Murcia er en overset region, der putter sig mellem de langt mere besøgte Andalusien mod Syd og Valencia mod Nord. Det er en skam, for der venter gode oplevelser i Murcia, som er værd at rejse efter.
1. Murcias casino
I hjertet af Murcia by finder du det imponerende casino, som også er den mest besøgte bygning i regionens hovedstad.
Siden 1847 har bygningen fungeret som privat herreklub for byens elite, men selv om den er privat, kan man godt få lov til at besøge stueetagen og beundre den imponerende arkitektur.
Bygningen er opført i blandede stilarter med inspiration fra de kunstneriske strømninger fra slutningen af det 19. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede.
Du kan bl.a. besøge den arabiske gårdhave, dekoreret med over 20.000 ark bladguld, den neo-barokke balsal med freskomalerier, biblioteket med et fint, udskåret trægalleri og et tilstødende dameværelse samt billardlokalet.
Real Casino de Murcia, C. Trapería 18
2 Plaza del Cardenal Belluga
Den historiske plads, Cardenal Belluga, ligger midt i Murcia bys centrum og er et interessant studie i, hvordan klassisk og moderne arkitektur kan smelte sammen og gå op i en højere enhed.
Pladsen er fra 1885 og er blevet moderniseret gennem tiden. Den mest farverige bygning er det barokke bispepalads, med en smuk rød facade, som blev bygget mellem 1748 og 1769. Bispepaladset huser i dag biskoppen af Cartagena, og det er værd at gå ind gennem den store port og den spektakulære bygning fra gårdsiden med fine hvælvinger.
Skråt overfor bispepaladset kan du se facaden af Murcia nye rådhustilbygning, som er skabt af arkitekten Rafael Moneo og indviet i 1998. Bygningen står både i skarp kontrast til de historiske bygninger og komplimenterer dem. Den gamle rådhusbygning er neoklassisk og fra det 19. århundrede.
For enden af pladsen troner Murcias katedral, Santa Maria, majestætisk og tiltrækker straks øjets opmærksomhed.
Det har taget tre hundrede år at bygge katedralen (14-1700-tallet), som er i forskellige arkitektoniske stilarter. Hovedfacaden mod Plaza del Cardenal Belluga prydes af søjler og skulpturer. Indenfor kan du bl.a. beundre de overdådigt udsmykkede kapeller og Kong Alfonso X’s grav. Det 93 meter høje klokketårn er det næsthøjeste i Spanien.
Plaza del Cardenal Belluga
3 Det romerske teater i Cartagena
Ved Murcias Østkyst finder du byen Cartagena, som huser et fint romersk teater, bygget mellem det 5. og 1. århundrede f.Kr. Dengang havde teatret en vigtig funktion i byen,
I hundrede år lå teatret begravet under jorden, men en udgravning og ombygning, udført af arkitekten Rafael Moneo, har i dag gjort teatret til et fint museum. Her kan du bl.a. tjekke akustikken fra tilskuerpladserne med plads til 6000 mennesker, den 43 meter brede scene samt et væld af dekorationer. Går du op på toppen af byen, på bakken Concepción, ved den gamle middelalderborg, Castillo de la Concepción får du fantastisk udsigt over teatret, kvarteret og byens havn.
Vil du nyde udsigten og se flere af Cartagenas kulturskatte, så kan du købe entrebillet til det romerske teater i Cartagena samt adgang til Forum Romanum, Concepción-borgen og panoramisk elevator (reklamelink)
Køb entrébillet til det romerske teater i Cartagena (reklamelink)
Teatro Romano de Cartagena, Palacio Pascual del Riquelme, Pl. Ayuntamiento, 9
4 Udsigten ved fyrtårnet i Cabo de Palos
På den sydøstligste spids af Murcia rager det klippefylde næs Cabo de Palos ud i Middelhavet. På bakketoppen, der er værd at bestige, troner et fint fyrtårn. Herfra får du fantastisk udsigt over det krystalklare Middelhav, små bugter og strande samt spidse klipper.
Cabo de Palos er en lille by, hvis fiskerihavn i mange år var vigtig, og fyrtårnet blev taget i brug i 1865. Du kan besøge det 51 meter høje fyrtårn på en guidet tur. Du skal bestige 300 trappetrin for at nå toppen. De er smalle, og der er mørkt, så du skal have det fint med lukkede rum og stejle trapper.
Bestil guidet tur via linket til hjemmesiden nedenfor.
5 Se flamingoer og lyserøde laguner
Ved kysten i Murcias nordlige del, ved Mar Menor, ligger regionalparken Salinas y Arenales de San Pedro del Pinatar. I vådområdet finder du saltsøer og saltklitter, ligesom du kan se en stor bestand af fugle, bl.a. trækfugle som flamingoer. Om foråret er her mulighed for at se en del terner.
De lyserøde laguner har et enormt saltindhold, og her er en saltindustri, som udvinder omkring 100.000 tons salt om året. Regionalparken har også fiskeri efter gamle arabiske traditioner.
Det er oplagt at gå eller cykle en tur i den 856 hektar store park. Begynd evt. i parkens besøgscenter, hvor du kan få information om området og dets fauna og flora.
Parque Regional de las Salinas y Arenales de San Pedro del Pinatar