Mange rejser til Tenerife for at få strand og sol, men hvis du, som jeg, ikke har tålmodighed til at ligge på en strand, så er det stadig værd at besøge den kanariske ø. Der er nemlig masser af kulturelle grunde til at hoppe op af liggestolen og tage ud på vulkaner på Tenerife.
1. Bestig vulkanen Teide
Tenerife har langt over 200 vulkaner, og den største er Teide (3718 meter), hvis tinde, du kan spotte næsten overalt på øen.
Teide er en aktiv vulkan, der napper sig en siesta, og på toppen kan du stikke hånden ned i en “fumarola”, mærke varmen og lugte til de ufarlige svovlgasser, der siver ud gennem sprækkerne.
Kabelbanen, der tager dig op på toppen af Teide, ligger i Teide Nationalpark. Køreturen dertil er ualmindelig smuk og går gennem skyer og langs fyrre- og eukalyptustræer, inden du kommer til parkens fascinerende månelandskab af klippeformationer.
Kabelbanen bringer dig 1199 meter op på ca. otte minutter, og du bliver sat af i 3555 meters højde, hvor du får spektakulær udsigt over landskabet og De Kanariske Øer. Turen med kabelbanen er fantastisk, men ikke for folk med dårligt hjerte og for højt blodtryk.
For at komme helt op på toppen af Teide, skal du gå langs en sti. Udsigten er mest imponerende ved solopgang og solnedgang, hvor skyerne skifter farve og lyset afspejler klipperne. Du kan også vandre op til Teide, men du skal søge tilladelse via de spanske nationalparker først.
Guidede ture til Teide
Tag på en guidet tur til Teide, hvor du kører gennem nationalparken og det smukke landsskab og tager svævebanen til toppen af Teide. Du afhentes på et hotel på Sydtenerife eller efter aftale. Book turen til Teide her (reklamelink)
Vil du hellere opleve Teide om aftenen med middag og stjernekigning, kan du booken en guidet aftentur her (reklamelink)
2. Operaen i Santa Cruz
I Tenerifes hovedstad, Santa Cruz, skyder en majestætisk, hvid skulptur op af jorden på kanten til Atlanterhavet. Det er byens operahus, Auditorio de Tenerife Adán Martín. Den ekspressionistiske bygning er fra 2003 og tegnet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava.
Mange sammenligner Calatravas bygning i Santa Cruz med Operahuset i Sydney. Indenfor kan du opleve både operaer, jazz- og rockkoncerter, store musicals og danseforestillinger. Tjek programmet på hjemmesiden. Her er også en café og restaurant, som er åben hele dagen, hvor du kan nyde kaffe og mad med smuk udsigt til arkitekturen og havet.
Auditorio de Tenerife, Av de la Constitucion 1
3. Et hav af berømtheder
Kig forbi klipperne ved havet, ved siden af operahuset, hvor de lokale solbader og fisker. Her kan du spotte et hav musikstjerner og andre berømtheder, hvis portrætter er malet på klippestenene. Værket Cien caras del Auditorio de Tenerife (Tenerife Auditoriums 100 ansigter) er skabt af den ungarske kunstner Stoyko Gagamov. Du finder bl.a. portrætter af Madonna, Jimi Hendrix, Bob Dylan, Elvis Presley, Michael Jackson, Chaikovski og Vivaldi. Også Calatravas portræt pryder en sten.
4. Kulturhuset i Santa Cruz
I Santa Cruzs centrum finder du kulturcentret, Tenerife Espacio de las Artes (TEA), der huser et moderne kunstmuseum, Tenerifes center for fotografi og et stort bibliotek. Bygningen er fra 2008 og designet af de schweiziske arkitekter Herzog og de Meuron. Den er i sig selv et besøg værd.
Museet har omkring 2000 værker, og du kan bl.a. se en samling af den lokale, surrealistiske kunstner, Óscar Domínguez, en række andre kanariske kunstnere samt internationale fotografer som Man Ray.
Espacio de las Artes, Av. de San Sebastián 8
5. Gadekunst i det gamle fiskerkvarter
Puerto de la Cruz ligger på Tenerifes Nordkyst i øens mindste distrikt (blot 8,7 km²). Byen er populær blandt turister, så her er mange hoteller. Trods det har Puerto de la Cruz stadig områder med lokal charme og kultur. Et af dem er den gamle bydel, La Ranilla, som er et tidligere fiskerkvarter, der har bevaret mange af de gamle, kanariske huse.
