street art

Mallorca er kendt for at være traditionsrig, og det gælder også i julen. Overalt på hele øen er gader, pladser, stræder og butikker julepyntet med masser af lys og dekorationer. 

Julemarkeder på Mallorca er en vigtig og tilbagevendende begivenhed, hvor de lokale mødes med venner og familie. Overalt på øen er der julemarkeder med lokale produkter, kunsthåndværk, spiselige julelækkerier og musik og dans. Øens mest berømte julemarked er på Plaza Mayor i Palma, hvor boderne bugner med krybbespilfigurer, julepynt, stearinlys, smykker, lædervarer og keramik. Her er også en stor udstilling af forskellige krybbespil.

I Puerto Portals lidt syd for Palma er der også hvert år et stort julemarked, som især er kendt for sine mange madboder. Her kan man smage forskellige mallorcanske julespecialiteter som spansk kartoffelsalat og traditionelle peberkager.

Juleudsmykning i katedralen i Palma de Mallorca
Juleudsmykning i katedralen i Palma de Mallorca. Foto: PR

Populære krybbespil

En af de største juletraditioner på Mallorca er krybbespil (Bélen). I Palma finder du et af de ældste på øen i det imponerende Caputxines-kloster. Krybbespillet på museet Palau March i Palma er også et besøg værd. Det stammer helt tilbage fra det 18. århundrede og har mere end 2000 forskellige små figurer.

Også Palmas berømte katedral er julepyntet og fyldt med religiøse krybbespilhenvisninger, og den er et naturligt samlingspunkt i julen.

Mallorcas butikker er fyldt med spiselige lækkerier i julen
Mallorcas butikker er fyldt med spiselige lækkerier i julen. Foto: PR

Mallorcanske julespecialiteter

På Mallorca fejres juledag den 25. december og San Esteban (også kendt som St. Stephen) den 26. december. Begge dage er god julemad og godter en vigtig del af fejringen. Måltiderne starter ofte med suppe med galets, som er en slags pasta med hakket kød. Gryderetten escaldums, som indeholder fjerkræ, mandler og kartofler, er også en selvfølgelighed på julebordet. Til retterne serveres lokale vine, som bl.a. laves på druer, dyrket i Tramuntana-bjergene.

I julen skal den søde tand naturligvis også forkæles, og vinduerne hos de lokale bagere og delikatesseforretninger bugner af de lækre sager. Især den lokale nougat coca de torró er populær. Denne laves med lokalproducerede mandler og serveres mellem to tynde vafler. Småkagen neules og den mallorcanske kage ensaimadas er også populære i julen.

Helligtrekonger med parade i Palma på Mallorca.
Parade med fejring af Helligtrekonger på Mallorca. Foto: PR
Helligtrekonger med parade i Palma på Mallorca.
Helligtrekonger med parade i Palma på Mallorca. Foto: PR

Historiske juletraditioner og store juleparader

Mallorca har en række særlige juletraditioner, som ikke findes mange andre steder i verden. Sammen med Alghero i Italien er Mallorca fx det eneste sted, hvor den traditionelle julesang Cant de la Sibil·la – sangen om Sibyllen – stadig opføres. Julesangen er erklæret som særlig immateriel kulturarv af UNESCO og opføres om aftenen den 24. december, hvor folk stimler sammen i øens kirker for at nyde sangen, som går helt tilbage til middelalderen.

En anden af Mallorcas julefestligheder er Festa de l’Estendard – bannerfesten – som stammer fra det 13. Århundrede og hvert år fejres den 31. december i Palma. Her hylder man indlemmelsen af Mallorca i de europæiske kristne kongeriger, og det er en af de ældste borgerlige festivaler i Europa.

Kulminationen på julefejringen begynder natten til den 5. januar, hvor der er flere parader igennem Mallorcas byer, som hylder Helligtrkonger. Folk klæder sig ud som de hellige tre konger og går gennem gaderne i parader, hvor der også er store pyntede vogne, musikere og dansere. Den 6. januar får børnene traditionelt julegaver. Selv om det er blevet moderne at spanske børn i dag får julegaver den 24. december, så er den 6. januar – Helligtrekonger – stadig den største julegavedag.

Print Friendly, PDF & Email