning blev paladset genopbygget i sin nuværende barokkestil, og i dag huser bygningen dele af Granadas universitet.
Palacio de la Madraza, Calle Oficios 14
15. Katedralen og det royale kapel
Katedralen er, efter min mening, en af de oplevelser i Granada, som man let kan springe over. Den er fra 1500-tallet og en spøjs blanding af renæssance og gotik. Den ligger midt i centrum, omgivet af hyggelige gader med masser af barer og restauranter. Så du kan bare gå en tur i gaderne, se katedralen udefra og kigge hurtigt indeni.
På den anden side er det kongelige kapel, der ligger bag kirken (indgangen til Madraza-paladset), et besøg værd. Her hviler de vigtige monarker Isabella I og Ferdinand II samt flere andre medlemmer af den kongelige familie.
I kapellet findes der også flere interessante kunstværker af spanske og italienske kunstnere. Sandro Botticelli, Pietro Perugino, Bartolomé Bermejo og Pedro Berruguete.
Granada Katedral , Gran Vía deColón 5
Capilla Real , Calle Oficios
16. Nyd folkelivet på den smukke plads
Granada har mange dejlige pladser, hvor du kan nyde en kop kaffe eller en drink, mens du studerer det lokale liv. Min foretrukne plads er Trinidad. Her får du en af de mere folkelige og lokale oplevelser i Granada omkring den centrale springvand, omgivet af duftende appelsintræer.
Jeg elsker især de små træboder på pladsen, hvor de lokale mødes og køber friskbagt brød og får en sludder.
Senere på dagen mødes på de fint udskårne jernbænke eller ved et af cafébordene til en kop kaffe eller øl.
Selvom pladsen ligger midt i det pulserende centrum, omgivet af store shoppinggader, er det en dejlig oase, når du har brug for en pause.
Plaza de la Trinidad
17. Gå i kloster
San Jerónimo-klostret var det første, som blev bygget i Granada, efter at de kristne havde generobret byen. Arbejdet blev igangsat af monarkerne Fernando og Isabel i 1492 og blev færdiggjort i 1547. Klostret er et ikon for Granadas Renæssance-stil og af den grund værd at besøge.
Klostret består af to klostre, men kun det ene kan besøges, da det andet benyttes af nonner.
I kirken skal du lægge mærke til de smukke, hvælvede lofter og altertavlen, som er et fint eksempel på andalusisk skulptur, skabt af Pablo de Rojas. Kaptain Gonzalo Fernández de Córdoba og Enríquez de Aguilar (kendt som Gran Capitán) er begravet her.
Monasterio de San Jerónimo, Calle Rector López Argueta 9
Rejsen til Granada
Granada har en lufthavn, men der afgår ikke direkte fly fra Danmark, så du skal mellemlande undervejs.
Den hurtigste og mest behagelige måde at komme til Granada på er med fly til Málaga, hvorfra du kan leje en bil eller køre i bus. Det tager ca. 1 time og 45 minutter at køre fra Málaga til Granada.
Tjek flyafgange og priser til Málaga her og bustider fra Málaga til Granada her.
Hoteller i Granada. Jeg boede på Hotel Occidental, som ligger meget centralt. Hotellet er moderne med store, lyse værelser og god morgenbuffet. Læs mere om Hotel Occidental, se fotos og tjek tilgængelighed.
Spar penge på entré til seværdigheder i Granada
Vil du opleve mange af Granadas seværdigheder, så kan det godt betale sig at købe et Granada Card. Kortet giver adgang til mange af de mest interessante seværdigheder i byen, også Alhambra og Generalife, samt gratis transport med bus. Jeg havde stor glæde af kortet, da jeg var i Granada. Der findes både Granada Card til voksne og børn, og du skal købe kortet online