Skal din is i vaffel, bæger eller retroglas? Og skal den være gourmet, klassisk eller økologisk? Her får du en guide til de bedste is i Barcelona.
“I scream, you scream, we all scream for Ice Cream”. Replikken fra Jim Jarmushs kultfilm Down by Low er som skabt til Barcelona på en hed sommerdag, hvor der langes adskillige is over diskene på byens mange isbarer. Du skal ikke gå mange meter, før du løber ind i en isbar, men kvaliteten er svingende. Spild ikke tiden med at spise dårlig is, så værsgo’ – her får du en guide til de bedste is i Barcelona.
1. Gourmet-is hos kendiskokken
Barcelonas bedste is i gourmetudgave fås hos Rocambolesc, som ligger midt på Ramblaen. Rocambolesc i Barcelona ejes af brødrene Roca, der står bag Gironas kendte Michelinrestaurant, El Cellar de Can Roca, og de laver kreative udgaver af is, der smager så englene synger.
Den lækre is fås i få varianter, og udvalget skifter jævnligt. Der er altid vanilje og chokolade på iskortet samt ex æble, dulce de leche, blåbær/citron og mandarin. Isen fås i bæger eller en brioche (panet), som toppes med bl.a. hjemmelavet jordbær- eller kirsebærslik, italiensk marengs, små kagestykker, karamel eller chokolade. Du kan selv vælge topping, men Rocambolesc anbefaler gerne passende topping til de aktuelle isvarianter.
Rocambolesc har også et udvalg af fantasifulde ispinde, som ungerne vil elske. Prøv fx en chokoladesorbet med olie og salt, formet som Columbus’ finger eller en jordbærsorbet med rosenvand, formet som en næse.
Rocambolesc, La Rambla 51-59
2. Retro-is i Sant Antoni-kvarteret
Skal den søde, frosne creme være old school, så fås Barcelonas bedste is hos Sirvent i Barcelonas hippe Sant Antoni-kvarter. Køen er altid lang foran isbaren, der ligner en mellemting mellem en amerikansk diner og en grillbar med en lang metaldisk som centrum. Damerne bag disken er iført pink kitler, og ud over at sælge is, langer de også rigtig meget ag den valencianske drik, horchata, og den spanske nougat, tourron, over disken.
Sirvent har rørt is i 100 år, og den fås i klassiske varianter som vanilje, jordbær, pistacie og chokolade samt moderne varianter med yoghurt. Den smager sødt og af barndom. Prøv en ægte retro-is, som serveres i kugler i høje glas med flødeskum, chokoladesovs og syltet kirsebær på toppen. Alternativt kan du få en kugle is eller to i en vaffel eller et bæger.
Orxateria Sirvent, Carrer de Parlament 56
3. Italiensk klassiker med kærlighed
I Barcelonas Eixample-kvarter ligger DeLaCream i kvarterets mest charmerende gade. Ejeren af isbaren er italiensk, og hans gelato fremstilles af naturlige råvarer af høj kvalitet og med masser af kærlighed til gamle håndværkstraditioner. Det gør han så godt, at hans is er et must på listen over Barcelonas bedste is.
Isen fås i flere klassiske varianter samt bl.a. mascarpone, der er min favorit, og en af isens kvaliteter er, at den ikke er for sød.
Du kan nyde isen i cafeen eller på terrassen, hvor der også serveres populære, hjemmelavede kager og hjemmelavet slik.
DeLaCrem, Carrer d’Enric Granados, 15
4. En hip, grøn is
Hos OGGI røres også italiensk is af naturlige, økologiske råvarer, og isen fås både med og uden sukker og i veganske varianter. OGGI serverer Barcelonas bedste is med grønne urter. Den består af en vaniljecreme med mynte og basilikum og smager virkelig frisk og af mere.
Den moderne isbar laver også italienske varianter med bl.a. tiramisu, ricotta med orange og chokolade samt mascarpone med nødder samt flere traditionelle varianter.
OGGI Gelato, Carrer Comtal 15
5. Italiensk is i et hav af smagsvarianter
Dino er en kæde af isbarer, og der ligger flere afdelinger rundt omkring i Barcelona, bl.a. tæt på Barceloneta-stranden. Dino har fået en plads i guiden til de bedste is i Barcelona, fordi det er fantastisk lige at kunne droppe ind og få en lækker, kold is, efter at have slikket sol på stranden.
Dino har over 50 isvarianter, bl.a. sorbeter med mango, citron og hindbær samt kaffe, amarena-kirsebær, after eight, kanel, karamel, figen og rom. Du kan få isen i bæger eller vaffel eller som dessert med bl.a. pandekager. Dino har også et lille udvalg af økologiske og sukkerfri is.
Dino, Carrer Pepe Rubianes 1
Flere spiseguides til Barcelona
Har du lyst til flere tips til, hvor du kan forkæle din gane i Barcelona?
Du kan finde mere inspiration i mine guides til Barcelonas bedste tapasbarer, restauranter og brunchsteder. Læs også, hvor du kan drikke gode håndværksøl.