På det 4-stjernede Ercilla Hotel bor du luksuriøst midt Bilbaos centrum. Og så får du byens bedste udsigt fra tagterrassen.
Beliggenhed
Ercilla Hotel ligger i hjertet af Bilbao, et stenkast fra kulturcentret Azkuna Zentroa, 15 minutters gang fra Guggenheim-museet, 20 minutters gang fra den gamle bydel og et par minutters gang fra nærmeste metrostation. Hotellet ligger i Bilbaos moderne bydel, og der er masser af barer og restauranter omkring dig, ligesom her er masser af shoppingmuligheder.
Stil og indretning
Det 4-stjernede Ercilla Hotel blev bygget i 1972 og totalrenoveret i 2007. Facaden er ikke prangende, men indenfor er der stilfuldt og elegant indrettet. Dog vidner butleren, der står parat i sin røde uniform, foran hotellet, at her er tale om et hotel, der servicerer gæsterne med stil.
Den luksuriøse indretning er skabt med tanke på en varm atmosfære med dæmpet hyggebelysning, mørke møbler, kvalitetstekstiler og tykke tapeter. Det hele er holdt i creme, natur- og brune farver, tilsat organiske designerdetaljer samt et drys af pangfarver i belysningen. Derudover har restauranterne avantgarde-udsmykning.
For nogle år siden var Ercilla Hotel stedet, hvor man mødtes for at blive set. I dag får hotellet konkurrence fra andre hippe hoteller, men det er stadig et populært sted blandt de lokale.
Værelserne
Værelserne på Ercilla Hotel er lyse, rummelige og moderne indrettede, og der tilbydes værelser i kategorierne, Basic, Standard, Superior, Deluxe, Familie, Suite, Executive og Le Club.
Jeg boede på et Superior-værelse på 4. etage mod gaden. Værelset var både rummeligt, elegant og sengen virkelig god at sove i. Der var både flere puder at vælge imellem og badekåber og tøfler til rådighed.
En lækker detalje på mit værelse var, at den store vindueskarm er indrettet med hynde, hvor jeg nød at slappe af med en kop kaffe og en bog eller blot at sidde og studere livet på gaden nedenfor.
Kaffen kan du lave på espressomaskinen, som er på værelset, og der fyldes op med kaffekapsler hver dag. Derudover er der gratis vand, værdiboks og minibar.
Spørg efter et værelse på en af de øvre etager eller væk fra gaden, hvis du sover let og gerne vil undgå gadestøj.
Badeværelset
Badeværelset på mit Superior-værelse var inddelt i to rum. Det forreste havde håndvask med stort bord med hylder til opbevaring til håndklæder og toiletsager.
Her stod en stor kurv, som var spækket med gratis toiletsager i mærket Rituals. Kurven indehold alt fra hårshampo og conditioner, showergel, bodylotion, håndsæbe og badehætte til vaskeklude, kam, tandbørste, vatrondeller og vatpinde.
Derudover er klædeskabet også placeret i det forreste badeværelse. Det er sjældent at opleve på hotelværelser, men jeg syntes, at det var rart at have tøjet lige ved hånden efter morgenbadet.
Morgenmaden
Ercilla serverer morgenbuffet på 1. sal dagligt. Her er rummeligt med masser af borde, hvoraf nogle har udsigt over gaden, omkring den centrale buffet. Buffeten er velassorteret med alt, hvad du behøver til en god brunch som bl.a. yoghurt, æg, skinke, oste, frugt, salat og kager. Her er også flere vegetariske muligheder samt friskpressede juicer. Du laver selv din kaffe på Nespresso-maskinen.
Restauranter og barer
Ercilla har flere steder, hvor du kan nyde alt fra en kop kaffe til middag og sene drinks. The Lobby i stueetagen serveres brunch og varme retter. Om eftermiddagen tilbydes te med kager, og her kan du også sidde i biblioteket og nyde en drink. Alle hverdage er der klaveraftener i The Lobby.
Restauranten Bermeo, som ligger i forlængelse af hotellet, serverer pintxos og baskiske retter samt et godt udvalg af lokale vine. Jeg spise virkelig gode tapas og drak vin der et par gange, men jeg testede ikke middagen.
Restauranten, med en stor bar som centrum og masser af funky kunst på væggene, er også et godt sted at nye en kop kaffe om dagen, enten i de bløde lænestole eller på terrassen på gaden.
På Ercilla Hotels tagterrasse finder du cocktailbaren, Le Club Rooftop, som er et godt sted at nyde en drink, mens natten langsomt indtager byen. Her får du byens bedste udsigt til byens tage, Nervión-floden, der løber gennem byen og bjergene i baggrunden. Tjenerne mikser gode cocktails, og du kan spise snacks og retter som burgere hele dagen.
Service og faciliteter
Ercilla tilbyder en lang række services og faciliteter, og jeg fik slet ikke afprøvet dem alle. Her er et godt fitnesscenter, mødelokaler, cykeludlejning, parkering, concierge, tøjvask, bagageopbevaring og roomservice døgnet rundt. Ercilla Hotel er kendt for at være et godt sted af afholde fester og forretningsarrangementer. Det er også tilladt at medbringe sit kæledyr på hotellet.
Priser
Et værelse koster fra 739 kr. per overnatning for to personer.
Tjek tilgængelighed, se flere billeder og book værelse her
Vurdering
Ercilla Hotel er et godt valg, hvis du vil overnatte midt i Bilbaos centrum i lækre omgivelser med spisemuligheder lige rundt om hjørnet. Her er hyggeligt og servicen er i top. Lige fra du bliver modtaget på gaden og hjulpet med bagagen til du er sat sikkert i en taxa, når du tjekker ud igen. Ercilla Hotels personale kan kunsten at være opmærksom og samtidig give plads til privatliv.
Da her kommer mange lokale i barerne og på restauranten, så får du en anderledes og mere farverig oplevelse end på mange andre hoteller. Ercilla Hotel er et gennemført designhotel, hvor der er alt, hvad man har brug for på værelserne og hotellet. Her overnatter du med stil til en god pris.
Ercilla Hotel, Ercilla Kalea 37 (vis på kort)
Rejsetips til Bilbao
Har du brug for tips til oplevelser i Bilbao, så læs guiden til Bilbao samt guiden til Bilbaos hippe bohemekvarter.