Kvarteret tiltrækker kreative sjæle, og hver år afholdes en gadekunstfestival, der også har omdannet kvarteret til et udendørs kunstmuseum. Gå rundt i gaderne og se, hvordan moderne gadekunst smelter smukt sammen med de gamle, farvestrålende huse. Her er både værker af lokale og internationale kunstnere som belgieren ROA.
Husk at kigge både op og ned og ind i hjørner og kroge, for gadekunsten gemmer sig overalt. Her er alt fra store gavlmalerier, husfacader pakket ind i hæklede tæpper til små spøjse figurer under vinduer. I kvarteret finder du også masser af små kunsthåndværkerbutikker og gode restauranter.
6. Sognekirken i landsbyen La Orotava
Blot 7 km fra Puerta de la Cruz finder du en af De Kanariske Øers ældste landsbyer med charmerende, brostenslagte gade samt traditionel kanarisk atmosfære og arkitektur.
Sognekirken La Conception er en af Kanarieøernes fineste eksempler på barok arkitektur. Kirken er fra 1788, og den smukke facade er flankeret af to tårne og en fornem kuppel, der er inspireret af katedralen i Firenze. Indenfor finder du værdifulde kunstværker samt træ- og sølvarbejde.
La Conception, Calle Cólogan 2
7. Huset med balkonerne
I La Orotava finder du også det berømte “hus med balkonerne” La Casa de los Balcones, som er en fin herregård fra 1632 med udskårne træbalkoner.
Den gamle herregård huser et museum med kunsthåndværk omkring en frodig, kanarisk gårdhave. Se lokalt kunsthåndværk som keramik, tekstiler, kurveflet og vinproduktion og få indsigt i, hvordan man levede lokalt i forskellige epoker og fremstillede kunsthåndværk for 200 år siden.
La Casa de los Balcones, Calle San Francisco 3
8. Den gamle gofio-mølle
Tæt på La Casa de los Balcones ligger den gamle mølle, Molino de Gofio la Máquina, som producerer den lokale specialitet Gofio. Det er brunt mel, som fremstilles af ristet mel, byg, majs eller en blanding af disse.
Det brune mel blandes med varm mælk og spises som morgenmad. Det kan også puttes i supper, bagværk og desserter. De lokale kommer i møllens lille butik og køber deres friskristede Gofio, som, de hævder, giver dem ekstra energi. Møllen ligger lidt gemt væk fra vejen, men sødlige, krydrede duft fra melet kan lede dig på vej.
Molino de Gofio la Máquina, Calle del Colegio 3
9. Den pittoreske landsby Garachico
Garachico er en af de ældste landsbyer på Tenerife, og den var engang også den rigeste. Byen, der ligger på Tenerifes Nordkyst, blev grundlagt i det 11. århundrede af en italiensk bankmand, og den var i mange år centrum for handlen mellem Europa og de spanske kolonier i Amerika.
I 1706 blev Garachico og den gamle havn ødelagt af et vulkanudbrud fra Teide. I dag er lavaklipperne et populært sted at hoppe ud fra og få en svømmetur.
Garachico er forholdsvis turistfri, og du kan både nyde udsigten til naturmonumentet Garachico-klippeøen samt mad eller en kop kaffe med smuk havudsigt på restauranten ved siden af havnefæstningen, Castillo de San Miguel, eller gå en tur i det historiske centrum.
I byens centrum, som er en af de mest velbevarede og karakteristiske på Tenerife, finder du fine bygninger fra det 16. og 17. århundrede som den lille kirke og et museum med religiøs kunst.
Find inspiration til flere kulturoplevelser i Spanien her.
Rejsen til Tenerife
Tenerife har to lufthavne – Tenerife Nord i Santa Cruz og Tenerife Syd. Der afgår regelmæssigt direkte fly fra Kastrup Lufthavn til begge lufthavne. Rejsetiden er ca. fem en halv time. Søg flyafgange fra København til Tenerife og tjek priser her
Flere rejsebureauer, bl.a. Spies og Bravo Tours, har også direkte ruter fra Kastrup og Billund til Tenerife – både med og uden hotel.